Luk

Serie-stjerner: Durmisi var svær at spille mod

| Danmark | 0 kommentarer

Infoboks

FC Nordsjælland - Viborg FF
Superligaen Grundspil (18/07)
Oddset 1,77 3,80 4,30

bold.dk vil i den kommende tid bringe historier om mange af de store navne fra dansk fodbold, der fortsat er aktive i serierækkerne, i samarbejde med LigaBold.dk.

I de danske serierækker render flere store fodboldnavne rundt i forskellige funktioner.

I samarbejde med LigaBold.dk bringer bold.dk fremover interviews med nogle af de navne, der ikke helt har kunnet tage afsked med fodbolden.

Søndag kan du læse om den tidligere Esbjerg fB-, Viborg FF- og Hobro IK-spiller Sebastian Lykke Andersen, der står noteret for 113 Superliga-kampe.

32-årige Sebastian Lykke Andersen er i øjeblikket assistenttræner i Sjællandsserie-klubben Solrød FC.

Du kan læse artiklen på LigaBold.dk - eller herunder. 

Serie-stjerner: Durmisi var svær at spille mod

At Sebastian Lykke Andersen skulle ende som professionel fodboldspiller, var ikke noget, der stod i kortene, da den unge spiller løb rundt i barndomsklubben Solrød FC. Der var det glæden til fodboldspillet, der var den store drivkraft for midtbanespilleren.

Sebastian Lykke Andersen siger til LigaBold.dk, at han bestemt ikke havde regnet med, at han skulle blive professionel fodboldspiller, da Andersen ikke var én af de bedste i årgang 1988. Han startede endda på andetholdet som juniorspiller, da han rykkede til Herfølge.

- Da jeg var helt ung, var jeg slet ikke blandt de bedste i min årgang eller på mit hold overhovedet. Da jeg tog til Herfølge, var det som juniorspiller, hvor jeg spillede på andetholdet. Der var mange, der var bedre end mig. Jeg spillede fodbold, fordi jeg rigtig godt kunne lide det.

- Det var på det tidspunkt, hvor det også var sjovt at gå til fest, men jeg syntes også, at det var sjovt at gå til fodbold. Jeg er født sent i årgang 88, så jeg udviklede mig måske lidt senere. 

- Da jeg så blev andenårsjunior, der begyndte jeg at komme ind blandt førsteholdet og gjorde det fint der. Jeg havde aldrig troet, at fodbold var noget, som jeg ville komme til at leve af, men jeg ville selvfølgelig gerne, siger Sebastian Lykke Andersen til LigaBold.dk.

Han fik sig dog kæmpet ind i førsteholdstruppen, og herefter begyndte ungdomslandsholdene også at få øjnene op for midtbanespilleren. Her tænkte Andersen, at han måske godt kunne komme til at leve af at spille fodbold. En tanke, der havde været langt væk tidligere.

- Da jeg så begyndte at spille på U20- og U21-landsholdet, der begyndte jeg at være i førsteholdstruppen i Herfølge, og jeg var på kontrakt der. Så der begyndte jeg at tænke, at jeg måske kunne komme gennem nåleøjet. Jeg spillede mod de bedre hold i Danmark, hvor jeg godt kunne være med.

- Der tænkte jeg, at det måske godt kunne lade sig gøre. Da jeg spillede på U20- og U21-landsholdet, der var jeg begyndt at blive lidt mere integreret i truppen. 

- Første gang, at jeg blev udtaget til U20-landsholdet, syntes jeg godt nok, at det var nogle prominente spillere. Det var altid dem, der havde været bedst i min årgang, så det, syntes jeg da, var superfedt, at man måske godt kunne være med alligevel.

Var en omvæltning at komme til Esbjerg

Efter flere gode år i Herfølge, der senere blev til HB Køge, hvor han også fik prøvet kræfter med Superliga-fodbold og blev kåret som 'Årets Talent' i Herfølge i 2008, opstod en rigtig god mulighed for den dengang 22-årige spiller. 

Esbjerg fB ville gerne have ham til klubben i foråret 2010, og den vestjyske klub endte med at købe ham fri i HB Køge et halvt år før kontraktudløb.

- Det var jeg sindssygt spændt på. Esbjerg lå nummer tre i Superligaen, da jeg skrev kontrakt med holdet, og det var kæmpestort for mig at komme derover til et nyt stadion også. Jeg var også sindssygt stolt over, at Esbjerg gerne ville have mig og endte med at købe mig fri før tid, siger midtbanespilleren.

Der ventede en noget anden tilværelse for midtbanespilleren i det vestjyske. Her var der hård kamp om pladserne i startopstillingen, og han husker, at det tekniske niveau i Esbjerg var i en helt anden kaliber, end han havde været vant til.

- Der var et andet budget, men jeg skulle også kæmpe med Søren Rieks, der var inde omkring A-landsholdet på det tidspunkt, og Peter Nymann, der fik A-landsholdsdebut, lige efter jeg kom til. 

- Jeppe Mehl spillede meget, og én, som jeg kæmpede med, Martin Braithwaite er det jo også gået meget godt for. Ankersen-brødrene var der også, så vi havde nogle unge spillere, der virkelig havde noget niveau.

- Der var også nogle etablerede spillere, der var rigtig gode, så det var en stor omvæltning for mig. Det var ikke sådan, at det træningsmæssigt angående dosering og hårdhedsmæssigt var, at jeg blev helt 'blown away' og tænkte, at jeg ikke kunne være med. 

- I forhold til det tekniske niveau, der var der en forskel. Der skulle man være skarpere  Det var der ingen tvivl om, og det skulle jeg vænne mig til. Det var heller ikke sådan, at jeg bragede igennem og gjorde rent bord, men jeg fik nogle kampe.

Manglede stabilitet

Det blev til cirka tre et halvt år for Sebastian Lykke Andersen i den vestjyske by, hvor han dog i et halvt år var udlejet ud til AC Horsens i foråret 2011. Her blev det til en pokaltitel med Esbjerg i 2013 og 47 Superliga-kampe. Når midtbanespilleren skal vurdere sin tid i det vestjyske, så var der både gode og dårlige momenter. Stabiliteten manglede.

- Da jeg var i momentet, så syntes jeg måske ikke, at jeg fik lang nok snor, men efter, at jeg er blevet ældre og klogere, så har jeg også kunnet se, at jeg ikke har været stabil nok. 

- Jeg var rigtig god i nogle kampe, så var der nogle 'mellemkampe', og så kom der måske nogle dårlige kampe, og så var jeg måske god igen. Så jeg var ikke stabil nok, det må jeg erkende. Når man bliver ældre og klogere, så lærer man nogle ting.

- Hvis jeg havde den indsigt dengang, som jeg har nu, så havde jeg måske haft lidt mere ro og tænkt, at jeg nok skulle få mit, hvis jeg bare præsterede mere kontinuerligt, men det gjorde jeg ikke. 

- Jeg var for svingende, og det er selvfølgelig ærgerligt, for jeg tror helt sikkert, at jeg kunne have gjort mig, hvis jeg havde lagt noget stabilitet ind i mit spil.

Viborg endte med at løbe med Sebastian Lykke Andersens underskrift i september 2013, efter at Esbjerg havde sagt til midtbanespilleren, at klubben ikke kunne bruge ham. Viborg var netop rykket op i Superligaen. 

Det var dog ikke det rette match, siger Andersen. Derfor fik han ophævet sin kontrakt hos de grønblusede og skiftede til Hobro i januar 2014 på en halvårig kontrakt.

Her fik Sebastian Lykke Andersen godt med spilletid, og det betød meget for ham at spille kontinuerligt.

- Det gav mig rigtig meget. Jeg havde også spillet i Esbjerg, men det var meget 'on and off' og måske mest 'off' til sidst. Hvis jeg havde spillet hele tiden, var jeg nok ikke blevet sendt videre. Det gjorde sindssygt meget for mig, og Jonas Dal troede på mig, og han lod mig spille.

- Hvis man har ledere, der tror på én, så rykker man sig klart mere, og det var også tilfældet for mig, da jeg fandt mig en plads i en ny klub. Jeg var sindssygt glad for det, og Hobro har haft stor betydning for mig. Jeg har været med til at rykke dem op to gange, så det er klart, at jeg har nogle gode tider derfra.

Auri har betydet meget

I sommeren 2014 kunne Hobro og Sebastian Lykke Andersen dog ikke blive enige om lønnen til en ny kontrakt, og derfor var Andersen fortid i Hobro for denne gang. 

Midtbanespillerens tidligere træner Auri Skarbalius var blevet ansat som ny Viborg-træner, og derfor var det oplagt for Andersen at vende tilbage til de grønblusede.

- Så kom Viborg på banen, og Auri var træner. Han er nok én af de seniortrænere, der har betydet mest for mig. 

- Jeg kunne derfor mærke, at det var det rigtige for mig, og Viborg ville mig rigtig meget, og det ville Auri også, så det var lidt en 'no-brainer' for mig at tage dertil.

Auri Skarbalius har en stor stjerne hos Sebastian Lykke Andersen, da træneren var med til at ruske op i midtbanespilleren, der til tider ikke arbejdede hårdt nok.

- Han havde nok en anden indstilling til tingene, hvor jeg ikke var sløv, men jeg var måske lidt nonchalant en gang imellem og måske ikke arbejdede lige så hårdt, som jeg skulle. Så kom én ind, der forventede noget hver gang. Han sagde, at jeg sagtens kunne spille fodbold, jeg skulle bare have den anden del med.

- Det fik jeg så med, og han troede sindssygt meget på mig også i de perioder, hvor jeg måske ikke spillede op til det, som jeg skulle. Så kunne jeg tage en kammeratlig samtale med ham og få lov til at udfolde mig. 

- Der leverede jeg rigtig gode resultater under ham, og hvis der var en klub, der gerne ville have mig, hvor han også var træner, så vidste jeg, at klubben rigtig gerne ville mig, som den jeg er.

Den bedste tid i Viborg

Tiden i Viborg blev også rigtig god for Andersen, og han spillede endda hele 32 Superliga-kampe i sæsonen 2015/2016, og det var sæsonen efter, at Viborg igen havde strøget til tops i 1. division..

- Det var den den bedste spillemæssig tid i min karriere. Det år, hvor vi rykkede op med Viborg, spillede jeg sindssygt mange kampe og lavede nogle rigtig gode mål. 

- Jeg havde en stor betydning for holdet. Selvom jeg har vundet pokalturneringen med Esbjerg, som er den største enkeltstående ting, som jeg har opnået, og jeg har rykket op en masse gange.

- I den sæson var det en hel sæson, hvor jeg var god, og det var med reference til, at jeg ikke havde været stabil nok. Den periode, hvor jeg var mest stabil, var det overløb fra Hobro til den sæson i 1. division for Viborg.

Sæsonen 2015/2016 blev dog den sidste i Superliga-regi for Sebastian Lykke Andersen. Trods meget spilletid ville Viborg en anden vej, og derfor valgte han at drage til sin tidligere klub Hobro. Det passede godt for ham personligt, og han har det okay med, at det ikke blev til mere i Viborg.

- Det kan man ikke gøre så meget ved. Hvis man får formuleret det på en ordentlig måde og med respekt, når man har ydet en indsats for klubben, så er det sådan, som det er. Så var Ove Pedersen i Hobro, hvor jeg havde været før, og jeg kunne blive boende i Viborg.

- Vi skulle ikke til at flytte rundt i Jylland i forhold til at skulle flytte tilbage til Sjælland på et tidspunkt. Derfor blev det Hobro. Klubben ville mig rigtig meget, og jeg kendte også en del af spillerne. Det var et valg, som jeg vidste, at jeg ville blive glad for.

Ekstraordinære Kjær og svære Durmisi

I løbet af tiden på højeste niveau har Sebastian Lykke Andersen spillet med og mod mange gode spillere, men han har et par stykker, som han vil fremhæve.

- Det er jo nemt at sige Braithwaite (Martin Braithwaite, red.), fordi han spiller i Barcelona, men én af dem, som jeg var mest imponeret over, var Søren Rieks. Han var en dygtig fodboldspiller, og han kunne rigtig mange ting. 

- I min Herfølge-tid, der spillede jeg med min gode kammerat Nicklas Pedersen, og der er der også noget venskab i det, da han er en af mine bedste kammerater. Der var rigtig mange i min Esbjerg-tid.

- Nogle af dem, som jeg har spillet mod i Superligaen eller på U21-landsholdet har været ekstraordinære gode eksempelvis Simon Kjær og Winston Reid. Det er på et niveau, der er lidt over, hvad mine kompetencer rækker til. 

- Der har været nogle. Riza Durmisi, synes jeg, var rigtig svær at spille overfor. Han var rigtig hurtig og havde noget power, som jeg ikke havde fartmæssigt, så når jeg skulle følge ham, var det ikke så nemt.

Ville hjem til Sjælland

I sæsonen 2016/2017 var midtbanespilleren med til at rykke Hobro op i Superligaen, men det blev kun til én sæson i den jyske klub. 

Familien ville gerne hjem til Sjælland igen efter syv et halvt år i Jylland, og Andersen var blevet færdiguddannet finansøkonom og begyndte at tænke på livet efter fodboldkarrieren.

Superliga-klubberne stod ikke i kø for at hente ham, men Fremad Amager fra 1. division viste interesse, og det var tiltalende for midtbanespilleren.

- Jeg vidste godt Superliga-klubber som FC Nordsjælland, Brøndby, FC København og Lyngby ikke ville hente mig. 

- Derfor skulle jeg finde en klub, der havde nogle ambitioner og som ville mig, så det også kunne passe træningstidsmæssigt med, at jeg også skulle lave noget andet.

- Fremad Amager havde en rigtig god pakke, og jeg havde nogle gode snakke med deres tidligere ejer og 'Faxe' (John 'Faxe' Jensen, red.), og jeg syntes, at det lød rigtig spændende. Vi havde selv mødt dem med Hobro, hvor vi havde fået ørerne i maskinen et par gange. Det virkede som et rigtig godt match for mig.

Nu skulle Andersen indfinde sig med, at det var fodbold på deltid, og derfor begyndte han at arbejde i en bank i november 2017.

Det blev ikke den store succes for ham i Amager-klubben. Midtbanespilleren nåede blot at spille 16 kampe for klubben, da han døjede med mange skader. Derfor nåede karrieren en ende i sommeren 2019, da han stoppede i Fremad Amager.

Den i dag 32-årige Sebastian Lykke Andersen er nu assistenttræner i Sjællandsserie-klubben Solrød FC, og trods sine blot 32 år gør han sig kun på sidelinjen, da kroppen ikke kan holde til at spille fodbold mere.

Kunne have udnyttet spidskompetencerne noget bedre

Sebastian Lykke Andersen er stolt over sin karriere, men han tror, at han med lidt mere kontinuitet i præstationerne på banen måske kunne have fået chancen i udenlandsk klub. Han kunne blandt andet praktisere et 'knækskud', som han blev kendt for.

- Alle har sine begrænsninger, og det havde jeg selvfølgelig også, men jeg havde nogle spidskompetencer med mit spark, som jeg måske godt kunne have udnyttet bedre og brugt mere, selvom mine holdkammerater nok vil mene, at jeg har skudt rigeligt på mål.

- I forhold til Superliga-niveau, der synes jeg, at jeg havde nogle spidskompetencer, og dem fik jeg måske ikke brugt nok. Hvis jeg havde fået at vide inden, at jeg ville have fået den karriere, som jeg har fået, så ville jeg have skrevet under på det.

- Samtidigt, så er der nogle ting, som jeg tænker tilbage på, at jeg godt kunne have gjort anderledes, og hvor jeg måske kunne have nået ud over landets grænser, hvis jeg havde været heldig og gjort det godt over en længere periode. Men jeg er stolt over det, som jeg har nået.

Det var specielt tiden i Esbjerg, hvor han kunne have slået mere igennem.

- I Esbjerg var det et spændende hold, som jeg spillede på, og mange røg videre derfra, så hvis jeg havde sat en bedre periode sammen af kampe, så tror jeg godt, at jeg ville kunnet have kommet ud, men det gjorde jeg ikke.

- Det er dog ikke noget, som har spøget, da det ikke rigtig har været tæt på. Jeg har været glad for de klubber, som jeg har været i, men jeg tror godt, at jeg kunne have snuset til udlandet, siger Sebastian Lykke Andersen til LigaBold.dk.

Sebastian Lykke Andersen nåede at spille 113 Superliga-kampe i løbet af karrieren. Det blev til fire kampe for det danske U21-landshold.


Af Anders Jensen
Søndag 20. juni
Lørdag 19. juni
Jesper H: Endte i en grotesk situation i FCM
06:30
Højer om AGF-tid: Fantastisk er for lille et ord
06:30
Jordi Alba: Vi manglede en smule held
06:14
Wales og Schweiz kæmper for avancement
06:00
Arturo Vidal vil fortsætte næste sæson i Inter
04:32
Dortmund: Arbejder på at hæve Isak-klausul
02:46
Jesper H: Endte i en grotesk situation i FCM
02:30
Danilo: Kunne ikke håndtere tyskernes taktik
02:27
Spanien og Polen delte i intens affære
02:26
Higuain: Messi fortjener trofæ på landsholdet
02:23
Higuain: Messi fortjener trofæ på landsholdet
01:57
Bernio Verhagen - gaven der bliver ved med at give
01:49
Jesper H: Endte i en grotesk situation i FCM
01:49
Frankrig smed point i den ungarsk heksekedel
01:46
Spanien og Polen delte i intens affære
01:42
Bernio Verhagen - gaven der bliver ved med at give
01:40
Danmark uden sejr i EM: Det er frustrerende
01:30
Danmark uden sejr i EM: Det er frustrerende
01:27
Danmark uden sejr i EM: Det er frustrerende
01:00
Esbjerg fB - Sommer, Sommer og Sol...
00:42
Higuain: Messi fortjener trofæ på landsholdet
00:41
Dortmund: Arbejder på at hæve Isak-klausul
00:20
Officielt: Depay skifter til Barcelona
00:16
Spanien og Polen delte i intens affære
00:11
Jordi Alba: Vi manglede en smule held
00:09