Luk

Rømer: Vores potentiale er mindst som Vejles

| 3F Superliga | 21 kommentarer

Infoboks

Marcel Rømer ærgrer sig over Carit Falchs skifte til Vejle, men forstår det godt ud fra et øjebliksbillede. På sigt ser han dog et mindst lige så stort potentiale i Lyngby.

Som bold.dk mandag kunne afsløre, skifter Carit Falch denne sommer jobbet som cheftræner i Lyngby ud med samme tjans i Vejle.

Lyngby-direktør Andreas Byder udtalte i forbindelse med nyheden, at Lyngby er både overraskede og skuffede over Carit Falchs skifte, og det er midtbanespilleren Marcel Rømer helt på linje med.

- Jeg er overrasket og skuffet på klubbens vegne, men også mine egne, fordi jeg selv har været rigtig glad for ham. Carit er vanvittigt dygtig, og det er primært derfor, at jeg er skuffet, fordi vi mister en vigtig mand på holdet.

- Der var ligesom blevet gjort klart fra alle, både fra trænerteamet og lederne, at dem, der var her og spillede de sidste kampe, var dem, der skulle tegne billedet fremadrettet og få os til at rykke op hurtigst muligt.

- Det var Carit også selv fortaler for, så derfor var det helt sikkert en ekstra stor overraskelse, men jeg kan godt se ud over det og se, at det er fodbold, som er uforudsigeligt og sådan nogle ting, siger Marcel Rømer til bold.dk.

Rømer lægger ikke skjul på, at Carit Falch har betydet meget for Lyngby.

- Primært har han været vanvittigt god til at pumpe selvtillid ind i holdet. Han vil hellere have, at man gør ting fem gange forkert, men følger holdets plan, end at man ikke forsøger sig, og det giver en selvtillid og følelse af, at man bare skal gøre det, som ens instinkt fortæller én.

- Det er en rar fornemmelse som spiller, for det gør, at man kan slippe de hæmninger, som måske prægede os lidt i starten af sæsonen, siger han.

Større potentiale end mange herhjemme

Marcel Rømer kan på den korte bane godt forstå Carit Falchs valg, men på sigt mener han, at Lyngbys potentiale er mindst det samme som Vejle.

- Jeg kan godt forstå det, for 1. division og Superligaen er som sådan to forskellige verdener. Jeg synes dog, at vi har et potentiale, som minimum er på niveau med Vejles, men hvis man tager et statusbillede her og nu, er Vejle i Superligaen, og vi er i 1. division, konstaterer Rømer og tilføjer om Lyngby:

- Potentialet er stort med et nyt stadion, Friends of Lyngby, som fortsat vil støtte klubben og de mange unge spillere, som har fået debut på det seneste. Hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, at potentialet er større end mange klubber herhjemme, men det handler jo om, hvilke briller man lige har på, i forhold til om man kigger her og nu eller mere langsigtet, siger Rømer.

Trænerskiftet er umiddelbart ikke noget, der får Marcel Rømer til at ændre tankegang i forhold til selv at blive i Lyngby.

- Nej, det tænker jeg ikke, men som jeg også har sagt før, er det attraktivt at være i en klub, som viser ambitioner, og det håber jeg selvfølgelig, at Lyngby fortsat vil gøre. Men jeg kan også læse, at det her er uden, at klubben har haft noget som helst at skulle have sagt.

- Jeg havde da håbet på, at man kunne holde så meget sammen på det som overhovedet muligt, så hver spiller eller stabsmedlem, der forlader klubben, ser jeg som en svækkelse. Det skal jeg da være ærlig at erkende, men jeg kan også se, at det er lidt ude af klubbens hænder, så det er lidt svært at bebrejde klubben i den her situation, siger Marcel Rømer til bold.dk.

Carit Falch har skrevet en toårig kontrakt med Vejle.

Støt Lyngby Boldklub - forudbestil din 100-års jubilæumstrøje


Af Martin Schmidt

21 kommentarer

7100 11:54          
Lyngbys store problem er den geografiske placering, hvor de er bagefter FCN, Brøndby og FCK på alle parametre. Vejle er placeret i et område (trekantsområdet), hvor de reelt set er den eneste større klub lige nu. Dog tror jeg også, at Lyngby med noget ledelsesmæssig og økonomisk stabilitet vil kunne nå relativt langt - men det er stadig svært ...
JytteRolf 12:00          
Tror man stirrer sig lidt blinde i Lyngby på deres potentiale. Historien viser noget andet.
VejleB Altid 12:04          
Lol
Pantic 12:13          
Lyngby har vel ikke været meget andet end kaos siden året før deres konkurs? Når de så kommer tilbage på toppen (DN sæsonen), så roder det igen med økonomi og pladder.

Lyngbys Force er deres ungdomsafdeling, men det har trods alt ikke flyttet dem til et stabilt niveau.
Skulle jeg sætte min underskrift på et af de to projekter ville min stemme gå til Nørreskoven.
Vejle1891Boldklub 12:25          
1. Lyngby har aldrig været en tilskuermagnet. Da man fik bronzemedaljerne, havde man kun 2700 tilskuere i gennemsnit. Vejle havde, i forrige sæson, 100 færre tilskuere pr. kamp end Bronzevinderne fra Esbjerg (en noget større by), trods en elendig 14. plads.
Vi havde endda udsolgt til forårets coronakampe i ALLE kampene, som det eneste hold i nedrykningsgruppen.

Derfor kan man sige, at på opbakningsfronten blandt tilskuere og interesse kommer Lyngby aldrig i nærheden af VB.

2. Talentudviklingen i VB og Lyngby er i øjeblikket lige gode. Vejle er milevidt fra fordums talentudvikling, men de kommer. Lyngbys brug af mange danskere er selvfølgelig et plus på talentudviklingssiden, men det rakte dog kun til en nedrykning.

3. Sponsorsiden:
Vejle har et veludviklet sponsornetværk, der er til gavn for hele byen. Sponsorerne nyder ekstremt godt af de kontakter, klubben formidler mellem dem. Dette tiltrækker nye sponsorer. Her er Lyngby godt og grundigt bagud.

Vejles potentiale er langt fra nået, men det ser langt bedre ud for VB end for Lyngby
Pedro1 12:28          
Det vigtigste for Lyngby er pt, at der kommer er udbud af stadion, som rent faktisk kan bruges til noget. Ellers tror jeg det er slut, hvis ikke udenlandske hænder kan se potentialet. Alt andet er fortid også Carit, Hebo, Enghardt??, osv......

Så lige nu er det op til Vores kære politikere i kommunen, at afgøre om Lyngby spiller i toppen af Dansk fodbold eller bare være en breddeklub!
coronautd 12:32          
"Vores potentiale er mindst som Vejles"
Mjaaa, det kan jo diskuteres. Lyngby har ikke deres nye stadion endnu, men spillede i denne sæson på det mest slidte stadion i ligaen. Vejle har et flot og relativt nyt stadion med moderne faciliteter til partnere, sponsorer og fans. Lyngby har et godt akademi, men Vejle opruster også her, og har - så længe man er i Superligaen lettere ved at tiltrække talenter fra oplandet end de konkurrerende klubber i området, fordi Horsens nu også er rykket ned. Lyngby skal kæmpe med FCN, BIF, HB Køge og FCK om den lokale talentbase (dog selvfølgelig i et område med langt flere indbyggere).

Uanset potentiale er den største forskel jo nok, at Vejle er minimum ét skridt foran Lyngby, fordi Lyngby først skal sikre sig oprykning, hvilket ikke er givet. Uden træner, er de slået endnu længere tilbage for en stund.
Alt det kan selvfølgelig ændre sig på en enkelt sæson. Men lige nu tror jeg på at Vejle har et godt nok setup til at ende i top 10. Og jeg synes Carit Falch virker som et godt valg til at stå i spidsen for det.

Jeg håber på et rekordsalg af Faghir for at konsolidere økonomien i en svær tid, og også have pengene til en ny angriber. Og så håber jeg man beholder Sousa, selvom hans kontrakt udløber næste år. Han er garant for både mål og assists og dermed point. Han er potentielt mere værd for holdet i en enkelt sæson, hvis han kan være med til at sikre de sidste point der betyder overlevelse, end de 10 mio. kr. man kan få for ham.
Søndag 13. juni