Luk

Segunda-hold slog Espanyol ud af pokalen

| Copa del Rey | 1 kommentar

Segunda Division-holdet Alcorcon overraskede og slog Espanyol ud af Copa Del Rey efter forlænget spilletid og straffespark. Athletic Bilbao ordnede Racing Santander med en samlet 5-1-sejr.

Espanyol var store favoritter til at gå videre, da de hjemme i Barcelona skulle spille Copa del Rey-returopgør mod Alcorcon fra Segunda Division. 

Det første opgør havde endt 1-1, og torsdag aften bed Alcorcon endnu engang fra sig. Tyve minutter inde i kampen kom de nemlig foran. Alvaro Gimenez steg til vejrs efter et hjørnespark og pandede Alcorcon på 1-0.

Det så længe ud til, at Alcorcon ville fuldende overraskelsen, men med seks minutter igen fik Espanyol udlignet. Bolden blev sendt fladt ind til anfører Hernan Perez, der fra umarkeret position satte bolden i nettet med indersiden.

Kampen endte 1-1 i ordinær spilletid, hvilket betød, at der skulle forlænget spilletid til at afgøre opgøret. Her var Espanyol klart mest målsøgende, men Alcorcon kæmpede sig igennem de 30 ekstra minutter, og så måtte der straffesparkskonkurrence til for at finde en vinder.

I straffesparkskonkurrencen misbrugte Espanyol to af deres forsøg, og så tog Alcorcon pladsen i næste runde med en 4-3-sejr i straffesparkskonkurrencen.

Athletic Bilbao havde noget lettere ved at spille sig videre i pokalen, da de mødte Racing Santander. De havde vundet den første kamp 2-1 på udebane, og i returen satte de tingene på plads med en overbevisende 3-0-sejr.


Af Peter Miles
Mandag 25. januar