Luk

Saarbrücken: Det største siden Kristi fødsel

| DFB Pokal | 4 kommentarer

FC Saarbrücken bankede Fortuna Düsseldorf ud af den tyske pokal og skrev historie, hvilket rangerer ret højt hos miniputterne.

FC Saarbrücken skrev tirsdag historie, da de sendte Fortuna Düsseldorf ud af DFB Pokal efter straffesparkskonkurrence.

De er nemlig det første hold nogensinde fra den fjerdebedste række, der når en semifinale i den tyske pokalturnering.

Det er naturligt nok noget, der rangerer ret højt på sensationsskalaen i den lille klub.

- Det er den største sensation siden Kristi fødsel, siger Saarbrückens 71-årige vicepræsident Dieter Ferner til Welt efter at have gnedet tårer væk fra øjnene.

Saarbrücken-træner Lukas Kwasniok, der har stået i spidsen for klubben i fire kampe, fortæller, at der blev grædt igennem i truppen.

- Det er bare fuldkommen fantastisk. Jeg har set voksne mænd, der har gennemgået alvorlige operationer og kæmpet mange slag, græde, siger han ifølge Welt.

- Vi vil fortsætte vores rejse. Vi skal bare redde skindet igen på straffespark, siger han.

Saarbrücken-målmand Daniel Batz reddede fire straffespark - det afgørende snuppede han på Mathias Zanka Jørgensens spark.


Af Sara Margren
Torsdag 2. december