Luk

Rygtetid: Barca lurer på Xavi som ny træner

| International | 7 kommentarer
Rygtetid: Barca lurer på Xavi som ny træner
Foto: Getty Images

Infoboks

West Ham - Chelsea
Premier League (04/12)
Oddset 5,00 3,70 1,72
bet365 4,75 3,60 1,75

Her er dagens udgave af rygtetid på bold.dk.

Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers, hvor vi ser nærmere på de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter i Danmark og udlandet.

Intet er endeligt her, men vi vil hver dag i januar forsøge at gøre dig lidt klogere på de enkelte rygter, indtil transfervinduerne lukker.

Barcelona har holdt møde med Xavi

Ifølge radiostationen RAC1, som ved meget om, hvad der sker i Barcelona, har Barcelona fredag holdt møde med Xavi i Doha.

Barcelona-direktørerne Eric Abidal og Oscar Grau har angiveligt talt med den nuværende Al-Sadd-træner, og det har straks sat spekulationerne i gang om, at Xavi skal afløse Ernesto Valverde.

Valverde har længe været under kritik, og kritikken har taget til efter torsdagens nederlag til Atletico Madrid i den spanske super cup.

Mens flere medier altså mener, at Xavi kan blive ny træner, spekulerer andre i, at Barca-delegationen kun var i Doha for at se til Ousmane Dembele, som her er i gang med sin genoptræning, og at mødet med Xavi bare blev klemt ind i programmet.

Cenk Tosun til lægetjek hos Palace

Ifølge Sky Sports er den tyrkiske angriber Cenk Tosun til lægetjek hos Crystal Palace fredag. 

Det er ikke blevet til spilletid for Cenk Tosun siden Carlo Ancelotti overtog roret som Everton-manager i slutningen af december. 

Samtidigt har cheftræner for Crystal Palace, Roy Hodgson, været ude og efterlyse forstærkninger til truppen, der blot har fundet vej til nettet 19 gange i 21 kampe. 

 Tyrkiet skal med til sommerens EM-slutrunde, hvorfor Sky Sports mener at vide, at den 28-årige angriber er på jagt efter fast spilletid i håbet om en plads i den tyrkiske EM-trup. 

Eriksens agent er i Milano

Christian Eriksen er den seneste uges tid blevet rygtet på vej til Inter, og calciomercato.com skriver fredag, at danskerens agent i dag er i Milano. 

Her skal parterne forsøge at nå til enighed om en kontrakt, hvilket sker uden om Tottenham, da Eriksen som bekendt har kontraktudløb til sommer. 

Inter overvejer at byde ind på Eriksen, så han kan komme til allerede i januar, men det afhænger også, at om klubben lykkes med at hente Barcelonas Arturo Vidal eller ej. 

Moyes vil hente Fellaini hjem fra Kina

David Moyes ser en stor stjerne i Marouane Fellaini, som han i sin tid hentede med sig fra Everton til Manchester United – og nu kan de to komme til at arbejde sammen igen.

I hvert fald mener Sky Sports at vide, at West Ham-manageren har tænkt sig at hive den store belgier hjem fra sin kinesiske klub Shandong Luneng.

Der skal dog noget overtalelsesarbejde til. Ifølge Sky Sports skal Marouane Fellaini gå hele 75 procent ned i løn, hvis han skal til West Ham.

Marouane Fellainis kontrakt i Kina udløber ved udgangen af 2021. Han har spillet 22 ligakampe i Shandong Luneng, og det er blevet til syv mål og fire oplæg.

Torsdagens rygter

Olivier Giroud og Inter er enige - Inter og Chelsea er ikke

Olivier Giroud står til sommer foran kontraktudløb, og han jagter for tiden et klubskifte for at komme i betragtning til EM 2020.

Det har ifølge Sky Italia ført Giroud til Italien, hvor Girouds agent torsdag har været i Milano for at diskutere personlige forhold med Inter. 

De to parter er nået til enighed om en kontrakt, der løber til sommeren 2022, men kontrakten gælder kun, hvis Inter og Chelsea kan blive enige om et øjeblikkeligt skifte.

Således er Serie A-topholdet kun interesserede i Giroud, hvis man kan få ham nu, men Chelsea forlanger angiveligt en for højt pris. 

London-klubben håber på at få omkring 75 millioner kroner for den franske angriber, men Inter vil betale omkring halvdelen. 

Giroud har kontraktudløb i Chelsea til sommer.

Ashley Young har afvist kontraktforlængelse

Uniteds rutinerede altmuligmand, Ashley Young, sættes for tiden i forbindelse med et skifte til Antonio Contes Inter, men det er Manchester United angiveligt ikke så interesseret i at se ske.

Sky Sport Italia melder nemlig, at klubben har forsøgt sig med et tilbud om en etårig kontraktforlængelse, da Young spiller en vigtig rolle i omklædningsrummet.

Ifølge Sky Sport Italia har den 34-årige englænder har dog afvist tilbuddet, da han er utilfreds med mængden af spilletid, da det i denne sæson blot er blevet til 18 optrædener af 32 mulige.

Hans kontrakt med United udløber til sommer.

Patrick Cutrone forlader Wolves efter seks måneder

I sommer skiftede angriberen Patrick Cutrone AC Milan ud med en tilværelse i Wolverhampton i Premier League, men det ophold ser ud til at blive et kort et af slagsen.

Således melder Sky Sport Italia, at Cutrone er meget nær et skifte tilbage til Serie A, hvor Fiorentina står klar med en 18 måneder lang lejeaftale, hvor Fiorentina så forpligter sig til et køb af Cutrone.

Cutrone har spillet 24 kampe for Wolves, men har blot scoret tre gange.

I AC Milan var han noget oftere på måltavlen, da det blev til 27 kasser i 90 Milan-kampe.

22-årige Cutrones kontrakt med Wolverhampton udløber i 2023.

Arsenal udlejer kæmpetalent

Den 19-årige midtbanespiller Emile Smith Rowe har siden førsteholdsdebuten i september 2018 fået 12 kampe og scoret tre gange for Arsenal. 

Han trænger dog til endnu mere fast spilletid, og den skal han have i Championship, skriver Sky Sports. 

Smith Rowe rykker således til Huddersfield på en lejeaftale, og det forventes at blive officielt senere i dag. 

Brentford vil have Emre Mor

Onsdag kom det frem, at en Championship-klub er interesseret i Emre Mor, og torsdag skriver Sky Sports, at det er danskerkolonien Brentford, der vil have fingre i den tidligere FC Nordsjælland-spiller.

Emre Mor har siden i sommer spillet for Galatasaray på en lejeaftale, men han har i de seneste fire ligakampe været helt uden spilletid.

Han har i løbet af det halve år spillet i alt 16 kampe for tyrkerne – blandt andet fire i Champions League.

Hvis han ender i Brentford, er det Thomas Frank, der skal forsøge at sætte skik på den unge mand, som har haft det svært, siden han forlod FC Nordsjælland til fordel for først Dortmund og siden Celta Vigo.

Arsenal og United melder sig i Cavani-kampen

PSG' Edinson Cavani har længe været rygtet på vej til Atletico Madrid, men det skifte er endnu ikke på plads, da Atletico angiveligt overvejer andre muligheder.

Det har fået et par Premier League-klubber på banen, da Arsenal og Manchester United efter sigende har fremlagt et bud på den uruguayanske angriber, som har mistet sin plads på holdet i PSG.

Det er Daily Express og det spanske tv-program El Chiringuito som melder, at den engelske duo er gået ind i kampen om angriberen. Ingen af de to medier er dog kendt for at være først med nyhederne om de tre involverede klubber.

32-årige Cavanis kontrakt med PSG udløber efter denne sæson, og klubben skulle være klar til at forhandle om et salg allerede her i januar.

Om Rygtetid: 
Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers. Her bringer og belyser vi nogle af de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter, der florerer i ind- og udland. 

Intet er endeligt, og alt her har ikke gang på denne jord, men vores mål er at videregive så meget relevant info som muligt om de enkelte rygter og klæde dig på til turen i den store transferjungle.

Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Torsdag 2. december