Luk

Rosenborg tæt på fiasko: Reddet i 102. minut

| Pokal | 3 kommentarer
Rosenborg tæt på fiasko: Reddet i 102. minut
Foto: Getty Images

Rosenborg var bagud og måtte i forlænget spilletid for at spille sig i ottendedelsfinalerne i pokalen, da Uli/Kisa blev slået 2-1. Mike Jensen udgik i første halvleg.

Rosenborg er kommet en smule i gang efter en horribel start på Eliteserien, og onsdag aften skulle tre sejre på stribe i ligaen følges op med succes i pokalturneringens 1/16-finaler.

Her ventede Uli/Kisa fra den næstebedste række, men Rosenborg fik modgang allerede inden kampen.

Truppen var således ramt af sygdom, og profiler som Pål-Andre Helland, Emil Konradsen og Anders Trondsen måtte sidde over.

Mike Jensen var eneste dansker fra start, men han måtte udgå kort før pausen.

Ondt blev værre for Rosenborg i anden halvleg, hvor Uli/Kisa kom på 1-0 ved Ole Kristian Langås, men FC Midtjylland-ejede Babajide David udlignede med et kvarter igen, da han trak ind i banen og sparkede kuglen i mål.

1-1 var stillingen efter 90 minutter, og derfor skulle der forlænget spilletid til.

Med 102 minutter spillet lykkedes det Samuel Adegbenro at bringe Rosenborg i front efter en returbold.

Efter 126 minutters fodbold blev Anders Konradsen udvist, men Rosenborg hentede en 2-1-sejr og er dermed videre til ottendedelsfinalerne.

Nedtur for flere danskere

Onsdag var en rigtig skidt aften, hvis man var dansker i Norge.

Martin Spelmann spillede 64 minutter for Strømsgodset, der røg ud til Fram efter et 1-2-nederlag, mens også Matti Lund Nielsen, der blev indskiftet for Sarpsborg, røg ud efter 0-1 til Tromsdalen.

Claes Kronbergs Sandnes tabte 1-2 til Viking, og her spillede danskeren hele kampen, mens Mustafa Hassan blev indskiftet for Skeid, der røg ud til Ranheim efter 0-3.

Daniel Arrocha spillede fuldtid for Nest-Sotra, mens Lee Rochester Sørensen så hele kampen fra bænken, da holdet tabte 0-4 til KFUM Oslo.

Se Superliga, Europa League og landsholdet Live på Eurosport Player
Advertisement Advertisement

Af Sara Margren
Søndag 21. juli