Luk

Sent point til Feyenoord efter vild 3-3 kamp

| Æresdivisionen | 0 kommentarer

Feyenoord hentede et point i sidste sekund, da de spillede 3-3 med FC Emmen i den hollandske Æresdivisionen.

I den hollandske Æresdivisionen skulle FC Emmen forsøge at tage point mod Feyenoord i en kamp, som desværre var uden danskere. 

Nicolai Jørgensen som ellers lige er returneret efter sin skade fik et kvarters spilletid i Feyenoords Europa League-kamp mod Rangers i torsdags, men den 28-årige dansker var ikke med i truppen til dagens kamp. 

Heller ikke hjemmeholdets dansker, den tidligere Brøndby-spiller, Nicolai Laursen var med i dagens kamp.

Feyenoord havde blot vundet to af sæsonens fem første kampe, mens FC Emmen kun stod noteret for tre point efter deres seks første kampe i rækken. 

Der skulle kun gå tre minutter før Feyenoord tog kursen mod den forventede sejr, da bolden en smule heldigt landede for fødderne af Orkun Kökcu, som nemt kunne sende bolden i kassen.

Kort efter slog favoritterne til igen, da Steven Berghuis sendte et indlæg ind foran mål, som Luciano Narsingh uden problemer kunne score på.

Bedst som kampen havde retning mod en sikker Feyenoord-sejr, kom hjemmeholdet tilbage i kampen. Feyenoord sløsede i forsvaret og fik ikke clearet ordentligt, og så kunne Robbert De Vos reducere med en flot afslutning med sit højreben. 

Inden pausen fik hjemmeholdet også udlignet, da Sergio Pena med et drømmespark hamrede bolden op i nettaget. 

FC Emmen fortsatte deres spektakulære comeback efter pausen, da Luciano Slagveer efter en omstilling tog en flot solotur og var en smule heldig med sin afslutning som gik i mål til 3-2.

Hjemmeholdet blev reduceret til ti mand et kvarter før tid, og fem minutter inde i overtiden lykkedes det så for Feyenoord at redde det ene point, da Jens Toornstra sendte bolden i mål i sidste sekund efter et flot langskud i en kamp, som altså endte 3-3.   


Af Sajeev Shankar

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Torsdag 24. oktober
Onsdag 23. oktober