Luk

Serie 2-hold nedlagde DS-hold i pokaltriumf

| Sydbank Pokalen | 3 kommentarer

Infoboks

Serie 2-holdet FC Nyhavn er klar til hovedturneringen af Sydbank Pokalen efter en overraskende 2-0-sejr over Danmarksserie-mandskabet Husum Boldklub.

Du kan læse artiklen på LigaBold.dk - eller herunder.

Serie 2-holdet FC Nyhavn har gjort det igen.

Først slog FC Nyhavn Københavnsserie-holdet Vigerslev Boldklub ud i anden kvalifikationsrunde af Sydbank Pokalen.

Tirsdag aften leverede Serie 2-mandskabet endnu en stor pokaloverraskelse.

FC Nyhavn stod over for Danmarksserie-holdet Husum Boldklub i den fjerde og sidste kvalfikationsrunde af Sydbank Pokalen 2021/2022 om en plads i hovedturneringen, og det endte med en højest overraskende 2-0-sejr til Serie 2-holdet.

Dermed er FC Nyhavn at finde bowlen, når der skal trækkes lod til første runde af hovedturneringen af Sydbank Pokalen 2021/2022.

FC Nyhavn-spiller Anders Skanderup siger til LigaBold.dk, at der var stor forløsning og jubel efter triumfen, og holdet greb kampen godt og disciplineret an.

- Når man er et Serie 2-hold, der møder et Danmarksserie-hold, så kan man enten blive lidt kyst af det, eller man kan prøve at nyde det. Vi var egentlig meget spændte på at skulle spille den kamp. Vi snakkede om, at vi ville fokusere på os selv og det, som vi er gode til.

- Kampbilledet var, som man måske kunne forvente, at Husum var meget på bolden, og vi stod meget kompakt og stod tæt sammen og disciplineret. Vi vidste godt, at vi skulle stå sammen og overlade spillet til dem, og så snakkede vi om, at vi nok skulle spille en hård kamp. 

- Vi gik til den i alle duellerne, og så var det bare kollektivet, der vandt, fordi vi stod sammen, siger Anders Skanderup til LigaBold.dk.

Fik holdet fejret sejren?

- Ja, vi fejrede den helt sikkert. Vi var meget lettede. Umiddelbart var det også en fuldt fortjent sejr, hvor vi stod godt og lukkede ned. De havde egentlig ikke en eneste stor chance, men de havde nogle frispark uden for feltet, som var det tætteste, som de kom på, og to af dem sparkede de i muren.

- Vi lukkede dem helt fuldstændigt ned, og de kom ikke rigtig frem til noget, og vi var tættere på at komme foran 3-0. Vi havde et forsøg, som vi sparkede midt på deres målmand. Ellers var vi meget glade og lettede, og vi har haft følelsen før, da vi mødte Vigerslev Boldklub (fra Københavnsserien, red.), som vi også slog ud.

Anders Skanderup stod for 1-0-scoringen, hvor han vandt en løbeduel i venstre side og satte bolden ind bag keeperen efter 20 minutters spil. Ved 2-0-målet stod han for assisten efter et langt indkast, hvor Jonas Bergeland gjorde det til 2-0 i det 62. minut.

De lange indkast er et våben, som FC Nyhavn bruger i kampene, og det er til stor underholdning for tilskuerne, siger venstrekanten.

Artiklen fortsætter under billedet.

Anders Skanderup. Foto: FC Nyhavn

Fed følelse

Den 25-årige kantspiller siger, at det er lidt surrealistisk, at holdet nu står i hovedturneringen.

- Der er mange af os, der griner og siger, at vi skal i Europa, men der er stadig bare fokus på os selv. Så synes vi også, at det er sjovt at være med.

- Det er første gang, at vi er med så langt, og jeg tror også, at det er første gang, at vi har haft så svært et program. Vi prøver at hive os op, og vi synes, at det bliver sjovere og sjovere, når hvor folk begyndte at lægge lidt mærke til det efter sejren over Vigerslev Boldklub, og i går kom der også lykønskninger. Det var en sjov og fed følelse.

Anders Skanderup mener, at kampen foregik meget på FC Nyhavns præmisser, og at opgøret ikke var tæt. Han er en smule overrasket over, at Danmarksserie-mandskabet ikke viste et højere tempo.

- Det virkede lidt som om, at det var en kamp, de skulle vinde, og som mest af alt skulle overstås fra deres side. Så jeg tror, at det kom bag på dem, at vi ikke bare lagde os ned fladt. Vi gik ind og fokuserede på at arbejde for hinanden, og så har vi nogle rigtig gode og hurtige folk oppe foran, som er farlige på omstillinger. 

- Man kunne mærke, at de spillede hurtigere, og det er et godt hold, som vi mødte, men de havde ikke rigtig nogle løsninger, og det foregik meget på vores præmisser.

- Vi lod dem slå bolde ud over siderne, og vi vandt duellerne ti ud af ti gange. Så prøvede vi at få bolden op, og der kunne man godt mærke, at genpresset ikke er noget, som vi er vant til. Ellers var det meget på vores præmisser. Vi lod dem spille rundt om os, og de kom stort set ikke ind i feltet overhovedet. 

- De prøvede at spille over kanterne, og der havde vi fuldstændig kontrol over dem, siger kantspilleren til LigaBold.dk, der tilføjer, at FC Nyhavn er ekstra motiveret, når holdet er i en 'underdog-rolle'.

Når FC Nyhavn træder ind i hovedturneringen, så kan der vente stor modstand i form af divisionshold, og kantspilleren håber, at FC Nyhavn kan få 'en så stor oplevelse som muligt'.

FC Nyhavn indtager femtepladsen i den københavnske Serie 2 med 38 point efter 23 kampe.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.


Af Anders Jensen
Torsdag 5. august
Onsdag 4. august