Luk

Shakhtar-chef: Vores bedste halvleg i sæsonen

| Champions League | 0 kommentarer

Infoboks

Real Madrid - Shakhtar Donetsk 2-3
Champions League gruppe B
29' 0-1 Tete
33' 0-2 Raphaël Varane
42' 0-3 Manor Solomon
54' 1-3 Luka Modric
59' 2-3 Vinicius Junior

Shakhtar-træner Luis Casto kalder sit holds første halvleg i 3-2-sejren mod Real Madrid for det bedste, de har præsteret i sæsonen. De kunne have scoret flere mål, mener han.

På trods af, at Shakhtar måtte lade 10 spillere blive hjemme i Ukraine, fik de fuldt udbytte af Champions League-kampen mod Real Madrid onsdag aften.

Især i første halvleg foldede de ukrainske mestre sig ud, og da holdene gik til pause, stod det 3-0 til gæsterne. Det har Shakhtar-træner Luis Casto ikke set bedre i sæsonen.

Det fortalte han ifølge UEFA efter kampen.

- Første halvleg var vores bedste i sæsonen. Vi skabte chancer, og vi kunne have scoret flere - også i anden halvleg. Da den stod 3-2 var vi nødt til at forsvare mere, og der ventede vi bare på, at kampen skulle slutte, siger Casto, der var meget begejstret for sit holds indsats.

- Alt i alt viste vi vores kvalitet både taktisk og teknisk. Det var et stort resultat for os. Vi vidste, hvilke problemer vi kunne løbe ind i, og vi havde forberedt os godt. Spillerne gjorde det fantastisk, og vi var sammentømrede fra start til slut.

Shakhtar spiller deres næste kamp i Champions League-gruppespillet i næste uge, hvor Inter og Christian Eriksen gæster Ukraine.


Af Jonas Nielsen
Tirsdag 1. december