Luk

Ruben Bagger er åben for større trænerjob

| bold.nyt | 1 kommentar

Den tidligere Brøndby IF-spiller Ruben Bagger er i øjeblikket hjælpetræner i serieklubben FC Lejre, men han kunne godt finde på at blive træner på højere niveau på sigt.

Du kan læse artiklen på LigaBold.dk - eller herunder. 

Ruben Bagger vandt mange Brøndby-fans' hjerter med sin store fight i kampene for vestegnsklubben. Det endte med at blive til hele 339 kampe for Brøndby IF, hvoraf 243 kampe af dem var i Superligaen.

Siden da har Bagger kastet sin kærlighed på den lokale serieklub FC Lejre, hvor han er hjælpetræner. Her er Bagger mest inde over Serie 5-holdet, der er andetholdet i klubben, hvor sønnen spiller. Det har Ruben Bagger tidligere fortalt til LigaBold.dk.

Tiden i FC Lejre har gjort, at den 49-årige tidligere Superliga-angriber har fået smag for mere angående trænergerningen. Ruben Bagger siger til LigaBold.dk, at han er åben for at træne på højere niveau, hvis nogle muligheder skulle opstå.

- Jeg kunne godt tænke mig at gøre mere ved det (trænergerningen, red.). Det kan godt være, at det er nogle år siden, men fodbold er ligesom det, som jeg er udlært indenfor, og jeg ved noget om. 

- Jeg synes selv, at jeg kan se, hvem der kan hvad, og hvem der kan nå noget, og jeg har måske også nogle redskaber til, hvordan man når dertil (højere niveau, red.), hvis man har lyst til det.

- Så jeg kunne godt kunne tænke mig at gøre mere ved det, men det er jo det i en travl hverdag med børn og arbejde, så kniber det med tiden, siger Ruben Bagger til LigaBold.dk.

Hvis der opstår noget, så kunne du godt finde på at træne på et højere niveau, hvis det passer ind?

- Ja, det kunne jeg sagtens se, fordi jeg synes, at det er interessant at træne og prøve at få skubbet en gruppe i den rigtige retning og få udviklet de enkeltes kompetencer også, så vi bliver så gode som muligt inden for et setup. Det kunne jeg godt tænke mig.

Kunne du også godt tænke dig at gå ind i trænergerningen på fuld tid?

- Det har jeg ikke tænkt så meget. Det må jeg tage, hvis den mulighed opstår. Det kunne da være spændende at have noget med det at gøre. Der er lang vej endnu. Jeg har jo ikke den store trænererfaring, men jeg er da absolut åben for ting. Man skal aldrig sige aldrig, før man har prøvet det.

Lige nu har Ruben Bagger dog ikke travlt, og han nyder tiden i FC Lejre, der er beliggende godt 12 kilometer sydvest for Roskilde.

- Jeg tager stille og roligt her i den lokale klub, hvor vi forhåbentlig kan få bygget noget rigtig godt op angående foreningslivet og noget omkring byen og klubben, så der bliver noget god breddeidræt, siger Ruben Bagger til LigaBold.dk.

I løbet af sin aktive karriere vandt Ruben Bagger flere danske mesterskaber, og han er den spiller, der har spillet niendeflest kampe for Brøndby IF med 339 kampe.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.


Af Anders Jensen
Fredag 23. juli