Luk

Serieklub sikrer sig 37-årige Quincy Antipas

| VB 1968 | 13 kommentarer

Infoboks

VB 1968-cheftræner Mohamad El-Faour siger til LigaBold.dk, at Quincy Antipas gerne vil hjælpe Sjællandsserie-mandskabet, når han har tid i kalenderen.

Du kan læse artiklen på LigaBold.dk - eller herunder.

VB 1968 (Værebro Boldklub) har et ganske slagkraftigt mandskab i Sjællandsserien, hvor flere tidligere topspillere huserer i form af André Riel, Nicki Bille, Martin Albrechtsen og senest Stephan Andersen.

Nu kan endnu en tidligere Superliga-spiller komme i spil for mandskabet, og han er ikke helt ukendt i Sjællandsserie-klubben.

Den tidligere Hobro- og Brøndby-spiller Quincy Antipas var en del af Værebro-klubben fra juli 2019 til september 2020, inden han skiftede videre til Skovshoved IF, men nu er den 37-årige angriber tilbage i Sjællandsserie-klubben.

VB 1968-cheftræner Mohamad El-Faour til LigaBold.dk, at angriberen gerne vil hjælpe, når han har tid.

- Vi har hans certifikat, men Quincy arbejder som agent, så han er tit ude at se kampe. Det prioriterer han, for det er jo hans levebrød. Han har sagt, at når han har tid, så kommer han og træner med.

- Ellers skal vi bare give ham besked, hvis vi gerne vil bruge ham. Jeg har dog det princip, at jeg gerne vil se folk til træning, før jeg bruger dem i kampe. Reelt set er han kampdygtig, hvis han få det indpasset med sin egen kalender. Han kan virkelig komme i spil når som helst, fordi han er spilleberettiget, og han er i Danmark. Han er på vores holdkort, siger Mohamad El-Faour til LigaBold.dk.

Quincy Antipas har hele 191 Superliga-kampe i alt på CV'et for HB Køge, SønderjyskE, Brøndby og Hobro, og her blev det til 38 mål og 25 oplæg. Antipas er noteret for ni landskampe for Zimbabwe.

Næste kamp for VB 1968 er mod BSF på hjemmebane, og den kamp bliver fløjtet i gang fredag 17. september klokken 18 ved Skovbrynet Skole. Det kan meget vel blive Stephan Andersens debut for holdet, og måske kommer Quincy Antipas også i spil.

VB 1968 indtager tredjepladsen i Sjællandsserien Pulje 1 med 12 point efter fem kampe.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.


Af Anders Jensen
Søndag 26. september