Luk

Schalke tabte bundgys efter overtidsscoring

| Bundesliga | 3 kommentarer

Infoboks

Schalke 04 - FC Köln 1-2
Bundesliga
31' 0-1 Rafael Czichos
57' 1-1 Matthew Hoppe
90' 1-2 Jan Thielmann

FC Köln vandt bundgyseren mod Schalke 04 med 2-1 efter en scoring i overtiden, som betyder, at Schalke får endnu sværere ved at redde sig i Bundesligaen.

Der var bundbrag i Bundesligaen, da Schalke 04 tog imod FC Köln på hjemmebane. Begge hold er under stregen i rækken, men dog kunne Köln spille sig over med en sejr. 

Frederik Rønnow var igen at finde på bænken for Schalke, mens nyindkøbte Klaas-Jan Huntelaar var blevet skadet op til kampen.

Schalke satte sig på opgøret fra kampens start, hvor blandt andre Matthew Hoppe og Amine Harit forsøgte sig på mål, men begge forsøg gik forbi Timo Horn i Köln-målet.

Omkring den halve time troede Kölns Rafael Czichos, at han havde bragt dem i front, men scoringen blev annulleret for et frispark.

Få minutter efter kunne Czichos dog juble med sit mandskab. For her kom han højest på et indlæg fra Dominick Drexler og headede udeholdet i front med 1-0.

Efter 37 minutter kom Kingsley Ehizibue alene igennem mod Schalke-målet, men højrebacken brændte på Ralf Fahrmann, som sendte bolden til hjørne.

Da der var spillet omkring en time fik Schalke den forløsende reducering. 

Brandvarme Hoppe fik bolden med sig efter noget klumpspil i feltet, inden han køligt satte bolden i mål med indersiden til 1-1. Det var angriberens femte scoring efter nytår.

Kort efter var Sead Kolasinac tæt på at bringe Schalke foran, men han fik overplaceret sin afslutning efter et flot raid.

I kampens overtid blev Schalke-forsvaret fanget langt fremme, og efter et par hurtige afleveringer fandt Elvis Rexhbecaj indskiftede Jan Thielmann, som bragede bolden i kassen til 2-1 for Köln. 

Schalke kunne ikke nå at svare igen, og derfor trækker Köln fra Schalke i bunden af Bundesligaen, som nu har seks point op til stregen. 

 


Af Theis Fischer Brandt
Søndag 28. februar
Lørdag 27. februar