Luk

Rygtetid: Genk får 150 mio. for Mæhles kaptajn

| International | 10 kommentarer
'Den hårdeste periode i mit liv' - nu taler FCK-stjerne om dengang, hans nyfødte datter kæmpede for sit liv
Boilesen fortæller: Riddersholm satte mig på venstre back for første gang - overfor Hazard
Onside Retro: FCK-stjerne på druktur før Superliga-premieren
'Sat Af' møder Nicolai Boilesen: FCK-profil sender kæk stikpille til Vestegnen
Fransk træner sender tidligere Randers-keeper til FCK - Se ham smadre ind i Mbappé her
Rygtetid: Genk får 150 mio. for Mæhles kaptajn
Foto: Getty Images

Infoboks

Manchester City - West Ham
Premier League Asia Trophy (17/07)
NordicBet 1,43 4,80 6,40
Oddset 1,42 4,70 6,40

Her er dagens udgave af rygtetid på bold.dk. 

Rygtetid er bold.dk's nye transferrygte-univers, hvor vi ser nærmere på de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter i Danmark og udlandet.

Intet er endeligt her, men vi vil hver dag forsøge at gøre dig lidt klogere på de enkelte rygter, indtil transfervinduerne lukker.

Brighton betaler 150 millioner for Genk-anfører

Allerede søndag blev det beskrevet, at Brighton er meget tæt på at hente Genks anfører Leandro Trossard, og nu ser det ud til, at der ikke er nogen vej tilbage.

Ifølge Het Laatste Nieuws hiver Premier League-klubben 150 millioner kroner op af lommen for at få fingre i kantspilleren.

Søndag blev det beskrevet, at de to klubber altså var blevet enige, og mandag skriver det belgiske medie, at spilleren nu også har accepteret Brightons kontraktudspil.

Han skal angiveligt til lægetjek tirsdag og kan kort derefter kalde sig Premier League-spiller.

Atletico vil købe Espanyol-stopper

Atletico Madrid er ifølge det spanske medie Cadena Cope klar til at indløse frikøbsklausulen på den 24-årige Espanyol-forsvarsspiller Mario Hermoso.

Ifølge mediet er prisen på lige knap 300 millioner kroner.

Det er ikke første gang, der går rygter om, at Atletico er ude efter forsvarsspilleren. I maj skrev Marca således, at der var forhandlinger i gang, og at de var komplicerede.

Ifølge football-espana.net har Real Madrid, som sendte Hermoso til Espanyol i 2017, en tilbagekøbsklausul, som betyder, at klubben kan hente ham til halv pris.

Han har kontraktudløb i Espanyol til næste sommer, så hvis klubben skal have penge for ham, er det nu.

PSG nærmer sig Sevilla-profil

Pablo Sarabia har haft en stor sæson for Sevilla, og de mange gode præstationer kan nu give spanieren et stort skifte.

Ifølge det franske medie RMC Sport er PSG interesseret i at hente den stærke playmaker til klubben, og et muligt skifte forstærkes af, at Sevilla og Sarabia ikke er blevet enige om en forlængelse. 

27-årige Sarabia har en frikøbsklausul på mindre end 150 millioner kroner, og det skulle PSG være villige til at betale for spilleren, som i sidste sæson bød ind med 12 mål og 13 assists i La Liga.

En handel kan meget vel være tæt på, da Sarabias frikøbsklausul, ifølge RMC Sport, stiger til 300 millioner kroner den 1. juli.

Bayern jagter tyrkisk teenager

Ifølge Bild er Bayern München på jagt efter nedrykkede Stuttgarts 19-årige tyriske stopper Ozan Kabak.

Bayern mangler en stopper efter salget af Mats Hummels til Dortmund, og de har sigtekornet indstillet på unge Kabak, som Stuttgart i januar købte af Galatasaray.

Prisen er angiveligt cirka 112 millioner kroner.

City vil slå Van Dijk-rekord med Maguire-handel

Manchester Citys interesse i Leicester-profilen Harry Maguire er blusset op igen mandag, hvor flere medier skriver om den mulige handel. 

Ifølge ikke altid lige pålidelige Daily Mirror vil City overgå Liverpools køb af Virgil van Dijk og gøre Maguire til verdens dyreste forsvarspiller ved at betale Leicester omkring 670 millioner kroner. 

Derudover står Maguire til en årsløn på omkring 122 millioner kroner i City, der dog fortsat forventes at få konkurrence om stopperen fra Manchester United. 

Inter byder stort på Pepe

Lille har allerede meldt sig klar på at sælge højrekanten Nicolas Pepe denne sommer, og ifølge France Football er der lige nu to seriøse bejlere. 

Atletico Madrid har således den 24-årige ivorianer meget højt på deres ønskeliste, men også Inter er ivrige efter at sikre sig Lille-stjernen. 

Inter har således hævet sit bud fra 450 til 670 millioner kroner inklusiv bonusser, skriver France Football, mens Atletico endnu afventer at få solgt Antoine Griezmann, inden de byder ind. 

Pepe lavede 22 mål og 11 assists for Lille i Ligue 1 i sidste sæson. 

Celtic lurer på dansk duo

De skotske mestre Celtic har hele to danske landsholdsspillere i kikkerten, skriver avisen Express mandag. Og der er tale om to tidligere holdkammerater i FC København. 

Peter Ankersen skal således være et emne til den højreback, som svenske Mikael Lustig har forladt denne sommer, mens Huddersfields Mathias Zanka Jørgensen er et emne til det centrale forsvar ifølge mediet. 

Express nævner også en stribe andre transferemner i Celtic, og historien melder ikke videre om, hvor konkret interessen for de to danskere er.

Søndagens rygter

Milan og Arsenal har indledt forhandlinger om Lucas Torreira

Ifølge italienske SportMediaset har Milan indledt forhandlinger med Arsenal om midtbanespilleren Lucas Torreira ved at byde omkring 300 mio. kroner. 

Arsenal købte Lucas Torreira for knap 200 mio. kroner seneste sommer, men uruguayeren har haft svært ved at falde til på banen hos Arsenal og angiveligt også uden for den. 

Den største knast ved forhandlingerne er i følge SportMediaset, at Milan ønsker at betale i rater, imens Arsenal foretrækker et direkte køb. 

Theo Hernandez til møde med Paolo Maldini

Paolo Maldini, er af spanske medier blevet set sammen med den unge Real Madrid-back Theo Hernandez på Ibiza. Her skulle AC Milan-direktøren angiveligt være ved oplyse den Hernandez og Milano-klubbens planer. 

I følge italienske Calciomercato er Real Madrid villige til at lade den unge forsvarsspiller gå på en låneaftale med en købsoption på omkring 150 mio. kroner.

Det er ikke første gang, at Theo Hernandez bliver sat i forbindelse med Real Madrid, og i følge flere italienske medier er også Dani Ceballos og Borja Mayoral på tegnebrættet i AC Milan. 

Dani Alves håber på Barcelona-genforening

Dani Alves har meddelt, at han forlader de franske mestre fra PSG denne sommer, men hvor brasilianerens fremtid ligger er endnu uvist.

Ifølge det spanske medie AS skulle RAC1, en lokal radio fra Barcelona, kende til Dani Alves' foretrukne destination denne sommer. Hvis man skal tro den lokale radio, har Dani Alves nemlig fortalt personer i Barcelonas sportslige ledelse, at han er opsat på at vende tilbage til Camp Nou.

Dani Alves skulle angiveligt have afvist en etårig kontraktforlængelse med PSG i håbet om at returnere til Barcelona, hvor han høstede titler på stribe mellem 2008 og 2016.

Mæhle-holdkammerat er på vej til Brighton

Den belgiske journalist Kristof Terreur skriver søndag på Twitter, at Joakim Mæhles holdkammerat Leandro Trossard skulle være på vej til Premier League-mandskabet Brighton.

Den belgiske journalist, der dækker Premier League for mediet Het Laastse Nieuws, mener at vide, at Genk og Brighton er blevet enige om en overgangssum i omegnen af 150 millioner kroner.

Ifølge Terreur skulle Trossards agent allerede være rejst til England for at forhandle kontrakt med Premier League-mandskabet.

Arsenal jagter ung Celtic-backprofil

Sky Sports skriver, at Arsenal har fået afvist et bud i omegnen af 125 millioner kroner på Celtics 22-årige venstreback Kieran Tierney.

Det engelske medie skriver ligeledes, at det forventes, at Arsenal vil komme med et nyt, forbedret bud på den skotske komet i den nærmeste fremtid.

Også italienske Napoli skulle angiveligt være interesseret i Celtic-spilleren.

Leeds er favoritter til at få Buffon-signatur

Gianluigi Buffon er en eftertragtet mand på det europæiske transfermarked efter hans korte ophold hos de franske mestre.

Søndag rapporterer flere internationale medier, at Marcelo Bielsas Leeds United-mandskab er blandt bejlerne til den italienske målmandslegende.

Blandt medierne, der bringer nyheden, er talkSPORT, der dog ikke ynder den største troværdighed, når det kommer til transferspekulationer.

Football Espana går så langt som at kalde Leeds 'favoritter' til at sikre sig Buffons underskrift, men de citerer det portugisiske medie A Bola for at vide, at spanske Valencia og italienske Atalanta er også blandt dem, der gør kur til italieneren.

Endelig skriver det italienske medie Corriere della Sera også, at Porto er blandt navnene på den lange liste af klubber, der følger Gianluigi Buffon i disse dage.

Buffon selv har slået fast, at han ikke overvejer et karrierestop på nuværende tidspunkt.

Neymar har fortalt Barcelona-spillerne, at han vender tilbage

Neymar ser ud til at forlade PSG denne sommer, og derfor er der naturligvis mange rygter om brasilianerens næste destination.

Flere medier har på rygtebasis sendt Neymar tilbage til FC Barcelona, og flere af klubbens spillere har også offentligt meldt ud, at de gerne vil have ham tilbage.

Ifølge Sport, der dog ikke er blandt de mest troværdige medier på transfernyheder, føler Neymar sig også sikker på, at han skal tilbage til La Liga-mandskabet. 

Det spanske medier skriver, at kantspilleren stadig er i kontakt med flere Barcelona-spiller, og for nylig sendte han dem en besked med tekst: "Slap af, jeg kommer".

Ifølge mediet har han også fortsat et godt forhold til Luis Suarez og Lionel Messi, og hvis de to klubber kan blive enige, så kan de tre altså blive genforenet.

Tottenham har budt på Joachim Andersen

Joachim Andersen er en af sommers store transferemner rundt omkring i Europa, og den danske forsvarsspiller har over for B.T. tidligere fortalt, at han forlader Sampdoria.

En lang række klubber har været meldt interesseret i 23-årige Joachim Andersen, og ifølge italienske Corriere dello Sport har Serie A-klubben nu modtaget et officielt tilbud.

Ifølge mediet har Tottenham budt 261 millioner kroner for stopperen, som de har udset sig som en defensiv forstærkning i sommerens transfervindue.

Premier League-klubben er dog langt fra ene om interessen. Tidligere er klubber som Arsenal og Lyon også meldt interesseret, og ifølge Corriere dello Sport er Joachim Andersen også på blokken i Milan og Roma.

Atletico Madrid vil have Hector Bellerin

Hector Bellerin er i øjeblikket ude med en alvorlig knæskade, men ifølge den engelske avis The Telegraph har det ikke fået Atletico Madrid til at droppe interessen i Arsenal-backen.

Avisen skriver, at Diego Simeone er på jagt efter forstærkninger til defensiven, og i jagten på en ny højre back, ser han Bellerin som en mulig tilføjelse til truppen.

Det er dog ikke sikkert, at Arsenal er specielt interesserede i at sælge den knæskadede back, men Atletico Madrid har derfor et ekstra kort i ærmet.

Ifølge avisen vil de smide den alsidige midtbanespiller Vitolo i oveni handlen. Den 29-årige midtbanespiller er ikke fast mand i Atletico Madrid, men han har tidligere spillet med stor succes under Arsenal-manager Unai Emery, da de begge var i Sevilla.

Om Rygtetid:

Rygtetid er bold.dk's nye transferrygte-univers. Her bringer og belyser vi nogle af de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter, der florerer i ind- og udland.

Intet er endeligt, og alt her har ikke gang på denne jord, men vores mål er at videregive så meget relevant info som muligt om de enkelte rygter og klæde dig på til turen i den store transferjungle.


Af Mikael Blond
Onsdag 17. juli
Tirsdag 16. juli