Luk

Schmeichel og co. kom tilbage to gange i deler

| Premier League | 0 kommentarer

Infoboks

Southampton - Leicester 2-2
Premier League
3' 1-0 Jan Bednarek
22' 1-1 Jonny Evans
34' 2-1 Che Adams
49' 2-2 James Maddison

Kasper Schmeichel og Leicester var bagud to gange, men kom begge gange tilbage i kampen, da de spillede 2-2 på udebane mod Southampton i Premier League. 

Kasper Schmeichel vogtede buret, mens Jannik Vestergaard var henvist til bænken, da Leicester onsdag aften gæstede Southampton i Premier League.

Hjemmeholdet havde brug for pointene til at holde afstand til nedrykningspladsen, som der kun var fire point ned til fra Southamptons 16. plads.

Schmeichel og co. indtog tiendepladsen og kunne med en sejr spille sig op som nummer seks.

Allerede efter tre minutters spil fik den danske landsholdskeeper sig dog en kold dukkert.

En smart hjørnesparkskombination gav en Southampton-afslutning i feltet, som Schmeichel flot reddede.

Riposten faldt dog til Jan Bednarek, der tæt under mål kunne styre bolden i nettet til 1-0.

Efter 22 minutters spil svarede Leicester igen ved Jonny Evans.

James Maddison drev gæk med Southampton-forsvaret i højre side. Han sendte et indlæg i feltet, som hjemmeholdet ikke kunne få clearet, inden en løs bold havnede for fødderne af den rutinerede stopper, der resolut sparkede bolden i kassen til 1-1.

12 minutter skulle der gå, før Southampton atter bragte sig i front.

Nathan Redmond smækkede et indlæg i feltet, som Che Adams sled sig frem til og headede ned i det fjerneste hjørne uden chance for Schmeichel. 2-1 til Southampton ved pausen.

Anden halvleg var kun fire minutter gammel, før Leicester bragte balance i regnskabet på ny

James Maddison modtog bolden i venstre side af feltet, lavede en smart skudfinte og snød sin oppasser, hvor han samtidigt trak bolden over til højrebenet og bankede den fladt i nettet ved den nærmeste stolpe til 2-2.

Resten af halvlegen var Leicester bedst og skabte chancer til Harvey Barnes, Jamie Vardy og Ayoze Perez, men uden at få den forløsende scoring.

Derfor blev det ved 2-2, som sender Leicester op på ottendepladsen.

Jannik Vestergaard så hele kampen fra bænken. 


Af Andreas Roesen
Mandag 24. januar
Søndag 23. januar