FC Roskilde har torsdag sat en deadline for at finde 3,5 millioner kroner for at sikre den fremtidige drift og undgå en truende konkurs.
Hvis en klub erklærer sig konkurs, kan der komme flere scenarier i spil, fortæller Divisionsforeningens turneringschef, Peter Ebbesen.
- Hvis man bliver dekreteret konkurs, foregår det i skifteretten. Hvis det sker, tages klubben ud af turneringen og taber resten af kampene 0-3, og så tvangsnedrykkes man to rækker - tre hvis man også rykker ned sportsligt, siger Ebbesen til bold.dk.
- Hvis man begærer sig selv konkurs, koster det seks point. Hvis man så senere får godkendt en redningsplan i skifteretten, koster det yderligere tre point. Det kalder man en rekonstruktion.
- Så der findes to scenarier for en klub, der er blevet begæret konkurs. Enten taber de ni point i alt, hvis man redder sig, ellers bliver man tvangsnedrykket.
Kan fritstilles efter tre dage
Klubben skal dog fortsat stille til kamp, indtil en eventuel konkurs er blåstemplet i skifteretten.
- Disse scenarier er først, når stemplet er svinget, for indtil da skal man spille. Så længe der ikke er noget, der er afklaret, skal man spille, siger Ebbesen.
- Det kan så være, at det er uden spillere, der er blevet fritstillet, men så må man fylde op med andre spillere.
Kontraktspillere kan fritstilles efter tre dage, hvis de ikke modtager deres løn - et scenarie man så med Lyngby for et år siden.
- Får spillere ikke deres løn, kan de fritstilles efter tre dage og skrive kontrakt med andre klubber. Det kan godt pågå, mens man prøver at redde klubben, fortæller Ebbesen.
Hvor lang tid, det tager for skifteretten at begære en klub konkurs, kan Peter Ebbesen ikke sige.
FC Roskilde møder søndag klokken 13.45 FC Helsingør i 1. division.
sara@bold.dk


FC Roskilde
Betinia Liga




































