









Lyngby var her, der og alle vegne, da de nemt sendte Kalundborg ud af pokalturneringen med en 10-0-sejr. Seks af målene stod Frederik Gytkjær bag, og han kan ikke huske, at han før har prøvet det.
- Jeg tror faktisk aldrig, jeg har scoret seks mål i en kamp. Men det var selvfølgelig dejligt, også fordi jeg har siddet lidt ude og kun fået lidt indhop her på det seneste, så det var godt at få tanket selvtillid på den måde, siger Frederik Gytkjær til bold.dk.
Ifølge angriberen var det en professionel indsats, der førte til den tocifrede sejr over undertippede Kalundborg.
- Vi gik ind til opgaven med respekt, og det er altafgørende i sådan nogle kampe, at man kommer hurtigt foran. Efter 18 minutter havde vi lavet tre mål, og så røg luften lidt af ballonen fra deres side, og vi kører den hjem derfra. Så det var en professionel indsats, siger Frederik Gytkjær.
Lyngby og Frederik Gytkjær er nu klar til 3. runde i DBU Pokalen.
bold@bold.dk


Lyngby Boldklub
Oddset Pokalen
































