Luk

Rødt kort og to annullerede mål i PSG-deler

| Ligue 1 | 5 kommentarer

Infoboks

Marseille - PSG 0-0
Ligue 1
57' 0-0 Achraf Hakimi

Marseille og PSG måtte nøjes med et enkelt point hver, da de to mandskaber spillede 0-0 i Ligue 1. Her fik begge hold annulleret et mål, mens Achraf Hakimi blev udvist.

Fransk fodbold havde også noget at byde på søndag aften, da Marseille og Paris Saint-Germain tørnede sammen på Stade Velodrome i Ligue 1.

Her kunne gæsterne fra hovedstaden skabe et hul på hele 13 point ned til rivalerne fra Marseille, men det krævede i første omgang, at Lionel Messi, Neymar og Kylian Mbappé kunne få Paris-offensiven til at fungere på en svær udebane.

De var dog tæt på at lukke munden på hjemmeholdets fans, da Luran Perez endte med at sende bolden i eget net. 

Marseille slap dog med skrækken, da dommeren, med hjælp fra VAR, underkendte scoringen for en offside i opspillet til målet, og så var stillingen fortsat 0-0.

Syv minutter senere var den så gal nede i den anden ende, da Arkadiusz Milik skabte kæmpe jubel på Stade Velodrome, da han bankede bolden ind i netmaskerne til 1-0. 

Glæden blev dog endnu en gang kort, da VAR bragte sig i fokus igen. Scoringen blev nemlig underkendt for en offside, og så havde begge mandskaber prøvet at blive ramt af en skuffelse inden for kampens første 20 minutter.

Messi var blandt PSG’s bedste spillere, og han havde flere chancer for at få gang i måltavlen, da han viste sine store kvaliteter. Han forsøgte sig blandt andet med et hovedstød, som Pau Lopez dog fik afvist inde på stregen i første halvleg.

Messi havde også et godt skud fra distancen, men denne gang fik han ikke et ordentligt træf på bolden, og så måtte de to mandskaber gå til pause med 0-0.

I anden halvleg fik hjemmeholdet dog bedre arbejdsbetingelser, da Achraf Hakimi tog en for holdet efter 57 minutter af rivalopgøret.

Her blev PSG nemlig fanget langt op på banen, og derfor kunne Marseille sende et hurtigt angreb i gang. 

Her var Hakimi den eneste, som kunne følge med, men han endte med at nedlægge den fremadstormende Marseille-spiller, og derfor blev han udvist med et rødt kort.

Der kom ingen scoringer på Stade Velodrome, hvor anden halvleg især var præget af tilskuerne, som både kastede diverse ting efter Neymar, mens Lionel Messi også fik selskab af en tilhænger på grønsværen.

Rivalopgøret mellem Marseille og PSG endte derfor 0-0 i søndagens Ligue 1-opgør.


Af Raymund Nelausen
Fredag 3. december
Torsdag 2. december