Luk

Rygtetid: Sarri har fået lov at smutte til Juve

| International | 24 kommentarer
Mål! Christian Eriksen sender et straffespark i kassen og Danmark i front
Eriksen før Irland: Kroppen og hovedet har det fint
Schmeichels rivalisering med Arsenal-stjerne: 'Vi hadede hinanden'
Rygte: Juve vil hente Pogba byttehandel
Når fodbold er magi - se de tre lækreste detaljer i årets Champions League
Klasseflugter, danskerperle og Messi-magi: Se de tre bedste scoringer fra Champions League-sæsonen her
'Tottenham had no answer!': Genoplev Liverpools sejrsmål med engelsk kommentator
Rygtetid: Sarri har fået lov at smutte til Juve
Foto: Getty Images

Her er dagens udgave af Rygtetid på bold.dk.

Rygtetid er bold.dk's nye transferrygte-univers, hvor vi ser nærmere på de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter i Danmark og udlandet.

Intet er endeligt her, men vi vil hver dag forsøge at gøre dig lidt klogere på de enkelte rygter, indtil transfervinduerne lukker.

Sarri skriver under med Juventus næste uge

Maurizio Sarri kan meget snart være fortid i Chelsea efter blot en enkelt sæson i London-klubben. Han skal måske være ny træner for de italienske mestre Juventus.

Italienske Sportitalia skriver nemlig, at Chelsea har besluttet også at lade Maurizio Sarri forlade klubben i kølvandet på Eden Hazards skifte til Real Madrid.

Ifølge mediet skriver Sarri under på en kontrakt med Juventus i næste uge, der står uden træner efter Massimiliano Allegri blev afskediget for nylig.

Sportitalia skriver, at Sarris repræsentanter har holdt møde med Juventus-direktøren Fabio Paratici i Milan fredag.

Chelsea-direktøren Marina Granovskaia skulle eftersigende have lovet Sarri, at han får lov at smutte fra London.

Arsenal kan hente Carrasco hjem fra Kina

Den 25-årige belgiske kantspiller Yannick Carrasco kan være på vej retur fra kinesisk fodbold.

Det skriver spanske Sport og italienske Gazetta Dello Sport, der sender belgieren fra kinesiske Dalian Yifang til den engelske storklub Arsenal.

Carrasco var i vinter tæt på at skifte væk fra Dalian Yifang, men det lykkedes i sidste ende ikke for belgieren at komme afsted.

Inden sit kinesiske ophold spillede Yannick Carrasco i Atletico Madrid og Monaco.

Lucas Leiva er i Marseilles kikkert

Den 32-årige Lucas Leiva kan være på vej til endnu en europæisk destination, efter den argentinske midtbanespiller skiftede fra Gremio til Liverpool i 2007 og ti år senere skiftede til hans nuværende klub Lazio.

Franske L'Equipe skriver nemlig, at Ligue 1-klubben Marseille er interesseret i at hente Leiva til Frankrig, hvor den nye træner Andre Villas-Boas skulle være glad for Lazio-spilleren.

Leiva har dog for nyligt forlænget sin kontrakt med Lazio til 2022, og argentineren spillede hele 36 kampe i den netop overståede sæson.

Ryan Sessegnon afviser Fulham-kontrakt

Ryan Sessegnon er en ombejlet herre. Den 19-årige Fulham-kant står allerede noteret for mere end 100 førsteholdskampe for klubben, men noget tyder på, at det ikke bliver til flere.

Ifølge flere engelske medier - heriblandt Sky Sports og The Guardian - har Sessegnon takket nej til den kontraktforlængelse, som klubben har tilbudt ham.

Kantspilleren, der også kan spille venstre back, ser derfor ud til at forlade Premier League-nedrykkerne. Ifølge The Guardian ønsker Sessegnon selv et skifte til Tottenham, som dog ikke ønsker at betale den pris, Fulham vil have.

Ifølge mediet ønsker Fulham 378 millioner kroner for Sessegnon, men Tottenham skulle ikke være klar til at betale mere end 210 millioner kroner.

Roma nærmer sig Shakhtar-træner

AS Roma er angiveligt tæt på at have sin nye cheftræner på plads. Klubben står uden træner, efter Eusebio Di Francesco blev fyret i sidste sæson, og den italienske klub kigger angiveligt mod Ukraine for at finde hans erstatning.

Flere italienske medier, herunder Sky Sport Italia, skriver, Roma går efter Shakhtar Donetsks portugisiske træner Paulo Fonseca, der har har nydt stor succes i den ukrainske klub.

Ifølge Sky Sport Italia betaler Roma omkring 15 millioner kroner for at købe Fonseca fri, og aftalen kan blive offentliggjort mandag. 

PSG er favoritter til de Ligt

Paris Saint-Germain er favoritter til at sikre sig den ombejlede Ajax-kaptajn, Matthijs de Ligt. Det fortæller kilder til ESPN.

Det skyldes angiveligt flere ting. Blandt andet fordi brasilianske Leonardo er tæt på at vende tilbage som sportschef i PSG, og han skulle have et tæt forhold til hollænderens ellers karantæneramte agent, Mino Raiola, som han er i tæt kontakt med i disse dage.

Derudover skulle cheftræner Thomas Tuchel være klar til at garantere fuld spilletid til den unge forsvarsspiller.

Sidst og måske allervigtigst kan og vil klubben betale det enorme agenthonorar, som Mino Raiola angiveligt kræver af Matthijs de Ligts kommende klub. Et beløb som ifølge flere medier ligger på op mod 100 millioner kroner og som Barcelona angiveligt ikke er klar til at betale.

De Ligt har tidligere udtalt, at andre ligaer end La Liga og Premier League er interessante, og han fortalte kryptisk for nogle dage siden, at han havde ét tilbud, som var bedre end de andre. Om det er fra PSG er uvist.

Et eventuelt de Ligt-køb kræver dog, at PSG sælger flere spillere denne sommer for at kunne leve op til Financial Fair Play - også medregnet Gianluigi Buffons afgang.

Tottenham tilbudt Draxler

Christian Eriksen har udtalt, at han gerne vil forlade Tottenham, hvis en større klub står klar, og både Real Madrid og Inter er ifølge flere medier interesseret i den danske kreatør.

Ifølge britiske Daily Star, hvis troværdighed generelt er lav, står PSG klar i kulissen til at udnytte det mulige skifte. Klubben vil nemlig gerne af med spillere for at leve op til Financial Fair Play og har derfor tilbudt Julian Draxler til Tottenham som afløser for danske Christian Eriksen.

Der er dog en del forhindringer i forbindelse med det rygte. For det første er Christian Eriksen fortsat Tottenham-spiller. Desuden skulle Tottenham ikke have Julian Draxler specielt højt på afløser-listen, beretter Daily Star.

Den 25-årige tysker er desuden særdeles løntung, hvilket også kan blive et problem.

Sidst men ikke mindst virker det til, at Tottenham i stedet for går efter Giovani Lo Celso fra Real Betis, der dog angiveligt har afvist et bud på omkring 500 millioner kroner for den 23-årige argentiner.

Neymar vil ikke til Madrid

Real Madrid er angiveligt interesseret i at hente PSG's Neymar til klubben, men ifølge det spanske medie Sport har Neymar afvist Madrid-klubbens interesse.

Ifølge mediet, der har en noget blandet troværdighed, vil den brasilianske stjerne ikke til Real Madrid, da han stadig vil holde liv i håbet om at vende tilbage til FC Barcelona en dag.

Der har længe været spekulationer om, at Neymar skulle have fortrudt sit skifte til Barcelona til PSG.

Leicester-juvel vil blive

Leicester-kreatøren James Maddison havde en stærk første sæson i klubben, og det har sat rygterne i gang om et klubskifte denne sommer.

Ifølge The Sun, der ikke har en høj troværdighed, ønsker 22-årige Maddison dog ikke at forlade Leicester denne sommer trods interesse fra klubber som Manchester United, Manchester City, Tottenham og Liverpool.

Ifølge mediet kræver Leicester godt 500 millioner kroner, hvis klubben skal lade Maddison skifte. 

Torsdagens rygter:

Arsenal hæver Joachim Andersen-bud

Arsenal har ifølge Gazetta dello Sport hævet buddet på Sampdoria-duoen Joachim Andersen og Dennis Praet.

Mediet skriver, at har fået afvist et bud på knap 315 millioner kroner, men nu vil Arsenal angiveligt hæve buddet til omkring 340 millioner kroner, hvilket dog heller ikke skulle være nok for Sampdoria.

Den italienske klub vil ifølge mediet først overveje at sælge Joachim Andersen og Dennis Praet, når buddet overstiger 375 millioner kroner.

City snakker med Juventus om Cancelo

Manchester City er ifølge Goal i samtaler med Juventus i forhold til et køb af den portugisiske højreback Joao Cancelo for 375 millioner kroner.

City ønsker angiveligt at sælge brasilianske Danilo og ser Cancelo som en oplagt afløser. Goal skriver, at kilder i både City og Juventus har bekræftet, at forhandlinger er i gang.

Juventus vil ifølge mediet kigge i retning af Tottenhams Kieran Trippier eller Napolis Elseid Hysaj som afløsere for Cancelo.

Valencia pønser på United-reserve

Valencia overvejer at hente Matteo Darmian som ny forstærkning til højreback-positionen. Det skriver spanske AS.

Italieneren har et år tilbage af sin kontrakt, og Manchester United er angiveligt klar til at slippe backen for 75 millioner kroner.

De spanske pokalvindere har tidligere vist interesse for Darmian og overvejer altså nu at hente ham til klubben, hvor Cristiano Piccini og Daniel Wass i denne sæson har dækket pladsen som højreback.

PSG planlægger bud på David De Gea

PSG har sagt farvel til Gianluigi Buffon, og engelske The Times skriver, at klubben planlægger at byde på Manchester United-målmand David De Gea.

Avisen har tidligere skrevet om varm interesse på målmanden fra PSG, og at spanieren skulle være frustreret over at være i United.

The Times har også skrevet i tidligere på året, at Manchester United ville tilbyde De Gea en forlængelse af den kontrakt, der udløber om et år. Nu skulle PSG altså med Buffons exit være klar til at lægge et bud på De Gea.

Manchester United tæt på Bruno Fernandes

Manchester United har haft en skuffende sæson, og Ole Gunnar Solskjær er i den grad på udkig efter forstærkninger til den kommende sæson.

Et af de varmeste emner lige nu er Sportings midtbanestjerne Bruno Fernandes, der har scoret imponerende 32 mål i 53 kampe, og ifølge den portugisiske tv-station A Bola er United klar til at betale op mod 600 millioner kroner for at lande en aftale med den 24-årige portugiser.

A Bola beretter, at klubberne har møde om det mulige salg i denne uge, da United håber at kunne lukke aftalen, inden søndagens Nations League-finale er afgjort.

Bruno Fernandes udtalte i sidste måned, at han altid har drømt om at spille i England.

PL-klubber jagter ung Stuttgart-spiller

Det 19-årige forsvarstalent Ozan Kabak har kun spillet seks måneder i Stuttgart, men efter klubbens skuffende nedrykning kan han allerede være på vej videre.

Ifølge Daily Mail, hvis troværdighed er stærkt svingende, er Tottenham, Arsenal og Manchester United alle interesseret i den unge tyrker, og de skulle være klar til at afgive et bud i størrelsesordenen 110 millioner kroner.

Det er dog meget usikkert, om Stuttgart allerede vil slippe Ozan Kabak, som de betalte 85 millioner kroner for i januars transfervindue, da han skiftede fra Galatasaray. Allerede dengang blev han rygtet til Premier League, men endte altså i Bundesligaen.

Læg dertil, at Ozan Kabak har en kontrakt, der gælder til sommeren 2024.

Sikkert er det dog, at særligt Arsenal og Manchester United i den grad skal forstærke sig i forsvaret inden den kommende sæson.

Navas som afløser for Buffon

Real Madrid-målmanden Keylor Navas indgår ikke i kongeklubbens planer for den kommende sæson, og efter Paris Saint-Germain har sagt farvel til Gianluigi Buffon, er franskmændene angiveligt interesseret i at hente den 32-årige costaricaner. Det skriver den spanske avis Marca.

Ifølge avisen er forhandlingerne i fuld gang og går så godt, at klubberne forventer at nå til enighed om handlen indenfor den nærmeste fremtid.

Om Rygtetid:

Rygtetid er bold.dk's nye transferrygte-univers. Her bringer og belyser vi nogle af de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter, der florerer i ind- og udland.

Intet er endeligt, og alt her har ikke gang på denne jord, men vores mål er at videregive så meget relevant info som muligt om de enkelte rygter og klæde dig på til turen i den store transferjungle.


Af Anton Græsdal Maajen
Tirsdag 18. juni