Luk

Sevilla slog Valencia og holder fast i toppen

| La Liga | 0 kommentarer

Infoboks

Sevilla - Valencia 1-0
La Liga
66' 1-0 Youssef En-Nesyri

Sevilla holder fast i topholdene i La Liga, da det onsdag blev til en 1-0-sejr på hjemmebane over Valencia. Der er nu blot tre point op til Atletico Madrid, som har spillet en kamp færre.

Sevilla skulle forsøge at spille sig tilbage i gulddysten i La Liga, da Valencia onsdag var på besøg.

Inden kampen var Sevilla på fjerdepladsen med 71 point og et gab på seks point op til Atletico Madrid på førstepladsen, mens Valencia lå længere nede som nummer 14 med 39 point.

Daniel Wass startede på bænken for gæsterne, hvilket gav ham mulighed for at se holdkammeraterne blive sat under pres i første halvleg, hvor Sevilla fik annulleret en scoring efter 22 minutter, inden Sosu og Nemanja Gudelj fik sat Jasper Cillesen på prøve i Valencia-målet.

Det lykkedes dog ikke for nogen af holdene at score inden pausen, hvorfor der fortsat stod 0-0, da anden halvleg blev fløjtet i gang.

Hjemmeholdet havde dog ikke tænkt sig at nøjes med et point, hvilket gav en god chance til Alejandro Gomez efter en times spil, hvor Cillesen igen måtte hive en god redning frem.

Kort efter kunne målmanden dog ikke holde målet rent længere, da Youssef En-Nesyri blev spillet fri i feltet, hvilket han udnyttede til at sparke bolden i mål til 1-0.

Selvom Valencia nu var bagud, så formåede gæsterne ikke at svare tilbage i kampens afslutning, hvor Sevilla kørte bolden rundt og forsøgte at holde fast i føringen.

Det lykkedes også for hjemmeholdet, og derfor kunne Sevilla tage tre de point uden de store problemer.

Med sejren har Sevilla nu 74 point, mens Real Madrid på tredjepladsen har 75, og førerholdet Atletico er på 77. Begge hold har dog spillet en kamp færre.


Af Krister Olsen
Søndag 20. juni