Luk

Roma besejrede Real Madrid fra pletten

| International | 1 kommentar
Highlights: Celta Vigo - Real Madrid (La Liga)
Roma besejrede Real Madrid fra pletten
Foto: Getty Images

Infoboks

Roma - Real Madrid 7-6
Træningskamp
16' 0-1 Marcelo
34' 1-1 Diego Perotti
39' 1-2 Casemiro
40' 2-2 Edin Dzeko

AS Roma og Real Madrid spillede 2-2 i en testkamp, der blev afsluttet med, at Serie A-klubben tog sejren i en straffesparkskonkurrence. Marcelo brændte det afgørende spark.

AS Roma og Real Madrid pudsede søndag aften formen af mod hinanden, da de to hold mødtes i en livlig testkamp.

Her viste begge hold, at offensiven i den grad spiller for begge hold efter en første halvleg, hvor begge hold formåede at komme på tavlen to gange hver.

Marcelo startede festlighederne efter et kvarters spil, da han tog et træk ind i banen og sendte kampens første mål i kassen i det lange hjørne.

Edin Dzeko var efterfølgende tæt på at udligne to gange. Først modtog han bolden på kanten af feltet og trykkede af. Thibaut Courtois var dog på plads i Real Madrid-målet. Det samme var han et halvt minut senere, da Dzeko fik headet mod mål.

Den belgiske keeper kunne dog ikke gøre noget efter 34 minutter. Nicolo Zaniolo kom fri på kanten og sendte et indlæg i boksen, der fandt Diego Perotti ved bagstolpen. Her gjorde han det til 1-1.

Tilskuerne havde dog slet ikke set det sidste mål endnu. Fem minutter før pausen sendte Marcelo et indlæg i boksen, som Casemiro headede i kassen til en 2-1-føring til Real Madrid.

Allerede minuttet senere var der dog igen balance i regnskabet. Edin Dzeko blev sendt igennem Real Madrid-defensiven, og denne gang fandt angriberen netmaskerne med en kølig afslutning.

Begge hold foretog en række udskiftninger i løbet af anden halvleg, hvilket ødelagde rytmen og gjorde, at det hele ikke flød lige så godt.

Gareth Bale kom blandt andet på banen og fik en halv time, og i kampens sidste minutter var han tæt på at sikre Real Madrid sejren. Han kunne dog ikke sende bolden i kassen, hvilket betød, at det hele skulle afgøres på straffesparkskonkurrence.

Her scorede Roma på alle fem spark, inden Marcelo brændte Real Madrids sidste skud. 


Af Jonas Sand

1 kommentar

HurtigHøne 10:20          
Fuldstændig håbløs kamp fra Real’s side (igen). Zidane formåede at implementere ikke mindre end 3 forskellige formationer i løbet af 75 minutter. Præcis som resten af pre-season, så rendte spillerne rundt på banen og lignede nogen, der ikke havde den fjerneste idé om, hvor de skulle befinde sig pga. nye pladser i kontinuerligt skiftende formationer. Forsvaret sejler, og midtbanen laller rundt som var det søndag eftermiddag i Field’s.

Jeg kan godt gå hen at blive nervøs for den her sæson. For præcis som Zidanes sidste periode i førersædet i Real, så ligner det stadigvæk ikke, at han har et decideret spilkoncept at forholde sig til. Bevares, ja han hev et mere-end-godkendt antal pokaler hjem sidst, men dengang var spillerne 2 år yngre, og Ronaldo var stadig en faktor. Man kunne smide bolden i fødderne/ind i hovedet på ham, og så nettede han 6/10 gange.

Det kan man ikke længere, og Zidane famler lidt i blinde p.t.
I stedet for at bruge pre-season på at køre Hazard mm. i stilling, har førsteprioriteten været at genoplive samtlige spillere, som også var i startopstillingen under hans sidste tid i klubben - og det er på trods af, at alternativer allerede er blevet indkøbt. Nu står vi så her, med under en uge til første La Liga kamp, og ingen aner om vi stiller op i en 5-3-2, en 4-4-2 eller en 4-3-3.

Jeg håber inderligt, at pre-season blot har fungeret som et røgslør for, hvad han har at byde ind med i La Liga, men jeg har godt nok mine bange anelser.
Søndag 18. august
Lørdag 17. august