Luk

Se målet: Sen Enevoldsen-kasse gav USL-sejr

| North American Soccer League | 0 kommentarer

Thomas Enevoldsen bragte Indy Eleven i front til sidst, da USL-mandskabet besejrede Loudoun United 2-0. Magnus Rasmussen tabte 0-1 med Louisville City FC.

Indy Eleven fortsatte natten til søndag de positive takter i den næstbedste amerikanske række, USL, og det spillede Thomas Enevoldsen en hovedrolle i.

Den tidligere AaB-spiller var med i hele danskerklubbens kamp mod Loudoun United, og det var ham, der sendte holdet på sejrskurs ni minutter før tid.

Ved stillingen 0-0 kombinerede hjemmeholdet sig flot igennem gæsternes forsvar, inden Thomas Enevoldsen blev sendt alene mod mål. Her kastede han sig frem og fik prikket bolden forbi den fremstormende keeper.

Kampen sluttede 2-0 til Indy Eleven, efter topscorer Tyler Pasher i overtiden blev sendt alene igennem, da gæsterne satsede på at få en udligning. Her lukkede han sikkert kampen.

Med sejren er Indy Eleven nummer tre i USL's østdivision med seks point op til Tampa Bay på førstepladsen. Enevoldsens mandskab har dog spillet to kampe færre.

Indy Eleven har endnu ikke tabt på eget græs i sæsonen, hvor det er blevet til seks sejre og fire uafgjorte kampe. 1-0-scoringen var danskerens femte i sæsonen.

Andetsteds spillede Magnus Rasmussen fuld tid, da Louisville City FC fik besøg af Bethlehem Steel FC. Her tabte danskerklubben 0-1 på Walter Cortes' scoring efter 26 minutter.


Af Jonas Sand
Fredag 26. november