Luk

Luk

Serie-stjerner: Man holdt kæft som ung i AGF

| International | 0 kommentarer

Infoboks

bold.dk vil i den kommende tid bringe historier om mange af de store navne fra dansk fodbold, der fortsat er aktive i serierækkerne, i samarbejde med LigaBold.dk.

I de danske serierækker render flere store fodboldnavne rundt i forskellige funktioner.

I samarbejde med LigaBold.dk bringer bold.dk fremover interviews med nogle af de navne, der ikke helt har kunnet tage afsked med fodbolden.

Søndag kan du læse om den tidligere Udinese-, Fiorentina- og AGF-spiller Martin Jørgensen, der står noteret for 102 A-landskampe, 180 kampe for Udinese, 151 kampe for Fiorentina og 195 kampe for AGF.

Du kan se et af Martin Jørgensens flotte mål for AGF i videoen øverst i artiklen. 

46-årige Martin Jørgensen hjalp Serie 4-mandskabet Hammelev SUF i efteråret. Og hvem ved, måske kommer han i spil igen?

Du kan læse artiklen på LigaBold.dk - eller herunder.

Serie-stjerner: Man holdt kæft som ung i AGF

Der var næsten udelukkende fodbold på menuen, da Martin Jørgensen gik i skole og spillede i den lille klub IF Midtdjurs. Det var jo det sjoveste og bedste spil i verden, som Martin Jørgensen siger.

AGF kunne også hurtigt se, at Jørgensen kunne noget specielt, og allerede som 13-årig fik AGF fingrene i ham.

At komme til AGF var noget af omvæltning, husker Martin Jørgensen. Han siger til LigaBold.dk, at der var hård konkurrence i Aarhus-klubben.

- Jeg gik fra at være den klart bedste i Midtdjurs uden at fornærme mine barndomskammerater til at være én blandt mange, hvor jeg skulle kæmpe for min plads og træne og spille kamp hver gang. Det gik fra at være hygge til at være lidt mere elitepræget. 

- Det var det, som jeg havde lyst til og drømte om. Jeg har ikke følt, at jeg ofrede andre ting for at spille fodbold, fordi det var det, som jeg havde lyst til, siger Martin Jørgensen til LigaBold.dk.

Ved at blive en del af Aarhus-klubben spillede han sig tættere på målet om at kunne kalde sig professionel fodboldspiller.

- Det var bare et skridt i den rigtige retning i den udvikling, og drømmen var at blive professionel fodboldspiller, også gerne i udlandet. Det var et skridt på vejen, og når man er ungdomsspiller, så er det største at komme til at spille på førsteholdet, og det var det også for mig.

- Jeg var stadig ung, så der var stadig større navne og bedre spillere, som jeg kunne læne mig op ad. Jeg har kun betragtet det som en del af min udvikling og nogle gode år, som lærte mig meget, og som helt sikkert har hærdet mig, så jeg var klar til at komme til udlandet.

Artiklen fortsætter under billedet.

En ung Martin Jørgensen med Stig Tøfting i AGF-tiden. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Martin Jørgensen blev hurtigt en etableret del af truppen, men hierarkiet var helt klart i AGF. De unge skulle holde mund og lytte til de rutinerede. Det var dog ikke noget, der afskrækkede Jørgensen.

- Stig Tøfting var der, og Torben Piechnik var lige kommet hjem fra Liverpool og havde vundet EM. Lars Windfeld var en utrolig god målmand, Thomas Thorninger kunne lave mange mål, og Jan Bartram spillede jeg med i en kort periode, som også havde spillet på landsholdet. Alle havde et godt højt niveau. Om jeg så op til nogle af dem, det tror jeg ikke. Jeg tror bare, at jeg lærte noget af dem alle sammen. Jeg lyttede til de ældre, og hierarkiet var rimelig tydeligt.

- Når man var ung i AGF, holdt man kæft, og så bar man kegler, flyttede mål og fyldte vanddunke op, og så kunne man igennem sine præstationer få lov til at ytre sig en gang imellem.

Hvordan havde du det med det?

- Det havde jeg ingen problemer med. Det var sådan, som det var. Den del, tror jeg også, hjalp mig, da jeg kom til Udine, især i det første år hvor jeg ikke spillede ret meget og sad udenfor hele tiden. Jeg lærte, at man ikke sagde så meget. Man arbejdede bare, og så fik man også chancen på et tidspunkt.

Artiklen fortsætter under billedet.

Her ses Martin Jørgensen i aktion for Udinese. Foto: Henning Bagger/Nf-Nf/Ritzau Scanpix 

Jørgensen nåede at spille 92 Superliga-kampe for AGF i første omgang, inden Udinese kastede sin kærlighed på danskeren. Midtbanespilleren skiftede til italiensk fodbold i 1996. Det var dog ikke nemt at skifte til den hårde italienske liga.

- De havde set mig i Cypern i en træningsturnering, og de havde en dansk talentspejder Allan Michaelsen, Jan Michaelsens far, så der blev sat et møde i stand, og så snakkede vi og forhandlede en kontrakt. Jeg var nede at se klubben og snakke med Thomas Helveg, der spillede i klubben, og så blev det Udinese, men jeg var meget tæt på at skrive under Perugia, men det gik i vasken, og det er jeg meget glad for i dag.

Hvordan var din start?

- Jeg var træt af, at jeg spillede så meget, men jeg vidste også, at jeg skulle bruge det første stykke tid på at lære både italiensk og den måde, som man spillede fodbold på, der var helt anderledes end det, som jeg havde spillet i Danmark.

- Jeg havde ikke de store forventninger om at spille med det samme, og derfor var det måske også nemmere at komme over og acceptere, og samtidig så jeg det som en periode, hvor jeg havde brug for at lære og blive bedre. At jeg så synes, at jeg var god nok til at spille, selvom jeg ikke spillede, det var så en anden side af sagen. Det blev først min tid efter et halvt års tid.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Martin Jørgensen scorede mod Brasilien ved VM i 1998, og det mål er han glad for. Foto: Morten Juhl/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Fra 'ukendt' til 'kendt'

Han fandt dog hurtigt melodien i Udinese, og i Udinese-tiden fik Jørgensen også en stor landsholdsmæssig oplevelse til VM i 1998, da han scorede mod Brasilien i kvartfinalen.

Han bragte Danmark foran med 1-0 allerede i det andet minut mod det stjernespækkede brasilianske mandskab, og det var endda Jørgensens første landskampsmål. På det tidspunkt var midtbanespilleren kun 22 år.

- Det var en kæmpe oplevelse bare at være med til VM. Det gik godt, så det var drømmen, der gik i opfyldelse på det tidspunkt. Jeg fik så lov til at score et mål mod Brasilien i kvartfinalen, og det er stadig et mål, som vi kan huske. Det gør det kun endnu sjovere. Det var der, hvor det hele tog fart, og der gik jeg fra at være ukendt til at blive meget kendt.

Havde du det okay med at gå fra at være 'ukendt' til 'kendt' på kort tid?

- Ja, det tror jeg, at jeg havde. Hvordan jeg klarede det, tror jeg, at du skal spørge andre om. Jeg kan da huske de første gange, hvor jeg gik ned igennem Strøget i Aarhus eller ned langs åen, der kan jeg huske, at folk kiggede, og det var jeg absolut ikke vant til. 

- Det lærte jeg også at leve med, og det blev det samme i Italien, da jeg kom til at spille fast, så der var også opmærksomhed der. Jeg har aldrig rigtig følt det som et pres. Jeg har bare prøvet at tage det oppe fra og ned og forsøge at være, som jeg altid har været. Om det lykkedes, skal jeg ikke udtale mig om.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Martin Jørgensen havde nogle gode år i Fiorentina. Foto: Tony Gentile/Reuters/Ritzau Scanpix

Noget helt andet i Fiorentina

Danskeren siger, at han generelt havde en god tid i Udinese, hvor han blev en profil, og det blev til hele syv år i klubben, inden han ønskede at prøve noget nyt. Fiorentina blev næste destination for Jørgensen, og der var stor forskel på Udinese og Fiorentina.

- Man siger, at danskere går op i fodbold, men når man kommer til Udinese, så går de meget mere op i fodbold. Når man så skifter til Fiorentina, så går de meget mere op i fodbold end i Udinese. Jeg kom til en by, hvor jeg ved ikke hvor mange radiostationer, der kun snakkede om Fiorentina, så der var et helt andet pres, end der var i Udinese, så det var en interessant tid. Specielt det første år, hvor vi var ved at rykke ned.

Kunne du mærke, at der var et andet pres i Fiorentina?

- Jeg skulle i hvert fald bevise mig selv igen. De var lidt ligeglade med, hvad jeg havde præsteret i Udinese. Jeg skulle præstere mindst lige så godt der, og det gik ikke så godt det første år, da de var ved at rykke ned, så det var svært at skille sig ud. Det var hårdt det første år og ikke specielt sjovt, men det blev det efterfølgende.

Fiorentina havde et stærkt hold med danskeren i spidsen, og han kan mærke, at holdet dengang har sat et aftryk på byen.

- Fiorentina-tiden var den bedste tid i min karriere, ikke det første år, men det var også en tilvænningsproces, og vi var gode efterfølgende, og det var et fantastisk publikum og en dejlig by, som levede og åndede for fodbold. Det var fem et halvt rigtig gode år på et rigtig godt hold med nogle gode holdkammerater. Vi havde en rigtig god gruppe, og nogle af dem snakker jeg stadig med den dag i dag, så selvom de ikke vandt noget og var tæt på nogle gange, så det er det stadig det holdbillede, der hænger rundt på de små barer rundt omkring. Det er ikke det for i år eller tre år. Det er det billede fra dengang.

Martin Jørgensen endte med at være hele 12 år i italiensk fodbold, og danskeren forklarer, at han godt kan lide italienernes mentalitet.

- Fodboldmæssigt passede det mig rigtig godt, og Italien er bare et rigtig dejligt sted at være og bo, især hvis man kan leve med, at man godt må komme ti minutter for sent til middagsaftaler eller teknikeren fra teleselskabet ikke kom, selvom han havde lovet at komme, og at han først kom i morgen eller overmorgen, og man kan lide at drikke en kop kaffe og et glas vin med sine venner, så er Italien det bedste sted at bo, og det kunne jeg godt. Det betød samtidig noget, når man spillede fodbold, da folk gik op i det. Det var en god kombination.

Artiklen fortsætter under billedet. 

AGF betyder noget specielt for Martin Jørgensen. Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix

Skønt at vende hjem til AGF

I 2010 var det tid til at vende hjem til Danmark, da spilletiden til sidst i Fiorentina var begrænset. Han ønskede også tilspille sig en landsholdsplads til VM i 2010.

Her stod AGF klar til at tage imod Jørgensen, og det var skønt at være hjemme i vante omgivelser.

- Det var rart at komme tilbage til byen, men klubben havde forandret sig. Der var ikke ret mange tilbage fra dengang, jeg var der. Måske et par stykker, 'Magic' vores målmandstræner og så et par stykker på kontoret. Ellers var alt ændret. Det var rart at komme hjem og spille i den klub, hvor jeg havde vokset op i, i hvert fald det første stykke tid, og så blev det bare hverdag igen. Så var jeg bare hjemme og spillede fodbold.

Var det et godt punktum for dig at slutte i AGF, hvor det hele næsten startede?

- Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke rigtig se mig i andre klubber. Jeg ved heller ikke, hvor mange andre Superliga-klubber der havde den store interesse i at hente mig hjem. Jeg følte også lidt mere for AGF, end jeg gjorde for nogle af de andre klubber, og derfor passede det bare bedre, at jeg skulle ende med at spille der. Det kan også være derfor, at jeg spillede så længe. Jeg var måske stoppet før, hvis der ikke havde været den historie, som der var.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Martin Jørgensen fik hele 102 A-landskampe. Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix

'AGF vil altid være min klub i Danmark'

I november 2014 sluttede karrieren for midtbanespilleren efter mange år på toppen. AGF har stadig en stor plads i hjertet på Jørgensen, og han lægger ikke skjul på, at han holder øje med AGF's resultater.

- Jeg følger stadig med resultatmæssigt, hver gang de spiller. Jeg er ikke ved at dø, hvis resultaterne ikke går, som de skal, fordi det har jeg desværre også selv været med til før, så det tager jeg nok lidt mere afslappet end andre. Det er et stykke tid siden, at jeg har været på stadion senest, men det har mere været arbejdsmæssigt, og jeg arbejder selv i weekenden. Jeg følger med, og jeg er også med i 'Legende Cup', hvor vi mødes et par gange om året og hygger med gamle kolleger, så vi holder kontakten til AGF. AGF vil altid være min klub i Danmark, så jeg har interesse i, hvordan det går.

102 A-landskampe, 180 kampe for Udinese, 151 kampe for Fiorentina og 195 kampe for AGF samt hele fem slutrunder blev det for Martin Jørgensen, og derfor glæder han sig også over karrierens meritter.

- Det er noget, der er kommet, efter jeg stoppede. Da jeg var i gang med det, tog den ene kamp bare den anden, og det handlede om at vinde og komme til slutrunder. Det er først, efter jeg stoppede, at jeg har tilladt mig at kigge på, hvad jeg nåede, blandt andet de 102 landskampe. 

- På det tidspunkt tror jeg ikke, at der var mere end syv, der var nået over de magiske 100. Så kan man godt regne ud, at det er de få, der er det forundt, så det kigger jeg også tilbage på med stolthed. Jeg er rigtig glad for at have været en del af det, og jeg synes faktisk, at et par af de hold, som jeg spillede på, spillede noget rigtig flot fodbold, siger Martin Jørgensen til LigaBold.dk.

Martin Jørgensen spiller lidt Oldboys-fodbold med Oldboys-landsholdet, men i efteråret 2021 hjalp han Serie 4-mandskabet Hammelev SUF i den sidste kamp i efteråret, da han kender træneren René Iversen.

Midtbanespilleren regner med, at det var en engangsforestilling, men man skal aldrig sige aldrig. Måske trækker han i støvlerne igen for Hammelev SUF i fremtiden. Hvem ved?

46-årige Martin Jørgensen arbejder til daglig som ekspert for NENT.


Af Anders Jensen
Fredag 27. maj