Brendan Rodgers er ikke tilfreds med første del af kampen mod Southampton, hvor Leicester ifølge manageren tog corona-restriktionerne fra det øvrige samfund med ind på banen.
Leicester hægtede sig lørdag aften på de øvrige tophold i Premier League med en 2-0-sejr over Southampton.
De tre point vækker glæde hos Brendan Rodgers, som dog ikke var tilfreds med Leicesters indsats i starten.
- Det var en fantastisk sejr for os. I de første 25 minutter synes jeg, vi holdt fysisk afstand til dem. Vi kom ikke inden for to meters afstand af dem.
- Vi var for passive og ikke aggressive nok, hvilket ikke kendetegner os. Men vi begyndte at presse bedre i kampen, og det tillod os at komme i flere angreb.
- Anden halvleg var meget bedre, og vi skulle have scoret flere end to mål. Samtidig forsvarede vi os godt, siger Brendan Rodgers til BT Sport.
Leicester ligger nu på andenpladsen i Premier League med to point ned til Liverpool og et enkelt op til Manchester United, inden de to giganter brager sammen søndag aften.
0 kommentarer
Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.
Vær den første til at kommentere i vores forum.