Luk

Rygtetid: Tottenham-belgier laver kovending

| International | 11 kommentarer

Infoboks

Manchester United - Everton
Premier League (15/12)
bet365 1,80 3,70 4,50
NordicBet 1,84 3,75 4,75
Oddset 1,80 3,65 4,50
YouBet 1,80 3,70 5,00

Her er ugens udgave af rygtetid på bold.dk.

Rygtetid er bold.dk's nye transferrygte-univers, hvor vi ser nærmere på de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter i Danmark og udlandet.

Intet er endeligt her, men vi vil hver dag forsøge at gøre dig lidt klogere på de enkelte rygter.

Tottenham-belgier laver kovending

Tottenhams belgiske stopper Toby Alderweireld er én af flere profiler, der har kontraktudløb til sommer. 

Hidtil har han ikke ønsket at forlænge sin aftale, men ifølge The Telegraph har det ændret sig med ankomsten af Jose Mourinho. 

Portugiseren var som Manchester United-manager ude efter Alderweireld, og beundringen er gensidig, hvorfor forsvarspilleren nu er åben for en eventuel forlængelse. 

Mourinho overvejer Zlatan-gensyn

Jose Mourinho overvejer ifølge The Telegraph at hente Zlatan Ibrahimovic til Tottenham.

Avisen skriver, at Mourinho har bevaret et stærkt forhold til Zlatan efter deres fælles tid i Manchester United, og svenskeren kan erhverves på en fri transfer, hvilket Tottenham eftersigende ville være ganske tilfredse med.

Tottenham har ikke erstattet Fernando Llorente og har derfor ikke en decideret back-up for Harry Kane, og derfor kunne et match mellem Zlatan og Spurs virke oplagt, skriver Telegraph.

AC Milan taler med Zlatan-agent

Zlatan Ibrahimovic' fremtid kan meget vel ligge i Serie A, og her tyder det på, at hans eks-klub AC Milan er interesseret.

I hvert fald skriver både Sky Sport Italia og ANSA, at AC Milan har talt med Zlatans agent Mino Raiola om muligheden for et gensyn med svenskeren.

Zlatan Ibrahimovic' lønkrav skulle være tårnhøje, men de to medier mener at vide, at AC Milan er klar til at tilbyde ham en kontrakt på halvandet år.

Dialogen mellem parterne vil angiveligt fortsætte de næste par dage, og ANSA melder også fortsat om interesse fra Bologna.

Serie A-duo vil have Granit Xhaka

Arsenal har frataget den schweiziske midtbanespiller Granit Xhaka anførerbindet, ligesom han har haft flere kampe helt uden for truppen på det seneste. 

Det har man bemærket i Italien, hvor både Milan og Inter nu meldes interesserede i Xhaka. Det skriver tyske Sky Sport. 

Også Gladbach er ude efter sin tidligere stjernespiller, men Xhaka vil ikke tilbage til Bundesligaen i denne omgang.  

Ledig Pochettino skal ikke til United - foreløbig

Manchester United har i flere omgange været meldt meget interesseret i den argentinske manager Mauricio Pochettino, som tirsdag blev fyret i Tottenham efter at have ført klubben i sin første CL-finale i maj.

Men imidlertid har Manchester United ikke tænkt sig at hente Pochettino endnu.

Ifølge engelske Sky Sports har klubben nemlig tiltro til, at klubben er på rette vej, efter Ole Gunnar Solskjær har kvalificeret klubben til knockout-fasen i Europa League samt bevæget sig opad i Premier League.

United-ledelsen skulle støtte Solskjær med rigeligt midler til at forbedre sit hold i vinterens transfervindue.

Luis Enrique vender tilbage som spansk landstræner (bekræftet)

Den tidligere Barcelona-træner Luis Enrique kan være på vej til at gøre comeback som spansk landstræner.

Det mener den spanske radiostation Cadena COPE at vide.

Luis Enrique skulle angiveligt være i spil til at vende tilbage til gerningen som spansk landstræner til sommer, når de tidligere europamestre skal forsøge at gentage triumfen fra 2008 og 2012.

Robert Moreno overtog posten som chef for det spanske mandskab i juni måned, da Luis Enrique forlod jobbet for at tage sig af sin kræftsyge niårige datter, der på ulykkelig vis gik bort i august i år.

Den nuværende træner, Robert Moreno, er tidligere citeret for at sige, at han ville træde tilbage, hvis Luis Enrique besluttede sig for at vende tilbage som træner for de spanske herrer.

Radiostationen mener, at Luis Enrique allerede kan blive annonceret som Spaniens nye træner efter kampen mod Rumænien mandag aften.

Malmö FF vil hente Anel Ahmedhodzic hjem til vinter

Hobro har nydt mere end godt af den talentfulde 20-årige stopper Anel Ahmedhodzic, som man i sommer lejede hos Malmö FF.

Aftalen gælder til sommer, men ifølge Ekstra Bladet kan den svenske klub kalde forsvareren hjem i vinterpausen, og det har Malmö med stor sandsynlighed tænkt sig at gøre melder 'kilder tæt på den svenske klub'.

Malmö er i gang med et forynge truppen i det svenske, hvor tre Uwe Rösler har brugt tre stoppere på 30 år i den netop overståede sæson.

Ahmedhodzic har fortid i engelske Nottingham Forest.

Granit Xhaka kan vende hjem til Gladbach

Det er gået en vej for Granit Xhaka i Arsenal på det seneste, og alt tyder på, at schweizerens tid i London er forbi.

Han har ikke spillet siden udfald mod klubbens fans, der buhede af ham under en udskiftning, og siden er han blevet frataget anførerbindet.

Xhaka har ifølge Unai Emery nægtet at spille kampe, og Arsenal-træneren har udtalt, at han ikke ved, om Xhaka igen kommer på banen i Arsenal-trøjen.

Derfor skulle Arsenal, ifølge knap så troværdige Mirror, være interesseret i at skippe Xhaka hjem til Mönchengladbach, som han forlod i 2016 til fordel for Arsenal. 

Den anden vej håber Arsenal at kunne hente midtbanespilleren Denis Zakaria, men det er endnu uvist, om det forventes at ske som følge af en byttehandel.

Sidste uges rygter

Zlatan kræver 45 mio. kr. for seks måneder

Zlatan Ibrahimovic er transferfri efter sit brud med LA Galaxy, og meget tyder på, at han er på vej tilbage til italiensk fodbold. 

Ifølge La Repubblica har den 38-årige svensker masser af bejlere, men hans lønkrav er en udfordring. 

Zlatan kræver således omkring 7,5 millioner kroner om måneden, eller godt 45 millioner kroner for en aftale frem til sommer. 

Får han opfyldt sin krav, vil veteranen stryge direkte ind på andenpladsen over de bedst betalte spillere i Serie A efter superstjernen Cristiano Ronaldo, der tjener cirka 230 millioner kroner per sæson. 

Hollandske Matthijs de Ligts årsløn er cirka 60 millioner kroner, men kan stige op til cirka 90 millioner kroner med bonusser. 

Donnarumma meldes tæt på Juve

Ifølge Gazzetta dello Sport er målmand Gianluigi Donnarumma tæt på et skifte fra AC Milan til Juventus. 

Som bytte skulle AC Milan angiveligt få Merih Demiral eller Daniele Rugani.

Donnarumma har 19 måneder tilbage af sin kontrakt i AC Milan, og målmanden har angiveligt bedt om lønforhøjelse i Milano, men det skulle klubben ikke være interesseret i.

Det åbner døren for Juventus. 

Lige nu er Wojciech Szczesny dog førstevalg i Juventus, og hans kontrakt udløber først i juni 2021. 

Manchester United fører kampen om Erling Håland

Erling Håland har gang i en fuldstændig vanvittig sæson, der hidtil har budt på 26 mål i 18 kampe i alle turneringer for Salzburg, og det har fået alle europæiske storklubber til at få øjnene op for den bare 19-årige nordmand.

Ifølge den norske avis Dagbladets oplysninger er Manchester United længst fremme i kampen om den eftertragtede teenagers underskrift, og det skyldes særligt manager Ole Gunnar Solskjær.

De to nordmænd har nemlig fælles fortid i Molde, og Solskjær er angiveligt særdeles lun på at bringe Håland til Old Trafford.

Erling Håland har tidligere udtalt, at han rigtig godt kan lide engelsk fodbold, så et skifte til Premier League i fremtiden ser bestemt ikke usandsynligt ud.

Genk-træner er på vippen efter sløj start (Bekræftet)

Joakim Mæhle skal formentlig have ny træner i belgiske Genk, der efter sidste sæsons mesterskab halter alvorligt i denne sæson.

Indtil nu er man på niendepladsen, og det har set sort ud i Champions League, hvorfor cheftræner Felice Mazzu meldes på vej ud af klubben af flere belgiske medier.

Het Laatste Nieuws melder således, at to nye navne allerede er i spil til det sæde, som endnu ikke er frit - KV Mechelen-træner Wouter Vrancken og Bernd Storck fra Cercle Brugge. 

Sidstnævnte blev også sat i forbindelse med trænersædet i Genk i sommer, da man skulle erstatte mestertræneren Philippe Clement, som forlod Genk efter triumfen.

Det forventes ikke, at Mazzu ryger på porten tidligere end tirsdag, da klubbens bestyrelsesformand Peter Croonen først vender hjem tirsdag.

Senest tabte Mazzu og Genk til Jess Thorups Gent i weekenden.

Om Rygtetid:

Rygtetid er bold.dk's nye transferrygte-univers. Her bringer og belyser vi nogle af de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter, der florerer i ind- og udland.

Intet er endeligt, og alt her har ikke gang på denne jord, men vores mål er at videregive så meget relevant info som muligt om de enkelte rygter og klæde dig på til turen i den store transferjungle.


 


Af Jonas Dalgård
Torsdag 12. december