Luk

Rygtetid: Serie A-kvartet følger Stryger Larsen

| International | 11 kommentarer

Infoboks

Roma - Genoa
Serie A (05/02)
Oddset 1,33 5,30 8,35
bet365 1,36 5,00 8,00

Her er ugens udgave af rygtetid på bold.dk.

Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers, hvor vi ser nærmere på de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter i Danmark og udlandet.

Intet er endeligt her, men vi vil hver uge forsøge at gøre dig lidt klogere på de enkelte rygter.

Serie A-kvartet følger Jens Stryger Larsen

Til sommer udløber Jens Stryger Larsens kontrakt med Udinese, og den aftale ser bestemt ikke ud til at blive forlænget. 

Danskeren er bænket som konsekvens af dette, men han ser ikke ud til at få svært ved at finde spilletid andetsteds. 

Ifølge de italienske medier Calciomercato og SportMediaset så har Bologna, Napoli og AS Roma fulgt danskeren et stykke tid, ligesom Lazio ligeledes er begyndt at vise interesse for den alsidige forsvarsspiller. 

Tidligere har det været fremme, at Bologna overvejer at erstatte Andreas Skov Olsen med Stryger Larsen, efter holdet er begyndt at spille med wingbacks. 

Rygterne om Roma er heller ikke nye, men senest lød det, at hovedstadsklubben havde takket nej til den danske landsholdsspiller. 

Real Madrid afviser West Hams bud på Hazard

Eden Hazard har ikke været nogen stor succes i Real Madrid, og den spanske topklub håber efter sigende på at få den belgiske kantspiller solgt, men tilsyneladende ikke for enhver pris.

I hvert fald skriver det spanske medie El Nacional, at Premier League-klubben West Ham er kommet med et bud på 25 millioner euro, hvilket svarer til 186 millioner kroner.

Det skulle dog være blevet afvist af Real Madrid, som angiveligt kræver mindst det dobbelte – cirka 372 millioner kroner.

Real Madrid betalte i 2019 efter sigende på den gode side af 850 millioner kroner for Eden Hazard, der nu er blevet 30 år. Belgieren har kontrakt til 2024.

Roma takker nej til Stryger Larsen

Jens Stryger Larsen er til sommer uden kontrakt og er derfor ledig på markedet efter fem år i Udinese. 

Umiddelbart virker det heller ikke til, at en kontraktforlængelse er på trapperne og landsholdsbacken har da også været bænket på det seneste som en konsekvens af dette. 

Den 30-årige dansker har før udtrykt interesse for at blive i Italien, og det har hans agent, Hasan Cetinkaya, der også er Martin Braithwaites agent, eftersigende forsøgt at få til at gå i opfyldelse. 

I hvert fald skriver den italienske transferjournalist Nicolo Schira, at Stryger Larsen er blevet tilbudt til AS Roma, der dog har takket nej til den mulighed. 

AC Milan overvejer AC som erstatning for Simon Kjær

AC Milan er uden Simon Kjær resten af sæsonen, og derfor er de på udkig efter en afløser for ham i midterforsvaret. Det kunne ifølge Sky Sport Italia godt ende med Andreas Christensen.

Italienske AC Milan er angiveligt på jagt efter en afløser for Simon Kjær, der desværre er ude resten af sæsonen med den knæskade, han pådrog sig i sidste uge.

Det kunne meget vel ende med Kjærs forsvarskollega på landsholdet Andreas Christensen, hvis kontrakt med Chelsea løber ud til næste sommer, som, selvom forhandlingerne er i gang, fortsat ikke har skrevet under på en aftale med klubben endnu.

Det er Sky Sport Italia, der beretter om interessen for AC, mens de samtidig gør det klart, at AC Milan også skulle have øje på Fiorentinas Nikola Milenkovic.

Om AC Milan går videre med interessen skulle imidlertid også afhænge af deres kamp mod Liverpool tirsdag aften i Champions League, hvor man finder ud af, om man skal spille europæisk fodbold til foråret eller ej.

Chelsea tæt på AC-konkurrent

Chelsea ser ud til at være tæt på at lande en ny forsvarsspiller, nærmere bestemt Fenerbahce-stopper Attila Szalai.

Ifølge ungarerens landstræner, Marco Rossi, er en aftale på plads mellem parterne.

- Han er blevet fulgt af vigtige klubber i Spanien, men hans skifte til Chelsea er tilsyneladende faldet på plads, siger Rossi til Calciomercato.

Fremtiden for Antonio Rüdiger og Andreas Christensen er endnu uvis i Chelsea, og derfor har Chelsea altså angiveligt kigget mod 23-årige Szalai, der har været i Fenerbahce i knap et år.

Sidste uges rygter:

Barca-stopperen Umtiti kan erstatte Kjær

AC Milan må klare sig uden den danske landsholdsanfører Simon Kjær i resten af sæsonen, da Kjær har pådraget sig en knæskade, som han siden er blevet opereret for.

Derfor er AC Milan på udkig efter en spiller til midterforsvaret, og her kan Barcelonas franske midtstopper Samuel Umtiti være på vej til Milano.

Umtiti, der ikke har spillet indtil videre i sæsonen, er ikke en del af planerne i Barcelona, og han skulle således være på vej videre i det kommende transfervindue.

I sommer var der dialog mellem Barcelona og AC Milan om netop Umtiti, som Milan viste interesse for, men det blev aldrig mere end overfladisk dialog, men nu skaber Kjærs skade altså grobund for en aftale - selv om AC Milan angiveligt blev skræmt væk af Umtitis løn senest.

28-årige Umtiti har været i Barcelona siden 2016, men han er altså over de seneste sæsoner gledet ud i kulden i den spanske storklub.

Arsenal og Tottenham jagter Dejan Kulusevski i Juventus

Juventus-svenskeren Dejan Kulusevski er angiveligt ikke en del af fremtidsplanerne i Serie A-klubben.

Derfor skulle Juventus være åben for at sælge Kulusevski for omkring 260 millioner, skriver Football Italia, der dog også melder, at Juventus kan tåle at sænke prisen yderligere.

Den situation skulle Premier League-rivalerne Arsenal og Tottenham have noteret sig, men ifølge Calciomercato er klubberne mere interesseret i leje den 21-årige kantspiller med en købsoption.

Begge klubber skulle ifølge mediet have åbnet indledende snakke med spillerens agent, men endnu er det altså ikke konkret.

Han har kontrakt til 2025 med Juventus.

Newcastle vil forgylde Lingard

Jesse Lingard har ikke formået at bide sig fast i Manchester United, og det peger mod et exit for offensivspilleren, der har udløb til sommer.

The Times skriver, at Newcastle har gjort Lingard til klubbens topprioritet i transfervinduet til januar, og klubben er klar til at forgylde ham.

Newcastle vil ifølge avisen gøre Lingard til den bedst betalte i klubbens historie med en løn væsentligt over de 100.000 pund om ugen, som den nuværende topbetalte i klubben, Miguel Almiron, tjener.

Newcastle har angiveligt tilbudt Lingard en aftale på fire et halvt år, og klubben skulle også være klar til at tilbyde United en transfersum trods udløb til sommer.

FC Barcelona har fulgt Andreas Christensen siden Gladbach-tiden

Transferjournalisten Gerard Romero har tidligere fortalt, at FC Barcelonas træner Xavi skulle være interesseret i at hente Andreas Christensen. 

De rygter bidrager den store spanske avis Mundo Deportivo til fredag, hvor de skriver, at katalanerne også fulgte den danske stopper længe før Xavi kom til. 

Faktisk har Chelsea-danskeren været på FC Barcelonas radar, siden han var udlejet til Borussia Mönchengladbach fra 2015 til 2017. 

Christensens kontrakt udløber til sommer med Chelsea, hvilket for nyligt fik cheftræner Thomas Tuchel til at bænke ham i tre kampe for at lægge pres på, at danskeren forlængede. 

Barcelona, Bayern, Ajax og Chelsea lurer på Roony

FC Københavns Roony Bardghji er efter sin 16 års fødselsdag blevet den vel nok mest omtalte spiller i 3F Superligaen.

Først debuterede han mod AGF, inden han i søndags scorede i 3-1-sejren over AaB, hvor han blev Superligaens yngste målscorer nogensinde, og han lader ikke megen tvivl være tilbage om, at han er et ekstraordinært talent.

Det har flere europæiske storklubber angiveligt også bemærket, hvis man skal tro spanske El Fichajes.

Mediet beretter, at klubber som Barcelona, Bayern München, Ajax og Chelsea følger den 16-årige FC København-svensker med stor interesse.

Angiveligt skulle Roony Bardghjis navn allerede have været på agendaen i Barcelona i februar, lyder det.

Mens interessen fra Barcelona, Bayern München og Ajax har været relativt ubeskrevet, så har danske B.T. for nylig berettet, at Chelseas chef for rekruttering til akademiet har fulgt Roony ved to kampe på danske grund. En U19-kamp i begyndelsen af november og senest hans debut mod AGF.

Chelsea skulle også have været med i kampen om Roonys underskrift, da han skiftede til FCK i 2020.

Om Rygtetid: 

Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers. Her bringer og belyser vi nogle af de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter, der florerer i ind- og udland. 

Intet er endeligt, og alt her har ikke gang på denne jord, men vores mål er at videregive så meget relevant info som muligt om de enkelte rygter og klæde dig på til turen i den store transferjungle.


Af Sara Margren
Lørdag 29. januar
Fredag 28. januar