

Da Danmark lørdag mødte Peru ved VM, startede Lasse Schöne på bænken, men Ajax-spilleren kom i aktion allerede i første halvleg.
Efter en halv times tid gik William Kvist i græsset, og efter han først havde forsøgt at spille videre, måtte han efter nogle minutter lade sig udskifte.
- Jeg så, at William lagde sig ned, og så løb jeg ud og varmede op, men han spillede så videre, og derfor gik jeg ind igen. Da han så lagde sig ned igen fem minutter efter, nåede jeg lige ud og løbe to gange frem og tilbage, så kom jeg på banen.
- Det var dejligt at få spillet en masse, men det er selvfølgelig aldrig rart, når en kollega må gå ud, siger Schöne, som spillede sine første VM-minutter i karrieren i kampen.
Lasse Schöne og den danske defensiv havde nok at se til mod de hurtige og teknisk stærke Peru-spillere.
Schöne erkender, at Danmark ikke var det bedste hold i kampen.
- Efter vores mål lod vi dem spille for meget. Vi fik ikke rigtig lagt pres på dem, og de var gode på bolden. Vi havde det svært i perioder, men vi kæmpede godt og gjorde, hvad vi kunne.
- Det var svære betingelser, og vi sidder alle med et lille smil på læberne. Vi spillede mod en rigtig god modstander, men i fodbold tæller de tre point.
- Det er ikke altid det bedste hold, som løber med sejren, og sådan var det her. Men vi har vist i 15-16 kampe i træk, at vi er et godt kollektiv, som vil gøre alt for at vinde, siger Schöne.
Udover Schöne blev også Martin Braithwaite og Mathias Zanka Jørgensen skiftet ind undervejs.
mikkel@bold.dk


FIFA VM
Danmark

































