Luk

Serie-stjerner: Nogle omtalte mig som et 'svin'

| Danmark | 3 kommentarer

Infoboks

AaB - Brøndby IF
Superligaen Grundspil (01/11)
Bet25 2,44 3,50 2,90
Oddset 2,45 3,55 2,80
bet365 2,45 3,50 2,80

bold.dk vil i den kommende tid bringe historier om mange af de store navne fra dansk fodbold, der fortsat er aktive i serierækkerne, i samarbejde med LigaBold.dk.

I de danske serierækker render flere store fodboldnavne rundt i forskellige funktioner.

I samarbejde med LigaBold.dk bringer bold.dk fremover interviews med nogle af de navne, der ikke helt har kunnet tage afsked med fodbolden.

Søndag kan du læse om den tidligere AaB- og Vejle-spiller Calle Facius, der blandt andet vandt det danske mesterskab med AaB i 1995 og fik 300 Superliga-kampe i løbet af karrieren. Nu er han cheftræner i Serie 1-klubben Støvring IF.

Du kan læse artiklen på LigaBold.dk - eller herunder.

Serie-stjerner: Nogle omtalte mig som et 'svin'

Calle Facius blev hentet til AaB i 1989, og det blev startskuddet til en stor karriere for Facius i AaB-trøjen. Han blev hurtigt en del af den faste kerne i AaB-startelleveren som blot 19-årig, og han endte med at spille hele 277 kampe for AaB i sine syv år i klubben. 

Den hårdføre midtbaneslider siger til LigaBold.dk, at han husker tilbage på tiden i den nordjyske klub med gode minder.

- Det var jo startskuddet på det hele. Jeg blev hentet til AaB i 1989 og kom ret hurtigt op i 1. divisionstruppen. 

- Der blev jeg ret hurtigt etableret. AaB-tiden er alt i alt en tid, som jeg ser tilbage på med glæde og en tid, som jeg er utroligt glad for. AaB har stadig en speciel plads i mit hjerte i forhold til min karriere, siger Calle Facius til LigaBold.dk.

Det helt store højdepunkt for Calle Facius var sæsonen 1994/1995, hvor AaB vandt det danske mesterskab. Det var en kæmpe oplevelse for Facius.

- Det var en sæson, hvor det hele gik op i en højere enhed. Det er også ofte det, som man ser med hold, der vinder mesterskaber, som måske ikke lige er forhåndsfavoritter. 

- Det var allerede fra kamp ét af. Jeg startede desværre ud med et par spilledages karantæne, og det gjorde, at mit efterår sådan var lidt 'on and off'.

- Det er klart, at man ikke ændrer en masse på et hold, der bare vinder og vinder. I efteråret 1994 var jeg til sidst ved at have lidt for mange splinter i røven. I foråret 1995 spillede jeg mere eller mindre fast. 

- Jeg kunne godt mærke, at jo tættere vi kom på, jo mere kunne byen og min omgangskreds godt se, hvor det bar henad. Det lykkedes heldigvis for os til sidst, siger han.

Facius mener, at fundamentet for mesterskabet allerede blev lagt af Poul Erik Andreasen, der kom til 1990. Op til mesterskabssæsonen havde AaB forstærket sig med Jens Madsen fra Brøndby og Jes Høgh, og de præsterede sammen med resten af spillerne på et absolut topniveau.

For Calle Facius var det dog ikke den bedste sæson, da han i efteråret 1994 ikke fik meget spilletid.

- Jeg fik min debut i 1990, og der er ingen tvivl om, at årene 1991-1993 var mine klart bedste år, hvor jeg havde en central plads og rolle på holdet. 

- Derefter fik jeg lidt en mere anonym rolle og fik en lidt anden plads og sådan nogle ting. Det var bestemt ikke min bedste sæson, men det var stabiliteten, der gjorde sig gældende, siger Facius.

Euforisk stemning

Han kunne mærke, at der var fodboldfest i Aalborg, da mesterskabet kom tættere og tættere på.

- Mesterskabet var den største oplevelse i AaB-trøjen. Det er der slet ingen tvivl om. Det hele var lidt mere euforisk, at der var optræk til, at Aalborg kunne få deres første mesterskab, så det var meget euforisk, synes jeg.

I efteråret 1995 kom AaB som det første danske hold i Champions League. Her mødte nordjyderne Nantes, Panathinaikos og Porto. AaB endte som nummer fire med fire point. Alligevel husker Facius Champions League-kampene som noget specielt.

- Det var helt fantastisk. Alene setuppet angående Champions League er helt specielt og den atmosfære, der er omkring de kampe, så det er lidt en fjer i hatten. 

- Der var ikke ret mange, der havde regnet med, at vi skulle spille Champions League det efterår, så det var en kæmpe oplevelse, og det er også én af de højdepunkter, som jeg kigger tilbage på. Det var specielt, men meget, meget positivt.

AaB har en speciel plads

I september 1997 var AaB-tiden dog slut for Calle Facius, og han skiftede Ikast. Den sidste tid i AaB var lidt turbulent med vekslende spilletid. Alligevel var det et hårdt farvel til AaB for Facius.

- Det var meget vemodigt den dag, hvor jeg skulle sige farvel til AaB. Det var en af de mindre sjove dag i ens karriere, men det er nogle gange, sådan som det er. 

- Jeg havde fået et rigtig godt indtryk af de samtaler, som jeg havde haft med Ikast. I mine helt unge år var jeg også i Ikast, og jeg kendte en masse dernede. Så jeg var ikke så meget i tvivl om, at det var det rigtige, for at jeg kunne spille permanent igen.

- Så det var det rigtige valg på det tidspunkt, men alligevel var det meget vemodigt. Det var syv år af min karriere, som jeg havde haft i AaB, og jeg havde fået utroligt mange gode oplevelser, og kronen på værket var så mesterskabet. 

- Det er jo sådan, gamet er, og jeg kom ret hurtigt over det igen, og så måtte jeg kigge fremad, siger Facius.

Det blev dog kun et ganske kort ophold i Ikast, da han tog turen videre til Vejle i sommeren 1998.

- Vejle var egentlig også på banen på det tidspunkt, da jeg skiftede til Ikast.  Så jeg vidste, at interessen fra Vejle var der. 

- Det var lige i den periode, hvor Finn Christensen stoppede i Vejle, og klubben mente, at jeg kunne udfylde det tomrum efter ham. Da jeg så rykkede ned med Ikast, henvendte Vejle sig igen, og så blev vi enige om et skifte.

- Det var jeg egentlig heller ikke så meget i tvivl om, at det var det rigtige at gøre på det tidspunkt for at bevare det at skulle spille i Superligaen. I og med, at klubberne blev enige, så skulle jeg bare blive enig med Vejle, og det blev jeg heldigvis, siger Facius.

Tiden i Nørreskoven var en blandet fornøjelse for Facius. Parterne kunne dog ikke enes til sidst, og derfor forlod han Vejle i januar 2003.

- Den første tid i Vejle var utrolig positiv. Jeg spillede fast fra start af, men det var også lidt en turbulent periode i forhold til lidt op- og nedrykning og sådan nogle ting. 

- Så kom der en træner på et tidspunkt, hvor ham og jeg bestemt ikke var enige om tingene. I sidste ende var de så ikke interesseret i at forlænge min kontrakt, og det var jeg egentlig heller ikke, hvis det skulle fortsætte på den måde. Så var der ikke meget tvivl, at vores veje måtte skilles i 2003, siger midtbanespilleren.

Herefter skiftede han til Thisted, hvor han var i en halv sæson, inden han stoppede med divisionsfodbold i sommeren 2003. 

Operationer i begge ankler gjorde, at Facius var slidt som fodboldspiller, og derfor mente han, at tiden var inde til at stoppe.

Blev kaldt et 'svin' af nogle

I tiden som fodboldspiller blev Calle Facius kendt som en spiller, der gik til stålet. Han hørte dog andre folk omtale ham i mindre pæne vendinger.

Du var jo kendt som en spiller, der gik hårdt til den i tacklingerne og blev omtalt som en hård spiller. Hvordan havde du det med det?

- Hvis omtalen lyder, som du siger der, så har jeg ingen problemer med det. Men jeg har også hørt, at jeg er blevet omtalt som et 'svin', 'at jeg skulle bures inde' og 'usympatisk', og jeg ved ikke hvad. 

- Det bryder jeg mig ikke om, fordi det, synes jeg ikke, var tilfældet. Jo, du har ret i, at min spillestil udviklede sig lidt til at være en hård hund, men det er også lidt i kraft af den plads, som jeg spillede på banen.

- Jeg har aldrig gået på banen med hensigt at skade en anden spiller bevidst. Derfor er det den pålyd, som man har fået sig i visse kredse, det bryder jeg mig bestemt ikke om, fordi det er en helt forkert beskrivelse af mig som fodboldspiller. 

- Hvad folk siger, må stå for deres regning, og det er nogle gange, sådan det er, når man dyrker idræt på det plan, som jeg gjorde.

- At blive omtalt på den måde af nogle folk, det bryder jeg mig da ikke om, og det blev jeg et eller andet sted også lidt ked af, men det kan man ikke altid undgå, hvis man stikker næsen lidt for langt frem.

Påvirkede det dig?

- Det fortæller lidt mere om dem, end det gør om mig, så det er lidt sådan, som jeg har valgt at forholde mig til det.

Calle Facius nåede aldrig at få et udlandsophold, og han mener, at forudsætningerne i 1990'erne var noget mere vanskelige, end de er i dag angående et ophold i udlandet.

- Forudsætningen for at komme til udlandet i dag kontra dengang er jo helt anderledes. Spiller du en god kamp i dag, så er du næsten i udlandet, og så kan du sidde et eller andet sted i Europa og få splinter i røven og tjene en masse penge, og så kan du komme hjem igen.

- Dengang var det langt sværere at komme afsted. Forudsætningerne var helt anderledes. Så jo, selvfølgelig havde jeg håbet, men jeg ville måske hellere have været født ti eller 15 år senere, så tror jeg, at forudsætningerne for at komme til udlandet og tjene nogle penge havde været langt større.

Når Calle Facius kigger tilbage på karrieren, kigger han tilbage på karrieren med stolthed.

- Ja, jeg er da stolt af min karriere, og jeg ville ikke bytte det for noget andet. Karrieren har både givet mange store oplevelser fodboldmæssigt, men også menneskeligt. 

- Jeg har fået en fantastisk masse nye bekendtskaber, som man stadig har kontakt til i dag. Det ville jeg bestemt ikke have været foruden.

- Om jeg har været en succes som fodboldspiller, det er op til jer andre at bedømme det. Jeg kan se mig selv i spejlet og sige, at jeg har gjort alt det, hvad jeg kunne, hver eneste gang jeg gik på banen, og så kan man ikke forlange ret meget mere.

Trænerambitioner

Efter karrierestoppet har Calle Facius kastet sig over trænererhvervet. I foråret 2008 var han træner i Hobro IK, og derefter gik turen videre til Aalborg Freja, hvor han var i to år. Nu er han træner i Serie 1-klubben Støvring IF.

- En gang havde jeg også nogle store ambitioner om at skulle være træner på et højt niveau, og det har jeg fortsat, måske ikke som cheftræner. Men jeg kan godt tænke mig at være assistenttræner på et lidt højere niveau til at starte med. 

- Desværre kræver det i dag, at man har en helt masse kurser. I dag kan du ikke blive træner, medmindre at du har et stykke papir på, at du har alle mulige ligegyldige kurser, og det er bare sådan, som det er blevet.

- Alle disse kurser har jeg desværre ikke og har heller ikke tænkt mig at gå i gang med dem. Så det sætter sine begrænsninger i forhold til, hvor højt niveau som du kan komme på. 

- Ambitionen er der, hvis der kommer noget, hvor det kan lade sig gøre, men gør der ikke, så har jeg de seneste år valgt at træne på et lidt lavere niveau, siger Facius og tilføjer:

- Så det tiltaler mig meget, og jeg har ikke i sinde at stoppe med at træne, og så må vi se, hvor langt det rækker. Men jeg gør ikke en helt masse for at komme til at træne på højere niveau, men hvis der er nogle, som mener, at de kan bruge mine kompetencer, så er de meget velkomne, ellers tager jeg det lidt henad vejen.

- Kommer der ikke noget, når min kontrakt udløber, så tager jeg et sabatår og ser, hvad tiden bringer.

Spiller en smule

Selvom Calle Facius til januar bliver 50 år, så spiller han stadig en smule fodbold. Der er dog ikke meget tid til det grundet sit trænerjob i Støvring IF.

- Det er meget lidt. Når man er væk til træning to gange om ugen, og man er væk en halv dag i weekenden, så når man har en familie, så kræver det også lidt. 

- Derfor har jeg også sagt til mig selv, at når jeg træner et sted, så er det også begrænset, hvor meget jeg selv spiller. Hvis jeg spiller, så er det, fordi de mangler en mand hist og her.

Har du overvejet at sætte dig selv på banen for at få noget rutine på holdet?

- Nej, men det har selvfølgelig været med i mine overvejelser, men jeg er snart version 5.0 (50 år, red.), så man skal ikke bare sætte sig selv ind på grund af rutine. 

- Man skal også kunne være med niveaumæssigt og nogenlunde hurtighedsmæssigt, og det kan jeg ikke mere. Jeg kunne måske og råbe skrige, men man skal ikke bare sætte sig selv på banen for at sætte sig selv på banen, siger Calle Facius til LigaBold.dk.

Støvring IF har i øjeblikket brug for point på kontoen. Lige nu er den jyske klub placeret i bunden af Serie 1.

Ved siden af livet som fodboldtræner arbejder Facius hos Hals Auto i Hals, hvor han både sælger biler og er en del af det administrative arbejde.

Calle Facius er noteret for 300 Superliga-kampe med 13 mål og et oplæg til følge.

Tegn et sæsonkortabonnement og se alle AaB?s hjemmekampe her


Af Anders Jensen
Fredag 30. oktober