Luk

Rygtetid: Gomez meget tæt på Sevilla-skifte

| International | 9 kommentarer

Infoboks

Sampdoria - Atalanta
Serie A (28/02)
Oddset 5,30 4,10 1,62
bet365 5,50 4,00 1,53

Her er dagens udgave af rygtetid på bold.dk.

Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers, hvor vi ser nærmere på de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter i Danmark og udlandet.

Intet er endeligt her, men vi vil hver dag forsøge at gøre dig lidt klogere på de enkelte rygter.

Alejandro Gomez er meget tæt på Sevilla

Det har længe trukket op til, at Atalantas talisman Alejandro Gomez skulle væk fra klubben, efter argentineren ragede uklar med træner Gian Gasperini.

Ifølge Marca er det Sevilla, som løber med den lille argentiners underskrift. Mandag skriver den spanske avis, at klubberne næsten er enige om en overgang for Gomez efter flere dage med forhandlinger. 

Den 32-årige kommer til at koste Sevilla omkring 50 millioner kroner, mens der kan være op til 7 millioner kroner yderligere i klausuler.

Marca erfarer samtidig, at Gomez kommer til at få en kontrakt i Sevilla til 2023 eller 2024, og at aftalen forventes at blive offentliggjort i løbet af de kommende dage. 

Lasse Schöne på blokken i Belgien

Ifølge det belgiske medie Voetbal24 kan Lasse Schöne måske fortsætte sin karriere i belgisk fodbold.

Voetbal24 skriver, at Anderlecht er gået ind i kampen om Schönes underskrift og dermed udfordrer Club Brugge, som også lurer på danskeren.

Lasse Schöne er transferfri efter bruddet med Genoa og har trænet med i Ajax her i januar.

Martin Ødegaard koster Arsenal 21 millioner kroner

I sidste uge startede rygterne, og det forventes, at Martin Ødegaard bliver præsenteret som ny mand i Arsenal i starten af denne uge.

Premier League-klubben forventes at leje den norske midtbanekreatør for resten af sæsonen, og skal man tro den engelske avis The Times, koster det Arsenal omkring 21 millioner kroner.

Avisen erfarer, at Arsenal betaler Real Madrid 1,8 millioner pund, hvilket svarer til 15 millioner kroner, for selve lånet, mens englænderne også står for at betale Ødegaards løn under lejeperioden, hvilket altså angiveligt vil give en samlet omkostning på omkring 21 millioner kroner for Arsenal.

Ifølge The Times kan handlen blive officiel allerede denne mandag.

Gårsdagens rygter

Byttehandel kan sende Philip Billing til Newcastle

Danske Philip Billing kan være på vej til Premier League igen, hvis man skal tro The Sun, der dog ikke sælger aviser på grund af sin troværdighed.

Avisen skriver således søndag, at Philip Billings klub Bournemouth skulle være interesseret i at hente Newcastle-kantspilleren Matt Ritchie tilbage til klubben, og den tilgang kunne meget vel komme i hus via en byttehandel, der sender Billing den anden vej.

24-årige Billing er i denne sæson startet inde i 13 af 19 optrædener, men var for nylig udeladt af Bournemouths trup.

Medier skrev, at han var skadet, men på Instagram skulle Billing selv have skrevet, at han ikke kendte til nogen skade.

Efterfølgende sagde manager Jason Tindall på et pressemøde:

- Jeg er lidt forvirret, for Billing fuldførte ikke træningen i går. Han gik ind og så lægen og klagede over sit baglår. Så det er noget, jeg må tale med Phil om, sagde Bournemouth-manageren, der ikke mener, at man kan spille, hvis man ikke træner fuldt med og klager over sit baglår dagen inden en kamp.

Newcastle er nummer 16 i Premier League.

Galatasaray spørger til Nicolai Jørgensen

Nicolai Jørgensen kan være på vej væk fra Feyenoord. 

For nylig blev han sat i forbindelse med italienske Benevento og Fiorentina, og nu sætter det hollandske medie, Voetbal International, så den danske angriber i forbindelse med tyrkiske Galatasaray.

Ifølge mediet skulle den tyrkiske storklub nemlig have spurgt Feyenoord, om Nicolai Jørgensen er til salg.

Galatasaray skulle angiveligt overveje at lægge et officielt bud og skulle således allerede have en flerårig kontrakt klar, lyder det fra Voetbal International.

Nicolai Jørgensens træner, Dick Advocaat, talte for nylig imod at leje den danske angriber ud. Til gengæld mente han, at det ville give mening at overveje et bud i omegnen af 110 millioner kroner.

Mediet skriver, at Feyenoord får svært ved at afvise et fint bud, fordi klubbens økonomi er hårdt ramt af følgerne af coronavirus.

Rijeka sikrer købsoption på FCK'er

FC Københavns Robert Mudrazija nærmer sig et skifte væk fra København, da han eftersigende er på vej til Rijeka i hjemlandet.

Tidligere har B.T. skrevet, at FCK udlejer Mudrazija på en 18 måneder lang lejeaftale, og det stemmer kroatiske Novilist nu i.

Det kroatiske medie mener desuden at vide, at Rijeka sikrer sig en købsoption i forbindelse med lejeaftalen, som skulle være til at betale for Rijeka.

Mudrazija er angiveligt meget få detaljer fra at skifte, og således ventes han præsenteret mandag. Det er kun lægetjek og udvekslingen af dokumenter, der mangler, skriver Novilist.

23-årige Mudrazija har været i FCK siden vinteren 2019, men han har altså ikke været nogen stor succes i klubben. Han har døjet med flere længerevarende skader.

Om Rygtetid: 

Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers. Her bringer og belyser vi nogle af de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter, der florerer i ind- og udland. 

Intet er endeligt, og alt her har ikke gang på denne jord, men vores mål er at videregive så meget relevant info som muligt om de enkelte rygter og klæde dig på til turen i den store transferjungle.


Af Martin Schmidt
Lørdag 27. februar