Luk

Rumænsk pligtsejr presser Norge og Sverige

| EM | 0 kommentarer

Rumænien vandt lørdag aften 3-0 på Færøerne og tager andenpladsen i EM-kvalifikationens gruppe F foran Sverige og Norge.

Inden Norge og Sverige lørdag aften skulle i kamp i EM-kvalifikationens gruppe F mod henholdsvis Spanien og Malta, kunne de bide negle til Færøernes hjemmekamp mod Rumænien.

Spanien fører gruppen suverænt, mens netop Rumænien bejler til den andenplads, som også Norge og Sverige meget gerne vil indtage, når kvalifikationen er slut.

Lars Olsen som sædvanlig sad på trænerbænken for hjemmeholdet, der ligger sidst i gruppen med nul point, og han kunne se sit hold blive presset fra kampens start.

Skudstatistikken sagde 14-1 i rumænsk favør, da holdene gik til pause med stillingen 0-0.

Færøerne havde tre spillere fra de danske rækker i både truppen og startopstillingen: Hallur Hansson fra AC Horsens, Viljormur Davidsen fra Vejle Boldklub og Heini Vatnsdal fra Fremad Amager, foruden flere tidligere aktører i dansk fodbold.

Ingen af dem kunne dog forhindre, at Readings George Puscas et kvarter før tid gjorde det til 1-0 for Rumænien.

Derefter knækkede færingerne, og Alexandru Ionut Mitrita og Claudiu Keseru kunne mod slutningen gøre det til 2-0 og 3-0.

Med 3-0-sejren rykker Rumænien på på andenpladsen i Gruppe F med 13 point for syv kampe. Sverige og Norge har henholdsvis 11 og 9 inden deres kampe lørdag aften. 


Af Thor Carlskov

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Mandag 21. oktober