Luk

Rygtetid: Zidane lokker Salzburg-komet

| International | 7 kommentarer

Infoboks

Queens Park Rangers - Derby
Championship (23/01)
Oddset 2,55 3,20 2,80
bet365 2,55 3,10 2,90

Her er ugens udgave af rygtetid på bold.dk.

Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers, hvor vi ser nærmere på de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter i Danmark og udlandet.

Intet er endeligt her, men vi vil hver uge forsøge at gøre dig lidt klogere på de enkelte rygter.

Zinedine Zidane vil overbevise Dominik Szoboszlai

RB Salzburgs unge stjernespiller, Dominik Szoboszlai, ligner en mand, der meget snart skifter klub.

Således har hans agent for nylig udtalt, at et klubskifte er tættere på, og det lader Real Madrid-træner, Zinedine Zidane, til at have noteret sig.

Det skriver Bild, der mener, at Zidane selv har kontaktet den ungarske playmaker og per telefon skulle Real Madrid-træneren have forsøgt at overbevise 20-årige Szoboszlai om at skifte til Madrid-klubben i det kommende transfervindue.

Real Madrid er ikke ene om at være interesseret i Szoboszlai, da RB Leipzig længe har lignet favoritten til at hente den 20-årige offensivspiller.

Real har forhørt sig hos Pochettino

Real Madrid har vist svaghedstegn på det seneste og kan ende med at glippe en billet til Champions Leagues knockout-fase.

Det har ifølge den spanske avis SPORT fået Real Madrid til at kontakte Mauricio Pochettino for at høre, hvorvidt han er tilgængelig.

Zidane har før overlevet en slingrekurs i Real Madrid, men klubben vil ifølge avisen være på forkant, hvis man ryger ud af Champions Leauge og derfor er nødt til at reagere.

Pochettino har stået uden job siden fyringen i Tottenham, og ifølge SPORT vil han meget gerne overtage Real-jobbet. PSG har også været nævnt interesserede i Pochettino.

Malmö-profil vender hjem til Anderlecht

Ifølge SportsExpressen vender Isaac Kiese Thelin hjem til Anderlecht fra Malmö efter sidste spillerunde af Allsvenskan. 

Den runde spilles søndag, hvorefter Malmø-angriberen skulle rejse til Belgien for at tilknytte sig det belgiske storhold på ny.

Thelin har tidligere udtalt til det belgiske medie Het Laatste Niews, at han hilser tilbuddet velkommen, selvom Malmö skulle ønske at beholde ham længere. 

Det ser de dog ikke ud til at få held med, hvorfor Jon Dahl Tomasson skal på jagt efter en erstatning. 

28-årige Isaac Kiese Thelin har i denne sæson hjulpet Malmö til mesterskabet ved at bidrage med 13 scoringer. Han har også tidligere været sat i forbindelse med FC København.  

John Terry topkandidat til Derby-job

Derby står uden manager efter fyringen af Phillip Cocu, og Wayne Rooney, der hidtil har været spillende assistent, har overtaget midlertidigt.

Ifølge Sky Sports lurer Championship-klubben på John Terry som ny manager i klubben, og den nuværende Aston Villa-assistent skulle være én af topkandidaterne til jobbet.

Terry skulle også selv være begejstret over et managerjob i Derby, der ligger sidst i Championship, men som er ved at blive overtaget af saudiarabiske Sheikh Khaled.

Wayne Rooney har åbent sagt, at han er meget interesseret i at blive permanent manager i Derby, og han vil sågar stoppe karrieren, hvis han får jobbet.

Mourinho siger nej tak til Eriksen

Christian Eriksen skal efter al sandsynlighed væk fra Inter til vinter, og en retur til Tottenham var været nævnt som en mulighed for danskeren.

Nu skriver Football Insider dog, at Jose Mourinho har takket nej til, at Tottenham skal prøve at hente Eriksen retur til klubben.

Mourinho føler sig godt besat på den offensive og centrale del af midtbanen, og det har ledelsen i Tottenham altså angiveligt fået at vide.

Corriere dello Sport skrev forleden, at Manchester United kunne kaste sig ind i jagten på Eriksen som altså nu vil være danskerens eneste Premier League-alternativ.

Liverpool holder øje med Sporting-venstreback

Liverpool skulle ifølge portugisiske A Bola være interesseret i den 18-årige venstreback Nuno Mendes, der spiller i portugisiske Sporting.

Den unge forsvarer har spillet i Sporting gennem sin ungdomstid og har trods sin unge alder allerede 19 førsteholdskampe på sit CV, og det har altså fået Liverpool til at notere sig Mendes' navn på sin emneliste.

Mendes skrev ifølge transfermarkt.com tidligere i år under på en ny kontrakt, men allerede nu skulle Sporting være interesseret i en ny aftale, så klubben kan hæve hans frikøbsklausul der nu er omkring 335 millioner kroner.

Liverpool skulle følge udviklingen og overveje at sende et bud, hvis Mendes ikke underskriver en ny kontrakt.

Sidste uges rygter:

Inter kræver mindst 225 millioner kroner for Eriksen

Rygterne om Christian Eriksens fremtid er mange, efter danskerens første år i Inter hidtil ikke har været den store succes.

I de italienske medier har flere mulige byttehandler været nævnt, men et almindeligt salg er ifølge Tuttosport også en mulighed, og så i fald vil Inter kræve mindst 30 millioner euro, hvilket svarer til knap 225 millioner kroner.

Skulle det lykkes Inter at sælge Eriksen til den pris, vil danskeren faktisk have været en rentabel forretning for italienerne, som angiveligt betalte 27 millioner euro – godt 200 millioner kroner – til Tottenham for snart et år siden.

I forhold til en byttehandel er Inter angiveligt interesserede i PSG's Leandro Paredes, Bayern Münchens Corentin Tolisso, Arsenal Granit Xhaka og Manchester Uniteds Fred.

Juventus overvejer Manchester United-hollænder

Donny van de Beek skiftede i sommer fra Ajax til Manchester United, men hidtil har den hollandske midtbanemand ikke for alvor fundet melodien i det engelske.

Det er ifølge CalcioMercato ikke gået Juventus' næse forbi, og den italienske storklub lurer angiveligt på muligheden for at leje Van de Beek i United til januar, eftersom et køb ikke virker specielt realistisk eller i hvert fald kræver en stor pengepung.

23-årige Donny van de Beek har kontrakt til 2025 med option på yderligere et år i Manchester United.

Hidtil har hollænderen blot spillet 85 minutters Premier League-fodbold sammenlagt.

Premier League-skifte lurer for Delaney

Thomas Delaney har kontrakt med Dortmund til 2022, og klubben er ifølge Sport Bild klar til at slippe danskeren til sommer.

Dortmund vil ifølge mediet acceptere en pris på minimum 75 millioner kroner for Delaney, og danskeren vil angiveligt gerne prøve sig af i Premier League.

Dortmund har flere spillere med udløb i 2022, og klubben vil derfor senest til sommer have enten en forlængelse eller et salg på plads, skriver Sport Bild.

Delaney er ifølge Sport Bild værdsat i Dortmund, men han er ikke en del af Lucien Favres foretrukne startopstilling og vil derfor være klar til at sælge ham.

Sampdoria kigger på Nikolas Dyhr

Sampdoria er eftersigende på jagt efter en venstreback, hvor holdet er alt for tyndt besat for tiden. 

Ifølge det italienske medie Calcio Mercato har Romain Perraud fra Brest været øverst på ønskesedlen længe, men han skulle ikke være mulig at hente til det italienske. 

Derfor er Sampdoria gået på udkig i Skandinavien, hvor FC Midtjyllands Nikolas Dyhr nævnes som det varmeste navn ifølge selvsamme medie. 

Lykkedes den handel ikke, skulle Sampdoria i stedet kigge på Moldes Birk Risa.  

Marseille gentager jagten på Joakim Mæhle

Olympique Marseille måtte se sig snydt for Joakim Mæhle på transfervinduets sidste dag, da Mæhles belgiske klub ændrede forudsætningerne for en handel i sidste øjeblik.

Men det har angiveligt ikke skræmt Marseille væk fra Mæhle, for ifølge France Football skulle Joakim Mæhle være ét af to transferemner i den franske klub, og jagten bliver sat ind på en transfer i det kommende transfervindue.

Således skulle Marseille-træner, Andres Villas-Boas, være interesseret i at forstærke sin trup med en angriber og en højre back, da klubben i sommer solgte Bouna Sarr til Bayern München, hvor Mæhle altså kommer ind i billedet.

Mæhle har for nylig fortalt, at han vil skifte hurtigst muligt fra Genk.

Real overvejer at bytte sig til Eriksen

Christian Eriksen er et varmt navn på rygtebørsen, og nu bliver Real Madrid også nævnt i forbindelse med danskeren.

Tyske Sky skriver således, at Real Madrid og Inter taler sammen om en mulig byttehandel med Eriksen, der vil sende Isco til Inter.

Begge spillere får sparsomt med spilletid for deres nuværende hold, og et exit til januar virker derfor ikke usandsynligt.

Corriere dello Sport skriver samtidig, at Inter decideret har skrevet Christian Eriksen på deres transferliste over spillere, der skal væk til vinter, og det ligner altså unægtelig et skifte for danskeren.

Eks-klub vil leje Braithwaite

Martin Braithwaite er blevet rygtet væk fra Barcelona, og til januar bliver det måske et gensyn med Leganes for den danske landsholdsspiller.

Marca skriver i hvert fald, at en lejeaftale med Leganes er en mulighed, selvom det er under et år siden, at han forlod klubben til fordel for Barcelona.

Leganes rykkede ned fra La Liga i sidste sæson, men ligger aktuelt med i toppen af Segunda Division.

Ifølge Marca er flere La Liga-klubber interesserede i Braithwaite, mens også Premier League-klubber er blevet sat i forbindelse med danskeren, blandt andre West Ham, West Bromwich og Leeds.

Braithwaite skulle selv være opsat på at blive i Barcelona og kæmpe for sin chance.

Guardiola vil hente Harry Kane

Pep Guardiola har som bekendt forlænget sin kontrakt med Manchester City, og ifølge Independent havde spanieren et stort ønske, før han underskrev sin nye aftale.

Guardiola vil nemlig hente Tottenham-anfører Harry Kane til klubben, og han har bedt ledelsen i City om at undersøge muligheden for det.

Kane vil ifølge Independent være villig til at forlade Tottenham, hvis han ikke vinder et trofæ i denne sæson.

Om Rygtetid: 
Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers. Her bringer og belyser vi nogle af de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter, der florerer i ind- og udland. 

Intet er endeligt, og alt her har ikke gang på denne jord, men vores mål er at videregive så meget relevant info som muligt om de enkelte rygter og klæde dig på til turen i den store transferjungle.

Af Jonas Dalgård

7 kommentarer

AlwaysRed 14:20          
Ingen kommer til at betale 225 mio for Eriksen, udover et par klubber i Kina måske, nu hvor det er ved at være rigtig lang tid siden Eriksen spillede godt over en periode. Inter tiden sammen med det sidste halve år i Tottenham har været rigtig sløjt, hvor han har brugt mest tid på bænken.
Han bliver snart 29 år, så forhåbentligt kan han komme afsted snart, så vi kan se noget der ligner den gamle udgave af Eriksen igen.
Mrbertelsen 07:56          
Eriksen blev valgt fra af Mou, hvorfor skulle han allerede nu fortryde det valg , også i mente at Spurs topper Premier League...
Eriksen i United giver jo ingen mening. Han er det danske svar på Juan Mata og både van de beek og Bruno og pogba er foran ham på hans position...
Aussie 09:53          
Eriksen fravalgte Tottenham, og man hentede Lo Celso i stedet! Så det ville da slet ikke give mening...
km2014 10:30          
Levy og Mourinho besluttede at bænke Eriksen, fordi han ikke ville forlænge. Mou ville ikke spilde tiden på ham og satse på dem der gad Tottenham.
Eriksen passer alligevel ikke ind til Mous stil.
Lollywood 10:35          
Eriksen i byttehandel til Barca for Pjanic? Pjanic kan ikke være tilfreds med sin rolle indtil videre og han har det defensive element på midtbanen som Inter/Conte har efterlyst. Til gengæld ville Eriksen passe fint på midtbanen i Barca, så de kan rykke Coutinho/Messi frem i forreste kæde.
Sule12 12:22          
Var Thelin ikke blot på lån i Malmö fra netop Anderlecht?
Chrisard 12:23          
Jo, Sule.
Virkelig skidt arbejde, Bold.
Lørdag 23. januar
Fredag 22. januar