Luk

SE henter rekrutteringschef i Championship

| 3F Superliga | 16 kommentarer

Infoboks

SønderjyskE har hentet engelske Joe Manns som ny Head of Player Development and Recruitment. Han har senest været rekrutteringskoordinator i Championship-klubben Reading FC.

SønderjyskE er godt i gang med at få styr på klubbens sportslige ledelse, og nu har man så én af tre ønskede ansættelser på plads.

Klubben har nemlig hyret englænderen Joe Manns som ny Head of Player Development and Recruitment.

Det oplyser sønderjyderne torsdag i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at Manns skal være med til at styrke og strukturere klubbens rekruttering og understøtte udviklingen af spillerne på førsteholdet - desuden skal han også inddrages i klubbens jagt på en ny cheftræner.

Han kommer til klubben med erfaring fra det engelske fodboldforbund og senest har han arbejdet som rekrutteringskoordinator i Championship-klubben Reading FC.

- Joe Manns er en spændende profil, der med dedikation og hårdt arbejde har arbejdet sig op i fodboldbranchen, og han værdsætter de samme værdier, som vi hylder her i SønderjyskE. 

- Han kommer med god, international erfaring fra Reading FC, og vi ser meget frem til, at han skal være med til at udvikle SønderjyskE yderligere omkring rekruttering både på talent- og seniorniveau, fortæller direktør i SønderjyskE Klaus Rasmussen.

Manns flytter til Haderslev og starter i sit nye job den 21. juni.

SønderjyskE skal fortsat have ansat en administrerende direktør i SønderjyskE Fodbold A/S, mens man som bekendt stadig står uden cheftræner.


Af Jonas Dalgård
Torsdag 17. juni