Luk

Serie 1-klub jubler over BIF-møde: Vanvittigt

| Sydbank Pokalen | 6 kommentarer

Infoboks

Serie 1-mandskabet Aalborg Freja skal møde Brøndby IF i fjerde runde af Sydbank Pokalen, og det er fantastisk for klubben, siger Aalborg Freja-målmand og anfører Simon Gasberg. 

Du kan læse artiklen på LigaBold.dk - eller herunder.

Aalborg Freja har været den helt store pokaloverraskelse i denne udgave af Sydbank Pokalen. Aalborg-klubben er kommet hele vejen til fjerde runde, og nu venter Brøndby IF.

Da vestegnsklubben blev trukket op ad bowlen, var Serie 1-mandskabet ellevild. Aalborg Freja-målmand og anfører Simon Gasberg siger til LigaBold.dk, at klubben havde drømt om en stor modstander.

- Det var nok et lille jubelbrøl i Brøndby, da de trak os, men det var der også i Aalborg Freja. Vi har drømt og håbet på, at det enten blev Brøndby eller AaB. Med AaB var det et lokalopgør med mange tilskuere, men med Brøndby har de jo fans i hele Danmark og generelt, og det er den forsvarende danske mester. 

- Det bliver ikke meget større. Det er klart, at reaktionen var fuldstændig vanvittig. Man griner lidt af det, fordi det er så stort, men det er det fedeste. Vi kunne ikke have drømt om mere, siger Simon Gasberg til LigaBold.dk.

Den 28-årige målmand håber, at opgøret mod Brøndby bliver en oplevelse, som mange kommer til at huske i lang tid.

- Det bliver en dag, der kommer til at stå i historien for altid forhåbentlig. Vi kommer til at få en uforglemmelig dag, og klubben kommer til at få en uforglemmelig dag, og der er forhåbentlig rigtig mange børn, der kommer til at huske det og drømme om, at de en dag kommer til at stå for Aalborg Frejas førstehold og møde et Superliga-hold, eller hvad drømmene går på. Vi kunne ikke have tænkt os det bedre.

Aalborg Freja har i de tre første runder af hovedturneringen besejret de to Jyllandsserie-mandskaber Give Fremad og Helsted Fremad samt senest 3. divisionsholdet IF Lyseng efter en dramatisk straffesparkskonkurrence. Serie 1-mandskabet skal dog levere den helt store sensation, hvis Brøndby skal nedlægges.

- Man spiller for den halve procents chance, der er, for at få et resultat, men det er oplevelsen, der betyder alt. 

- Vi er trådt ind i pokalturneringen for at få en oplevelse, og vi fik en kæmpe oplevelse i onsdags, og vi er sikker på, at oplevelsen ikke bliver mindre stor, når vi møder Brøndby i slutningen af oktober. Jeg tror ikke, at det kommer til at måle sig med noget fodboldmæssigt, siger Simon Gasberg til LigaBold.dk.

Opgøret mellem Aalborg Freja og Brøndby IF er lige nu sat at skulle spilles mellem 26. og 28. oktober.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.


Af Anders Jensen
Onsdag 27. oktober
Tirsdag 26. oktober