Luk

Schöne blev skurk i vildt drama mod Milan

| Serie A | 5 kommentarer

Lasse Schöne scorede efter et Pepe Reina-drop, men han brændte også straffespark, da Genoa tabte 1-2 mod AC Milan. Begge hold så rødt i kampen.

AC Milan har fået en skidt sæsonstart i Serie A, og klubben skulle lørdag aften forsøge at komme tilbage på sporet i den bedste italienske række.

Her tog klubben på besøg hos Genoa, der også havde fået en dårlig start og før opgøret blot stod med fem point efter sæsonens første seks kampe.

Lasse Schöne og Lukas Lerager startede på banen for hjemmeholdet, der havde hentet én point færre end AC Milan i starten af sæsonen.

Efter en lige og livlig første halvleg var Lasse Schöne første mand, der fandt netmaskerne, da danskeren sendte et frispark mod kassen et stykke udefra.

Bolden sad lige på Pepe Reina, der startede i AC Milan-målet, efter Gianluigi Donnarumma udgik af opvarmningen. Den spanske reservemålmand droppede dog fælt, og så kunne danskeren glæde sig over at have givet sit hold en 1-0-føring ved pausen.

I anden halvleg blev der for alvor skruet op for dramaet. AC Milan fik udlignet efter 52 minutter, da Theo Hernandez tog en tur ned ad venstrekanten og fra en yderst spids vinkel sendte han bolden i kassen ved den nærmeste stolpe.

Blot to minutter senere kom kampens dommer og VAR i fokus, da AC Milan ville have straffespark. Dommeren måtte have hjælp af tv-billederne, der viste, at Davide Biraschi havde brugt hånden i feltet.

Genoa-spilleren blev derfor vist ud, mens AC Milan fik straffespark. Franck Kessie skulle forsøge at udnytte det, og det gjorde han sikkert.

Pludselig var AC Milan på sejrskurs og skulle forsøge at holde resultatet for at tage sæsonens tredje sejr. Den opgave ble hårdere med 11 minutter igen, da Davide Calabria fik sit andet gule kort.

Dermed skulle det sidste af kampens spilles ti mod ti, men det så ud til, at AC Milan kunne holde resultatet.

I overtiden begik Pepe Reina dog straffespark, og Lasse Schöne fik muligheden for at blive dobbelt målscorer fra ellevemeterpletten.

Her gjorde den spanske målmand dog skaden god igen og reddede danskerens forsøg på straffesparket. Dermed var AC Milan fortsat foran 2-1, og den stilling holdt de sidste minutter frem til slutfløjt.

AC Milan vandt kampen, og med nederlaget er Genoa fortsat placeret under stregen i Serie A.

Peter Ankersen så hele opgøret fra bænken, hvor hvert hold desuden fik udvist en spiller fra. Både Genoas Riccardo Saponara og AC Milans Samu Castillejo så rødt uden at være på banen.


Af Jonas Sand

5 kommentarer

Liguria4321 23:16          
Noget af et trist syn for alle genovesere - både de røde og de blå - at kigge i tabellen !
Mon ikke det giver anledning til handling.
Nyander 23:17          
Men godt nok også vildt at VAR ikke omstøder det straffe, hold kæft det var dårligt filmet...
Cerezo 23:20          
Vild kamp hvor Genoa dominerede i 1. halvleg og have Milan nede i sækken i pausen. Den blev dog ikke snøret til og med to hurtige mål og lidt held i en handssituation, som var der men hvor dommeren måtte kigge den igennem mange gange, og jeg synes at rødt kort var hårdt dømt, vendte man kampen.

Ærgerligt at Schöne brænder straffet efter sit fine brækkende frispark, som Reina dog bør tage. Reina viser igen at han er dygtig på stregen ved straffesparket. Det var to pressede trænere i dag, men nu klarer Giampaoli sig nok nogle uger endnu mens Andreazzoli risikerer at få silkesnoren.
WBA1977 23:34          
Har kun lige set højdepunkter, synes at der var nogle tynde kendelser og ja straffet, var godt nok dårlig film, troede at Schöne brændte af fairplay ... øv øv
Mr Right 23:37          
Er det bare mig, eller er det sidste straffe til Genoa ikke rent film? Bliver han rørt?
Torsdag 17. oktober
Onsdag 16. oktober