Davide Nicola har ført Salernitana til overlevelse i Serie A efter en vild afslutnig på sæsonen. De seneste måneder har været intense, siger italieneren.
I februar blev Davide Nicola ansat som ny cheftræner i Salernitana.
Dengang lå klubben otte point under nedrykningsstregen, men med en vild slutspurt var den 49-årige italiener med til at sikre Salernitana endnu en sæson i Serie A.
Inden søndagens nederlag til Udinese var klubben ubesejret i syv kampe, hvor det var blevet til fire sejre og tre uafgjorte.
- Vi har haft tre ekstraordinært intense måneder sammen, og i sidste ende er det fortjent, at vi overlever i Serie A, udtalte Nicola ifølge Football Italia til DAZN og fortsatte:
- Når jeg starter et eventyr, så er jeg altid beslutsom, men jeg er nødt til at sige, at uden fansene, præsidenten og direktøren, så kunne vi ikke have overlevet.
Nicola blev i sin tid ansat på en kontrakt frem til slutningen af sæsonen, derfor er det endnu usikkert, om han fortsætter i klubben.
Han ville dog heller ikke selv løfte sløret for, om han er i klubben til næste sæson.
- Lige nu vil jeg bare nyde momentet, fordi det er sjældent, man har tid til det.
I stedet for Salernitana endte Venezia, Genoa og Cagliari med at rykke ned i Serie B.
0 kommentarer
Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.
Vær den første til at kommentere i vores forum.