Luk

Serieklub om chok-fyring: Som Kuhn i Malmö

| bold.nyt | 4 kommentarer

Emrah Kahveci er blevet smidt på porten som cheftræner i Serie 1-klubben Nørrebro FF, og formand Mohammad Howeidi siger, at situationen minder om dengang, Allan Kuhn blev fyret i Malmö FF.

Du kan læse artiklen på LigaBold.dk - eller herunder. 

Nørrebro FF har imponeret stort på banen i efteråret i Serie 1, hvor mandskabet går på vinterpause på en andenplads som oprykker.

Her har det været cheftræner Emrah Kahveci, der har haft ansvaret.

Torsdag sagde han dog til LigaBold.dk, at han er blevet fyret og er meget chokeret og skuffet.

Nu giver Nørrebro FF-formand Mohammad Howeidi en forklaring på fyringen, og den spillende formand siger til LigaBold.dk, at der har ulmet noget under overfladen i noget tid.

Han sammenligner situationen med Allan Kühn i Malmö FF. Kuhn vandt det svenske mesterskab og havde succes inden for kridtstregerne, men alligevel fik danskeren sparket i november 2016 i den svenske klub.

- Kahveci (Emrah Kahveci, red.) kom ind for halvandet år siden. Dengang var det som assistent. Der havde vi ansat en anden cheftræner, der blev opsagt relativt hurtigt, efter han blev ansat. 

- Det var et mismatch. Der stod vi akut og manglede en cheftræner, og der har Kahveci udfyldt en rolle indtil for nylig, hvor vi tog en evaluering af, hvordan det er gået. Ikke kun resultatmæssigt, men også i forhold til værdier og kulturer, og hvordan vi gerne vil drive tingene.

Det virker meget overraskende, når det går så godt for holdet? Hvorfor har I så gjort det?

- Ja, helt bestemt. Det bedste eksempel er, da Allan Kuhn var træner for Malmö FF. Der gjorde han det sindssygt godt og nærmest fejlfrit, ligesom at det har været hos os, selvom ingen er fejlfri. Man vinder og vinder, men der ligger noget og ulmer under overfladen på en eller anden måde.

- Der har ikke været en form for mismatch, men i forhold til den retning, som klubben skal hen, så vi, at det ikke var med ham i spidsen. Det indadtil kan man ikke se, og det, som der er synligt, er selvfølgelig resultaterne. Det bagvedliggende er svært at se for udefrakommende.

Afviser kritik

Over for LigaBold.dk insinuerede Kahveci, at fyringen kunne skyldes, at nogle spillere, der sidder i bestyrelsen, ikke har fået nok spilletid i efteråret, og derfor har smidt træneren på porten.

Det udelukker Howeidi.

- Tre ud af fire i bestyrelsen er spillere, og to ud af tre af dem har været skadede hele efteråret, og den sidste er mig, og jeg har været skadet 50 procent af tiden, og så har jeg spillet det, som jeg kunne.

Så det har intet at gøre med, at I ikke har spillet nok?

- Nej, det passer ikke. Jeg er meget overrasket (over Kahvecis reaktion, red.). Jeg har haft et meget godt forhold til ham, og de øvrige i bestyrelsen har uheldigvis været skadede, og det er, hvad det er.

- Han har måske et horn i siden på én af dem, men jeg kan i hvert fald sætte to fede streger under, at det ikke har noget med det at gøre, siger den spillende formand og tilføjer, at han undrer sig, at Kahveci nævner, at Nørrebro FF var en hyggeklub, da han kom til for halvanden år siden:

-  Det er vi meget uenige om. Det så vi os ikke som. Vi hentede ham i FC Ludo, der lukkede ned, som assistent i første omgang, hvor han omvendt kom fra hyggeniveau. Vi havde lidt synet af, at det var lidt mere seriøst, end hvor han kom fra, så det kommer også lidt bag på mig.

Skæv trænerfordeling

Howeidi fortæller, at der altid vil være spillere, der er utilfredse med en træner, lige meget hvordan det går på banen.

Den spillende formand forklarer dog, at trænerkonstellationen mellem Emrah Kahveci og Yassine Macine blandt andet ikke har været optimal.

- Uanset hvilken træner der er, vil der være utilfredshed fra den ene eller anden spiller. Det har ikke noget med det at gøre. Jeg kan ikke lide at hænge folk ud, men når man bliver spurgt ind til det. 

- Vi har oplevet, at der har været en mistillid til træneren også fra bærende spillere. Jeg ved godt, at Emrah (Emrah Kahveci, red.) måske har svært ved at se det.

- Når man har succes, så er det svært at tage tingene i opløbet, så laver man en bunke til sig selv. Det er sket hos os. Vi har negligeret det lidt, og vi er gået på kompromis med lidt for mange ting i for lang tid. Vi er derfor nået til et sted, hvor vi har været nødt til at reagere. En del af fortællingen er også, at vi valgte at tage en evaluering i sommer.

- Jeg kan ikke nikke genkendende til, at han ikke forstår det. Vi udryddede Serie 2, men der var noget, der ikke var godt nok. Det prøvede vi at optimere. Så fik en træner ind, som vi havde tilknyttet før, der hedder Yassine Macine. Han er der stadig.

- Grunden til, at vi hev ham ind, var, at vi manglede en træningskultur og struktur fra den seneste sæson. Emrah er en smadderdygtig indpisker og en humørbombe, og der er ikke noget ondt at sige om ham, men når man driver noget, så skal man også se på, at projektet skal være bæredygtigt. I forhold til de kvalifikationer, som man skal have som cheftræner, så skal man også kunne bære det.

- Der er mange i truppen, der har været forvirret over konstellationen, fordi Yassine (Yassine Macine, red.) har været cheftræner før, og nu skulle agere højrehånd for Emrah. Der tror jeg, at Emrah har haft svært ved at se det som en støtte, men mere som en trussel. Det skal jeg ikke kunne sige. Det har ikke været det bedste samarbejde det seneste halve år.

Hvorfor gør I det nu, når det har ulmet i længere tid?

- Vi har jo vundet, og vi har løbende forsøgt at rette det til og få det løst. Vi har set tendenserne til det, og vi har løbende forsøgt at få det korrigeret. Vi er en lille klub, selvom vi har gjort det, så vi har ikke de store armbevægelser. Der vil vi med de få midler forsøge at få rettet det til. Vi er nået til et punkt, at det ikke ville kunne løse sig. 

- Vi havde et trænerteam på tre, og jeg tror, at der skulle være en omstrukturering af det på en eller anden måde. Det var noget med at degradere, og det prøvede vi også i forhold til ansvarsfordelingen, og det blev aldrig helt godt.

Er det grundet Emrah Kahvecis måde at træne på, eller har der været splid i truppen?

- Jeg tror, at man skal dele tingene lidt op. Han er meget vellidt blandt folk, og han er en rigtig flink person. Jeg tror, at man får et rigtig tæt bånd i klubberne, men man skal adskille tingene. I forhold til trænerarbejdet har der manglet noget.

- De er ikke for at negligere det arbejde, som der er blevet lavet, for det har vi været rigtig glade for, men i forhold til det niveau, der er, har der måske haltet noget i forhold til det taktiske og kvalifikationerne heraf.

- Spillerne havde en højrehånd til Kahveci, der måske var overkvalificeret, og så har Emrah måske været underkvalificeret.

- Den kløft, der har været i det samarbejde, har været for tydelig, og der har været en forvirring, og det var ikke afstemt udadtil til tider, og det gjorde også bare, at spillerne var forvirrede om, hvad de skulle gøre på banen. Vi er helt nede i det lavpraktiske, at de blev forvirrede.

En svær besked

Howeidi nævner også, at klubben har måttet på kompromis med værdisættet i klubben.

- Vi har også nogle værdier og en kultur, som vi har måttet gå på kompromis med. Vi har nogle grundprincipper i forhold til holdudtagelse. 

- Vi er en rigtig god og bred trup, og jeg tror, at vi har brugt 29 spillere det her halve år, og et af de hold, der har benyttet sig af allerflest spillere, men alligevel sidder vi tilbage med, at der er en ulmen under overfladen i forhold til, at der har være nogle grundprincipper, der ikke er blevet overholdt i forhold til eksempelvis holdudtagelse. Hvis man nu ikke kom til træning og sådan nogle ting.

Er det udelukkende bestyrelsen, som har taget beslutningen?

- Det er udelukkende bestyrelsen. Det er vores beslutning, men der skal også noget til, før at man når til den beslutning. Det har været løbende 'feeling' om, hvordan det er gået og stemningen omkring det. 

- Det skal understreges, at Emrah (Emrah Kehveci, red.) var en meget vellidt person uden for banen, så der er 'no hard feelings'. Da vi havde samtalen, krammede vi også hinanden.

- Det er jo en svær besked at overlevere, men skuffelsen fyldte også mere end det, men jeg tror, at vi også fik det fortalt, så Emrah også kunne forstå det. Han tog det ikke personligt, det er ikke min opfattelse.

Den spillende formand indrømmer, at det ikke har været nemt at tage afsked med Kahveci.

- Det er en af de sværeste samtaler i mit liv og Nørrebro FF-regi. Jeg har også et tæt forhold uden for banen med Emrah, men det er udelukkende i forhold til foreningen og den rolle, som skal varetages. Vi ser det som et skridt mod et mere bæredygtigt projekt.

Nørrebro FF har allerede fået styr på, hvem der skal være træner fremover. Det bliver Tarik Habbou, der før har været andenholdstræner, og han har et indgående kendskab til klubben.

- Tarik (Tarik Habbou, red.) bærer klubbens DNA, og han er tidligere spiller og meget vellidt. På samme måde som Emrah, men han kommer med samme spilfilosofi, som klubben gerne vil praktisere og nogle stærke kvalifikationer i forhold til at være træner, siger Mohammad Howeidi til LigaBold.dk og tilføjer, at det er tiltænkt, at Yassine Macine fortsætter i den samme rolle som træner.

Nørrebro er tre point efter Boldklubben Viktoria i Serie 1.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.


Af Anders Jensen
Fredag 28. januar
Torsdag 27. januar