Luk

Serieklub skriver historie: Nærmest umuligt

| Sydbank Pokalen | 0 kommentarer

Infoboks

Serie 1-klubben Aalborg Freja jubler. Klubben har nemlig sikret sig 100.000 kroner for at være det seriehold, der er kommet længst i pokalturneringen.

Du kan læse artiklen på LigaBold.dk - eller herunder.

Jublen vil ingen ende tage i Serie 1-klubben Aalborg Freja. Først vandt mandskabet et sandt pokaldrama over IF Lyseng onsdag i tredje runde af Sydbank Pokalen efter en straffesparkskonkurrence med 5-4.

Torsdag aften blev glæden endnu større, da Danmarksserie-mandskabet Allerød FK blev sendt hjem med en øretæve på 1-8 af Brøndby IF. Det betød nemlig, at Aalborg Freja kunne krones som vinder af 100.000 kroner for at være det seriehold, der er kommet længst i denne udgave af Sydbank Pokalen.

Aalborg Freja har aldrig været så langt i pokalturneringen før.

LigaBold.dk har interviewet Aalborg Freja-målmand og anfører Simon Gasberg om den vanvittige præstation, og humøret er naturligvis helt i top. Den største kulmination kom efter sejren over 3. divisionsholdet Lyseng onsdag.

- Vi var helt oppe at ringe, og det var sådan en 'ud af kroppen'-oplevelse på alle mulige måder. Det er så fedt. Det er sådan noget, som fodbold giver, og det er ikke noget, som man kan skrive bedre selv, og det er kun sådan en oplevelse, som man får, når man har et sammenhold. 

- Så er det jo klart, at efterfølgende blev det fejret på behørig vis med masser af øl, og så tog vi videre på det lokale værtshus, og der fik nogle øl også, siger Simon Gasberg til LigaBold.dk.

Det må vel være surrealistisk for jer?

- Ja, det er det. Jeg tror ikke, at det er gået helt op for os, hvad vi har præsteret. Det burde jo nærmest være umuligt. FCK røg ud i den seneste runde, og vi gik videre, så man sammenligner mange klubber omkring sig. Det er så vildt, og jeg tror nærmest ikke, at det kommer til at gå op for os, før at vi står i Brøndby-kampen om en måneds tid. Det er så vildt.

Artiklen fortsætter under billedet.

Simon Gasberg. Foto: Aalborg Freja

Onsdagens pokalsejr blev fejret stort, og det gjorde noget ekstra, at Aalborg Freja skulle ud i et drama for at sikre sig billetten til fjerde runde.

- Vi vidste godt, at vi skulle levere en overraskelse for at komme videre, og vi vidste også godt, hvad der ventede, hvis det skulle lykkes. Når man går i gang med kampen, tænker man ikke så meget over det, men op til kampen og efter kampen har de 100.000 kroner været det hele store samtaleemne for at være det seriehold, der er kommet længst. 

- At vi så afgjorde det efter straffespark foran et hav af mennesker, som alle sammen bakkede os op. Jeg var nærmest overrasket over, hvor godt vi præsterede. Det var bare surrealistisk og megafedt, siger anføreren og tilføjer:

- For os, der har været i klubben i mange år, betyder det sindssygt meget, og vi har for alvor sat Aalborg Freja på fodboldkortet. Vi har fået bevist, at vi nok er mere end et Serie 1-hold. Det er fedt.

Selvom der var penge på spil, da Allerød mødte Brøndby torsdag aften, så tog Aalborg Freja-holdet det helt afslappet. Anføreren så endda ikke kampen på Brøndby Stadion.

- Det var meget stille og roligt Vi var i spa og wellness med holdet, og så tog vi hjem og fulgte med, og jeg var selv til koncert, men jeg fulgte selvfølgelig med på livescore. Vi havde jo en okay fornemmelse, at vi ville vinde dem (100.000 kroner, red.), for der skulle ske en kæmpe sensation. Vi var egentlig mere spændt på lodtrækningen end de 100.000 kroner. Det er megafedt.

En verdensklasse historie

For Simon Gasberg er det også fantastisk, at Aalborg Freja nu bliver landskendt for de fodboldmæssige præstationer, og han nyder at fortælle historien om serieklubben fra Aalborg.

- Det er jo en anden del af det. Vi lever jo lidt i en boble til hverdag, og så lige pludselig, så ved alle, hvad man har bedrevet, og samtlige medier har ringet. Det er ikke noget, som vi er vant til, men vi vil rigtig gerne fortælle historien, fordi det er en verdensklasse historie. Jeg synes, at den fortjener at blive delt og fortalt til hele Danmark.

Lige nu skal Simon Gasberg, der også er bestyrelsesmedlem, og resten af Aalborg Freja finde ud af, hvad de 100.000 kroner skal bruges på. Alle vil gerne have en del af gevinsten.

- Vi skal have vendt det på et bestyrelsesmøde, i forhold til hvad vi kan blive enige om. Spillertruppen har lidt en forventning om, at vi får noget, og klubben har også en forventning om, at den får noget. Pengene skal bruges på at styrke klubben, da det ikke er nogle penge, som, man forventede, kom ind.

- Det er et ekstra sponsorat eller bidrag, i forhold til at man kan bruge pengene på noget, som man ellers ikke ville have gjort. Det er klart, at vi i spillertruppen ikke tager alle pengene, men vi har en forventning om, at vi får nogle af dem. Så må vi finde ud af på mødet, hvordan og hvorledes og hvor mange af dem, siger 28-årige Simon Gasberg til LigaBold.dk.

I fjerde runde får Aalborg Freja en kæmpe kamp, da den forsvarende danske mester Brøndby IF gæster Aalborg i slutningen af oktober.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.


Af Anders Jensen
Mandag 18. oktober