Luk

Rumænien og Frankrig lullede sig i semifinaler

| EM U21 | 39 kommentarer
Rumænien og Frankrig lullede sig i semifinaler
Foto: Getty Images

Rumænien og Frankrig spillede mandag 0-0 ved U21-EM i Italien og er nu begge klar til semifinalerne.

Der var lagt op til uafgjort, da Rumænien og Frankrig mandag aften mødtes i den sidste gruppekamp ved U21-EM i Italien.

Uafgjort ville nemlig betyde, at begge hold sikrede sig avancement til semifinalen.

Rumænien ville på den måde vinde gruppen med en bedre målscore end Frankrig, mens Frankrig ville gå videre som bedste hold i toer-regnskabet.

Italien var det eneste hold fra de andre grupper, der fortsat havde noget på spil. EM-værterne skulle håbe, at Rumænien slog Frankrig, eller at Frankrig vandt med tre mål eller flere.

Det var dog forholdsvis tydeligt, at ingen af mandskaberne i mandagens opgør havde synderligt meget ud af at gå benhårdt efter sejren.

Første halvleg forløb uden det store tempo, og chancerne udeblev da også.

Højdepunktet i første halvleg kom efter 19 minutter, da en situation blev VAR-gennemgået på grund af mistanke om straffespark til Rumænien, men dommeren droppede mistanken, og kampen fortsatte.

De to hold havde bolden lige meget før pausefløjt, og Rumænien havde flest afslutninger inden for rammen – men ingen af dem ramte nettet.

Det samme var tilfældet efter pausen, hvor tempoet fortsat var lavt.

Frankrig forsøgte i lange perioder blot at holde fast i bolden uden rigtig at opsøge modstanderens mål, og når Rumænien fik bolden var billedet lidt det samme.

Ikke overraskende blev det aldrig nogensinde sindsoprivende, og opgøret endte 0-0.

Dermed er Rumænien videre som etter i sin gruppe, mens Frankrig er klar til semifinalen som bedste toer.

Rumænien skal møde Tyskland, mens Frankrig skal møde Spanien.

Se Superliga, Europa League og landsholdet Live på Eurosport Player
Advertisement Advertisement

Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Tirsdag 16. juli
Mandag 15. juli