Luk

Rusland snuppede førstepladsen i gruppe H

| Landshold | 0 kommentarer

Rusland vandt sikkert med 2-0 over Cypern og er nu nummer et i Gruppe H. Slovenien vandt med bare 1-0 over Malta.

Lørdag var der VM-kvalifikationskampe i Gruppe H, og her mødtes Cypern-Rusland blandt andet.

Cypern tog hjemme imod Rusland, som inden kampen lå på en delt førsteplads med Kroatien efter fire kampe og syv point.

Cypern havde inden kampen samlet fire point sammen, så med en sejr kunne de indhente russerne på førstepladsen.

Der gik dog ikke længe, inden denne forhåbning blev knust.

Den russiske angriber Fedor Smolov modtog bolden fremme foran Cyperns felt, og her ventede han pænt på at få hjælp i et overlap fra Aleksandr Erokhin, som fik en pasning ind i feltet og klaskede bolden op i det modsatte hjørne.

Klassekasse og 1-0 til favoritterne fra Rusland.

1-0 stod den også til pausen, men kort efter pausen skulle det også blive 2-0 til russerne.

24-årige Rifat Zhemaletdinov modtog en aflevering fra Smolov, og så scorede han til 2-0.

Det lod til at punktere kampen og cyprioterne kom aldrig rigtig tilbage igen fra det. Russerne dominerede fortsat på bolden, og så sluttede kampen med 2-0.

Vigtig sejr for Rusland, som kravler op på gruppens førsteplads med ti point efter fem kampe.

Rusland har næste gang Malta, og Cypern møder Slovakiet hjemme.

Slovenien – Malta

I samme pulje tog Slovenien imod Malta.

Begge hold havde inden kampen fem point for fire kampe, så de var i direkte duel om at hente ind på førerholdene i gruppen, Kroatien og Rusland.

Første halvleg bød ikke på de store chancer til nogle af holdene, men lige inden pausen skulle det alligevel lykkes Slovenien at komme foran, da de fik tildelt et straffespark.

Sandi Lovric tog her ansvaret og eksekverede til 1-0, som også var stillingen til pausen.

Pausestillingen blev efter en chancefattig anden halvleg også vekslet til slutresultatet, da der ikke kom flere mål, og dermed fik Slovenien en vigtig sejr, der bringer dem op på tredjepladsen i gruppe H med syv point efter fem kampe.

De har derfor ligeså mange point som Kroatien på andenpladsen, som dog har en kamp i hånden.

Malta ligger nummer fem med fire point.


Af Kristoffer Lind Pedersen
Onsdag 27. oktober
Tirsdag 26. oktober