


Rosenborg var torsdag aften i aktion mod islandske Hafnarfjordur, der havde danske Morten Beck Andersen på bænken i hele kampen, i kvalifikationen til Conference League.
Det første opgør var endt med en 2-0-sejr til det norske mandskab, og på hjemmebane blev den føring aldrig for alvor truet.
Godt nok måtte Rosenborg, der havde danske Carlo Holse i startopstillingen, gå til pause med 0-0 på tavlen efter en halvleg, hvor der havde stået Rosenborg på det hele.
Skarpheden manglede dog foran mål, og så måtte nordmændene forsøge at rette op på tingene i anden halvleg i stedet.
Det lykkedes kort inde i anden halvleg, da Rosenborg blev tildelt et straffespark, som Dino Islamovic sikkert omsatte til en 1-0-føring.
Kort efter var det så Stefano Vecchia, der kunne sende Rosenborg på 2-0 og reelt afgøre kampen.
Artiklen fortsætter efter billedet

2-0-føringen var dog tilsyneladende ikke nok for det norske mandskab, som fortsatte med at jagte yderligere scoringer.
Men i stedet for en større Rosenborg-føring, så fik Hafnarfjordur i stedet reduceret med et kvarter tilbage, da Gudmann Thorisson dukkede op foran mål.
Det islandske håb om et sent comeback blev dog hurtigt slukket igen, for blot minutter efter var Emil Konradsen Ceide klar foran mål til at gøre det til 3-1.
Kort før slutfløjtet øgede han også til 4-1, hvilket blev kampens resultat.
Dermed er Åge Hareides mandskab nu klar til at møde Domzale fra Slovenien i næste runde.
Elfsborg dominerede i returopgøret
Andetsteds var svenske Elfsborg i aktion mod Milsami. Første kamp var endt med en svensk 4-0-sejr, og sejren skulle ikke blive mindre i returopgøret.
Frederik Holst, Jeppe Okkels og André Rømer startede alle på banen for Elfsborg, og hurtigt skulle Holst bidrage positivt, da han assisterede til Marokhy Ndione, der kunne gøre det til 1-0.
Ndione skulle ende med at score yderligere to gange i kampen, og da Per Frick og Jack Cooper Love begge scorede en enkelt pind, så kunne Elfsborg juble over en 5-0-sejr og kvalifikation til næste runde.
Hjulsager og Gent videre trods nederlag
Også danske Andrew Hjulsager var torsdag aften i aktion, da han var med i Gents 0-2-nederlag til norske Vålerenga.
Belgierne havde dog vundet det første opgør med 4-0, hvorfor kvalifikationen til næste runde alligevel er sikret for Hjulsager og co.
Danskeren blev indskiftet efter 68 minutter ved stillingen 0-1.

Gent
FC Milsami Orhei
Vålerenga
Rosenborg
Elfsborg
FH Hafnarfjordur

































