Luk

Sarabia og Icardi sprudlede for PSG i topkamp

| Ligue 1 | 1 kommentar

Pablo Sarabia scorede én gang og lagde op til to mål, da PSG slog Angers 4-0. Mauro Icardi scorede sit første ligamål for de forsvarende mestre.

PSG måtte skuffende se sig slået af Reims i seneste hjemmekamp i Ligue 1, og den skuffelse skulle de forsøge at vaske af sig lørdag aften. Her kom Angers på besøg.

Gæsterne havde fået en stærk start på sæsonen og kun tabt én gang siden 06-afklapsningen mod Lyon i første runde. Det gav dem en andenplads i den bedste franske række, hvor kun dagens modstander havde gjort det bedre.

Neymar var fra start en del af PSG-offensiven, men det var kollegerne Mauro Icardi og Pablo Sarabia, der imponerede mest for hjemmeholdet.

Sidstnævnte var første mand på måltavlen efter 13 minutters spil, da han fik alt for meget plads og drev bolden ind i feltet, inden han lagde den i kassen til 1-0.

Efter 37 minutter var Sarabia igen med i scoringen, da det blev 2-0. Her blev han sendt i dybden af Neymar og lagde et fladt indlæg i feltet. Bolden passerede over til bagerste stolpe, hvor Icardi stod og sendte den i mål.

Mere blev der ikke scoret i første halvleg, men efter en times spil blev det 3-0. Og igen var Sarabia med i målet.

Her stod han fri i feltet og fik afsluttet. Bolden blev dog clearet på stregen, men røg lige ud til spanieren igen. Denne gang kiksede han afslutningen, som endte hos Idrissa Gana Gueye. Midtbanespilleren scorede, og så kunne Sarabia glæde sig over sin assist nummer to.

Kort før tid ville Neymar dog også lege med sin offensive kolleger. Brasilianeren blev sendt i dybden og rundede målmanden, inden han køligt gjorde det til slutresultatet 4-0.

PSG ligger derfor fortsat nummer ét i Ligue 1, mens Angers nu indtager tredjepladsen i den bedste franske række.


Af Jonas Sand

1 kommentar

bruger 130770 23:14          
Fantastisk kamp! Så kampen på Parc des Princes !!!!!!
Mandag 14. oktober
Søndag 13. oktober