Luk

Røjkjær: Neestrup er et frisk valg af Viborg

| NordicBet Liga | 3 kommentarer
Røjkjær: Neestrup er et frisk valg af Viborg
Foto: VFF.dk

Nicklas Røjkjær er begejstret over, at Jacob Neestrup er ny cheftræner i Viborg, og han har et godt indtryk af ham fra deres fælles tid i FC København.

Jacob Neestrup er ny cheftræner i Viborg, og Nicklas Røjkjær kender den ny chef fra deres fælles tid i FC København.

Røjkjær spillede godt nok på U19-holdet, da Neestrup trænede U17-holdet, men Viborg-spilleren har kun hørt gode ting om sin nye chef.

- Jeg synes, det er et frisk valg, og spændende at det er en ung herre, der skal stå ved roret. Jeg ser frem til det, siger Røjkjær til bold.dk.

- Jeg kender ham fra FC København, men har ikke som sådan kendskab til, hvordan han er som træner. Alt, hvad jeg har hørt om ham fra U17-holdet, har dog været positivt.

Hvad har han med i bagagen fra FC København, tror du?

- Han kommer helt sikkert med en vindermentalitet. Han er vant til at vinde i FCK, og at intet andet end en sejr er godt nok. Og så har han noget seriøsitet og kvalitet med.

- Jeg har kun hørt, at han skulle være utrolig sympatisk og god til de unge. Han er god til at forstå, hvordan man agerer som ung spiller.

Ny start efter skuffende sæson

Nicklas Røjkjær startede og sluttede ude af holdet under Steffen Højer, og han ser derfor frem til en ny start under Jacob Neestrup.

- Det startede, som det sluttede, med at jeg ikke spillede ret meget. Jeg fik kæmpet mig ind på holdet og spillede derefter mere eller mindre fast i de næste mange kampe. Det var en stor skuffelse ikke at være med til at prøve at spille os i Superligaen.

- Jeg forstod det ikke, for jeg følte, at jeg var god nok til at spille. Jeg følte ikke, det var på sin plads, at jeg sad på bænken.

Nu ser Røjkjær og holdkammeraterne fremad.

- Jeg tror, alle ser det som et frisk pust, og det bliver spændende. Alle har brug for, at der skete noget nyt efter den sæsonafslutning, og at der kom nogle øjne udefra.

- Selvfølgelig er vi stadig skuffede over, at vi ikke spiller Superliga, men nu gælder det den nye sæson, og så må vi sørge for at rykke op næste år.

Nicklas Røjkjær siger videre, at han ikke planlægger at forlade Viborg trods den skuffende sæson i det forgangne år.

Se Superliga, Europa League og landsholdet Live på Eurosport Player
Advertisement Advertisement

Af Sara Margren
Søndag 21. juli