Luk

Roma bombede sig til gruppesejr i EL

| Europa League | 0 kommentarer

Roma var bagud mod Young Boys, men vendte Europa League-opgøret til sejr - blandt andet takket være et missil af et mål af en 18-årig back.

Roma kunne med point spille sig videre i Europa League som vindere af gruppe med en sejr over Young Boys torsdag aften.

Det blev det da også til, men det skulle ikke blive helt nemt for italienerne.

Schweizerne kom nemlig foran ti minutter før pausen ved Nsame, men det var for en kort bemærkning, de skulle være i front.

Lige før pausefløjtet pandede Borja Mayoral nemlig udligningen i mål til 1-1.

Efter knap en times spil faldt kampens højdepunkt, da Romas 18-årige venstre back Calafiori flugtede bolden i krogen for fuld musik, efter den var blevet clearet af Young Boys' forsvar. Et sandt drømmemål af italieneren.

Ti minutter før tid cementerede Edin Dzeko sejren for Roma, da han flugtede bolden i mål igen for italienerne, da han skrabede bolden til sig i det lille felt.

3-1 sluttede den kamp, og så skal Young Boys ud i en afgørende kamp mod Cluj om at gå videre i turneringen sammen med Roma.

Cluj fik nemlig et point mod CSKA Sofia, da de to mandskaber spillede 0-0 i gruppens anden kamp.

Her var Sofias rolle i turneringen ellers udspillet allerede inden opgøret, da de ikke kunne nå Young Boys på andenpladsen.

Cluj måtte dog nøjes med uafgjort, hvorfor de er nødsaget til at slå Young Boys i gruppespillets sidste runde, hvis de vil videre.


Af Christian Ambæk
Onsdag 27. januar