Sheffield United-angriberen Oli McBurnie blev fanget på kamera, da han i søndags overværede Championship-kampen mellem Cardiff og Swansea på stadion sammen med sidstnævntes fans.
McBurnie blev undervejs fotograferet, mens han gestikulerede heftigt mod Cardiff, men han har sluppet med en advarsel fra det engelske fodboldforbund, FA.
Sheffield United-manager Chris Wilder har absolut heller ingen problemer med, at McBurnie er glødende Swansea-fan.
- Vi modtog et brev fra FA omkring Olis fremtidige opførsel, hvilket er ganske passende, synes jeg. De er ikke vrede over det, så det viser meget godt omfanget af sagen, at de ikke gjorde mere ved det, siger Wilder til Sky Sports.
- Jeg har talt med Oli, men jeg har ingen problemer med, at han tager hen og ser Swansea. Der er en stor tilknytning til klubben, fordi han var der som ung spiller.
- Jeg synes, det er ret forfriskende, at han af og til vil ud og se en fodboldkamp og være involveret i fodbold, siger Wilder.
Oli McBurnie har scoret fire mål i 22 kampe for Sheffield United i denne sæson.



Swansea
Sheffield United
Premier League
Championship






























