Luk

Sen kasse sendte Schalke mod Bundesliga-top

| Bundesliga | 2 kommentarer

Schalke 04 skulle bruge en sen scoring, før de kunne sætte tre point på kontoen med en 2-1-sejr over Mainz i Bundesligaen.

Det var to mandskaber i forskellige ender af tabellen, der fredag aften tørnede sammen i Bundesligaen, da Schalke 04 fik besøg af Mainz.

Hjemmeholdet lå før kampen nummer seks med syv point efter fire kampe, og en sejr ville sende dem op på samme antal på som topholdet RB Leipzig, inden de skal i aktion senere denne weekend.

Mainz havde senest brudt den dårlige stime efter tre nederlag i træk, og med en 2-1-sejr over Hertha Berlin havde de sat de første point på kontoen. Det skulle de forsøge at bygge videre på fredag aften.

Værterne var det bedste hold i en livlig første halvleg, hvor ingen af de to mandskaber kom frem til de helt store chancer i den første halve time.

Med ti minutter til pausen tilfaldt en stor chance dog Suat Serdar, som tog et godt løb i feltet og modtog bolden. Den tog han med sig og sendte i kassen.

Schalke havde endnu en fin chance til at fordoble føringen kort før pausen. Guido Burgstaller missede dog muligheden, og så stod det fortsat 1-0 ved pausen.

Mainz kom bedre med i anden halvleg, men havde svært ved at spille sig frem til åbne målchancer. I jagten på en udligning blev Karim Onisiwo sendt på banen, og han skulle ikke bruge lang tid på at ændre sagerne.

Fire minutter senere modtog han bolden et kort stykke inde i feltet, hvor han vendte rundt og bragede 1-1 scoringen i netmaskerne.

Dermed begyndte det at ligne en pointdeling, som minutterne skred frem, men kort før tid fandt Schalke alligevel sejrsmålet.

Amine Harit modtog bolden og drev den ind i feltet med et flot solotur, inden han sendte bolden i kassen til 2-1.

Det blev slutresultatet, og Schalke kunne dermed sætte tre point på kontoen og rykke op på siden af RB Leipzig i toppen.


Af Jonas Sand
Søndag 20. oktober