3F Superliga -Rønnow: Modtagelsen i Brøndby var fantastisk
2017-11-08 17:03:01
Foto: Getty Images

Rønnow: Modtagelsen i Brøndby var fantastisk

Frederik Rønnow var meget imponeret over den modtagelse han og Brøndby-holdet fik på Brøndby Stadion efter derby-sejren i weekenden.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

For første gang i 13 år formåede Brøndby i weekenden at slå FC København i Telia Parken i en Superliga-kamp.

Opgøret endte 1-0 - og det var naturligvis noget, der passede Brøndby-fansene rigtig godt.

Faktisk passede det dem så godt, at de efter kampen fyldte Sydsiden på Brøndby Stadion for at tage imod deres helte, da de kom retur fra Østerbro.

Frederik Rønnow oplevede hyldesten fra grønsværen på Brøndby Stadion, og han var imponeret.

- Det var en fantastisk modtagelse. Det siger virkelig meget om vores fans, siger Frederik Rønnow til bold.dk.

- Én ting er, at vi vinder, men noget andet er, at man også virkelig kunne se, hvor meget det betød for dem. Det var stort at opleve.

- Man ser det jo bare ikke andre steder herhjemme. Det er selvfølgelig helt vildt fedt. Men jeg har heller aldrig tvivlet på, at vi har rigtig gode fans. Det var fedt, at vi kunne give dem sejren, siger Frederik Rønnow.

Brøndby er nu hele 11 point foran FCK. Men der er kun ét point ned til FC Midtjylland - og derfor skal Brøndby-spillerne ikke gå i stå, mener Rønnow naturligt nok.

- Det skal ikke være nogen sovepude, at vi vandt derinde. Vi må ikke tro, at vi kan gå på vandet nu. Vi skal stadig forbedre os og blive ved med at hente resultater, siger Frederik Rønnow.

Brøndby skal i næste runde op imod et nyt tophold, når FC Nordsjælland kommer forbi.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

15 kommentarer

Se kommentarer
Annonce