

AC Horsens var onsdag på besøg i Københavns Nordvestkvarter, hvor det gjaldt opgøret i Sydbank Pokalens 2. runde mod danmarksserieholdet BK Union.
Superliga-mandskabet kom med tre debutanter fra start: Jannik Pohl, Frederik Jørgensen og Jacob Linnet, men det skulle blive 19-årige Matthias Præst- som hidtil kun havde spillet en enkelt kamp for førsteholdet - der fik hovedrollen på måltavlen.
Efter 25 minutter trak den unge midtbanespiller ind i banen efter et hurtigt taget frispark og hev bolden op det lange målhjørne til 1-0.
Tre minutter senere sendte Matthias Præst en aflevering ind i feltet til Rune Frantsen, som fandt Peter Therkildsen til 2-0-scoring for udeholdet.
Efter pausen fik også Mark Asp, David Kruse og William Førby deres debut for AC Horsens, men der blev ikke scoret yderligere i kampen.
Det endte 2-0 til AC Horsens over BK Union på Genforeningspladsen i København, og de gule er dermed videre til 3. runde i Sydbank Pokalen.



AC Horsens
Oddset Pokalen
BK Union

































