I de danske serierækker render flere store fodboldnavne rundt i forskellige funktioner.
I samarbejde med ligabold.dk bringer bold.dk fremover interviews med nogle af de navne, der ikke helt har kunne tage afsked med fodbolden.
Lørdag kan du læse om den tidligere FC København-målmand Benny Gall, der drømmer om, at trænerkarrieren skal bringe mere med sig end det nuværende job i Danmarksserien.
Tidligere FCK-målmand drømmer om mere end Danmarksserien
Af Mads Bødker, ligabold.dk
Benny Gall har været igennem meget i sin fodbold- og trænerkarriere. Alt fra mesterskaber og glæde til fyringer og frustrationer.
Den tidligere målmand har i sin professionelle fodboldkarriere stået på mål for Fremad Amager, KB, Brønshøj, Esbjerg og FC København i Danmark.
Det blev også en tur til udlandet, da Benny Gall i en årrække var i Holland, hvor han tørnede ud for Dordrecht 90 og De Graafschap, inden turen gik til Shrewsbury Town i England.
Benny Gall har i sin tid som spiller haft en masse forskellige trænere, og den nu 49-årige cheftræner for Skjold Birkerød har også fået en masse inspiration fra dem, som han bruger på sidelinjen i Danmarksserien.
- Jeg tror, jeg har taget nogle ting med fra alle trænere. Nogle trænere havde noget super fedt, og andre havde nogle ting, som måske ikke var så fedt. Jeg husker tilbage på det gode, siger Benny Gall til ligabold.dk.
Benny Gall havde blandt andet Ståle Solbakken og Hans Backe som trænere i FC København. Men det er en helt tredje træner, som han husker tilbage på med stor inspiration.
- Viggo Jensen i Esbjerg var rigtig god. Strukturen var rigtig fed, og der er mange af de ting, som han arbejdede med, som jeg bruger nu som træner, udtaler Benny Gall og fortsætter:
- Med Viggo Jensen var det ganske få berøringer til træning. Til træningen var det måske ikke lige kønt hver gang, hvor mange afleveringer ikke blev sat sammen, men til kampene var der mere plads, og der fungerede det. Så han har en stor indflydelse på de ting, som jeg gerne vil arbejde med.
Benny Gall mener dog, det vigtigste er at have sig selv med i tingene og gøre tingene på sin egen måde.
Målsætninger og ambitioner
Selv om Benny Gall for tiden er træner på det fjerdehøjeste niveau i Danmark, så lyder de personlige målsætninger og ambitioner på et job i de højere rækker.
- Jeg har ambitioner som træner. Så store som jeg overhovedet kan have. Tingene skal dog hænge sammen, og lige nu er jeg også ejendomsinspektør, som jeg er rigtig glad for, så det skal være et job, som skal være meget interessant, før jeg vil overveje det, udtaler Benny Gall og fortsætter:
- Man skal have ambitioner som spiller, og sådan skal det også være som træner. Om det så er 2. division, 1. division, Superligaen eller udlandet, der kunne lokke mig, ved jeg ikke endnu. Jeg tror, at det er vigtigt at have ambitioner, for ellers er man knap så engageret i tingene, siger Benny Gall.
Benny Gall har allerede prøvet sig af som træner i divisionerne, hvor han har været træner for FCK's reserver, B 93, Elite 3000 Helsingør, AB og Avarta.
Siden vinteren 2019, har han været cheftræner i Skjold Birkerød, hvor han inden da var assistent.
Savnet til det professionelle fodboldliv
Selvom Benny Gall er rigtig glad for sit job som ejendomsinspektør, så dukker savnet til det professionelle fodboldliv op af og til.
- Jeg savner det nogle gange. Det er det fedeste job i hele verden, og fuldtidstræner er det næstbedste. Jeg kan godt savne lugten af savsmuld, hvis man kan sige det sådan, i omklædningsrummet. Miljøet i fodboldverden er helt specielt, siger Benny Gall.
Flere spillere kan opleve et dyk i tilværelsen, efter man stopper med at være professionel fodboldspiller, men det oplevede Benny Gall ikke noget af.
- Jeg er fra den årgang, som havde en uddannelse og ikke kun spillede fodbold. Inden jeg tog til udlandet, tog jeg en uddannelse. Så det var ikke sådan bagefter, at jeg tænkte, hvad skal jeg nu? Jeg er stadig i miljøet og får set en masse fodbold.
- Jeg kan godt forstå, hvad der sker med dem, som kommer ned i et hul efter deres karriere. Man kommer til at savne det, og de relationer, som man havde, er bare er væk, udtaler Benny Gall.
Tiden i FCK
Benny Gall stoppede sin professionelle fodboldkarriere i 2007 i FCK, og strøg direkte over i rollen som træner - faktisk skete det, før han stoppede med fodbolden selv.
- Min overgang var lidt speciel. Jeg blev træner for FCKs reservehold samtidig med, at jeg var spiller i førsteholdstruppen. Jeg havde en dobbeltfunktion, og det gik fint, siger den nuværende cheftræner fra Skjold Birkerød.
Benny Gall husker tiden i FC København, som værende helt unik.
- Mit fodboldhjerte ligger i KB og i FC København. I november havde vi en 30-års reunion, og jeg mødte de gamle holdkammerater. Mit hjerte tikker og banker i den klub. Hvis de ringede til mig og havde en stilling, så ville jeg være lydhør. Jeg har virkelig gode minder fra ungdommen i klubben og som senior, siger Benny Gall om sin tid i FC København.
Benny Gall var professionel i FC København fra 2001-2007, og han var med til at vinde fire mesterskaber med klubben. Det blev dog ikke til så mange kampe for Løverne.
Bænken var der, hvor Benny Gall brugte det meste af sin tid - en rolle han var afklaret med, selv om han på et tidspunkt var godt inde i varmen i startelleveren.
- Jeg vil dele min tid i FCK op i tre faser. I starten var jeg afklaret med at skulle sidde på bænken. Så kom der en fase to, hvor jeg var bedre end dem, som var der, og så blev jeg rimelig afklaret til sidst igen, siger han.
I fase to var Benny Gall godt frustreret og så sig selv bedre end de andre målmænd i klubben.
- Sådan er det nogle gange. Det, man selv synes, er ikke ensbetydende med, hvad andre synes. Jeg stod seks-syv kampe i træk. Magnus Kihlstedt var på bænken, og jeg havde teten. De andre målmand var blevet købt dyrt ind, og de blev på en måde tvunget til, at skulle bruges.
- Jeg var frustreret over ikke at spille, og Kihlstedt og Balazs Raboczski blev ved med at lave fejl. Jesper Christiansen blev hentet ind, og så var man afklaret igen, udtaler Benny Gall.
Benny Gall fremhæver desuden Jesper Christiansen som den bedste målmand, han har spillet sammen med.
Benny Gall nåede i alt at spille otte kampe i Superligaen for FC København. I Esbjerg spillede han 31 kampe i Superligaen.


FC København






























