Luk

SE-chef: Vil ikke parkere bussen som tidligere

| 3F Superliga | 1 kommentar

Infoboks

Silkeborg - SønderjyskE 0-0
Superligaen Grundspil

SønderjyskE parkerede ofte bussen i den seneste sæson, mener den nye træner Michael Boris, og det vil han gøre op med, men det tager tid at lære. 

SønderjyskE har brugt sommerpausen med at skifte cheftræner.

Ud røg Glen Riddersholm, og han er blevet erstattet af Michael Boris, der har benyttet sommerpausen til at forsøge at ændre systemet i klubben. 

I den seneste sæson parkerede holdet nemlig for ofte bussen, og det skal spillerne vænne sig af med.

- Fire uger er kort for at lære et nyt system. SønderjyskE parkerede bussen hele tiden i den seneste sæson, og vi vil gerne være mere aktive nu. Det så vi i nogle minutter af kampene, men vi er der ikke helt endnu. Vi skal forberede os på Vejle nu, siger Michael Boris. 

Hans første kamp i spidsen for klubben var en træningskamp mod Brøndby, hvilket den tyske træner ikke mener var optimalt. 

- Hvis du spiller den første kamp mod Brøndby, der er mester: Det ville jeg ikke gøre i Tyskland. Jeg ville ikke spørge Bayern München, om de vil spille, når jeg skulle indføre en ny stil. Men det gjorde vi. 

- Resultaterne var ikke gode, men vi er en enhed, der arbejder sammen. Vi accepterede, at det var vores modstandere. Træningslejren var god til at få os samlet. Vi tabte mod Casa Pia, så ovenpå det er vi fint tilfredse med det ene point mod Silkeborg. 

Udover Brøndby og Casa Pia testede SønderjyskE formen mod Viborg og Braga.

Slår måske SIF med lidt ekstra held

Den officielle debut faldt så mandag aften, hvor SønderjyskE spillede 0-0 på udebane mod Silkeborg i 3F Superligaen.

Et point som Michael Boris er fint tilfreds med.

- I sidste ende er vi glad for det point, vi fik, og jeg tror, at mange hold vil få det svært her, fordi de spiller så godt og er gode på bolden. Emil Frederiksen havde tre chancer, og Marc Dal Hende fik også en chance efter et hjørne. Måske kunne vi have vundet med lidt ekstra held. 

- Vi havde fint boldbesiddelse, men løb også ind i nogle svære situationer, hvor Lawrence Thomas måtte lave gode redninger. Vi er glade. Det var ikke den fodbold, vi ønskede at spille hele vejen igennem, men vi havde især ti gode minutter før pausen med et godt pres. 

Næste runde byder også på en mandagskamp for SønderjyskE, der får besøg af Vejle. 


Af Andreas Roesen
Mandag 26. juli