Luk

Sent VAR-straffe gav kæmpe Leeds-forløsning

| Premier League | 4 kommentarer

Infoboks

Leeds - Crystal Palace 1-0
Premier League
90' 1-0 Raphinha

Et sent VAR-straffespark gjorde det muligt for Leeds' Raphinha at sparke en voldsomt forløsende 1-0-sejr hjem på Elland Road, hvor Crystal Palace var på besøg. Sejren var Leeds' tredje i sæsonen.

Tirsdagens sene Premier League-kamp fandt sted i Leeds, hvor London-holdet Crystal Palace var på besøg uden skadede Joachim Andersen i truppen.

I denne sæson kæmper Marcelo Bielsas Leeds-tropper med at få pointene hjem, og derfor var de inden kampen på 17.-pladsen, som er lige over nedrykningsstregen, mens Patrick Vieiras Crystal Palace lå godt til midt i rækken på 11.-pladsen.

Kampen fik en særdeles levende indledning, hvor begge hold farede frem og tilbage.

Først var det Leeds' Adam Forshaw, som var tæt på med et spark fra kanten af feltet, men han skød lige forbi mål, og efterfølgende var det så Crystal Palaces tur.

Først var Jordan Ayew i en farlig situation i feltet, hvor han blev nedlagt. Der var store appeller for et straffespark, men det blev aldrig dømt.

Efterfølgende bød Jeffrey Schlupp sig så til med en fin afslutning, men også han sendte sit skud forbi.

Frem mod pausen blev det en mere rodet affære, hvor der var godt med dueller midt på banen, og derfor endte det 0-0 ved pausen i en halvleg, hvor ingen af holdene formåede at ramme målet.

I anden halvleg var det ikke sådan, at holdene fik indstillet sigtekornet.

Det fortsatte med at være en særdeles levende kamp, men den var ikke fyldt med poleret fodboldspil. I stedet fortsatte der med at være godt med dueller, men de store chancer udeblev.

Rodrigo tegnede sig for Leeds' bedste mulighed tidligt i halvlegen, inden Crystal Palace var tættest på i slutningen. 

Det var særligt indskiftede Christian Benteke, som spillede en rolle i, at Palace var farlige til sidst.

Efter 74 minutter chippede Wilfried Zaha bolden på tværs af feltet, hvor Benteke ved den ene stolpe kom helt fri til et hovedstød. Den belgiske angriber sendte dog skammeligt sit forsøg i sidenettet, og således var den største chance hidtil misbrugt.

Kort efter var han millimeter fra at score, da han fik sålen på et indlæg. Leeds-målmanden Illan Meslier var på vej til højre, mens Benteke sendte den modsat, men på forrygende vis fik Meslier vendt sig og flot holdt han bolden akkurat ude af målet.

Mod slutningen trykkede Leeds på, og i tillægstiden ramte en Crystal Palace-forsvarer klodset bolden med armen i en hovedstødsduel.

Et VAR-gennemsyn gjorde, at Leeds korrekt blev tildelt et straffespark, og så var Bielsa og co. på vej i himlen.

Det var den offensive profil Raphinha, som fik ansvaret for at indløse billetten, og i hoppende stil udplacerede han Palace-keeperen og sparkede smukt Leeds foran.

Forløsningen var ikke til at tage fejl af på TV-billederne fra Elland Road, og det lykkedes at holde føringen hjem, så Leeds tog sin blot tredje sejr i sæsonen.

Dermed er Leeds nu nummer 15 med 15 point, mens Palace har 16 point på 12.-pladsen.


Af Jonas Dalgård
Mandag 17. januar