Luk

Sheffield-dansker: Pilen peger mod Danmark

| International | 6 kommentarer
Sheffield-dansker: Pilen peger mod Danmark
Foto: Sheffield Wednesday

Frederik Fiskers førsteprioritet er at komme hjem til Danmark, når Sheffield Wednesday-danskerens kontrakt udløber denne sommer.

Frederik Fisker forlader Sheffield Wednesday ved kontraktudløb denne sommer, og pilen peger umiddelbart mod Danmark.

Den 21-årige midtstopper har haft et bud fra udlandet på bordet, men han er opsat på at vende hjem til Danmark.

- Min agent har talt med lidt klubber, både i ind- og udland, og så har jeg afvist et udenlandsk bud, siger Fisker til bold.dk.

- Min førsteprioritet er helt klart at komme tilbage til Danmark. Jeg vil selvfølgelig allerhelst have, det er i Superligaen, men det vigtigste for mig er at spille hver weekend, så det er heller ikke nødvendigvis et dumt valg at tage til en topklub i 1. division.

- Hvis jeg bare gerne ville være i en stor klub, hvor jeg sad på bænken, kunne jeg jo bare være blevet i England. Men jeg er drevet af at spille fast, og derfor vil jeg gerne tilbage til Danmark.

Stadig dialog med Viborg

Eftersom Fisker har kontrakt med Sheffield Wednesday indtil udgangen af juni, har han endnu ikke kunne prøvetræne, men det håber han at komme til i næste uge – hvis altså ikke, han har skrevet under med en klub inden da.

- Jeg har stadig kontrakt med Sheffield Wednesday, så der er en masse papirer, blandt andet forsikring, der skal i orden, for at jeg kan prøvetræne, mens jeg stadig er under kontrakt.

- Så i næste uge bliver det lidt nemmere, hvis jeg ikke skulle have fundet en ny klub inden da, siger Fisker.

I april trænede han dog med Viborg, og 1. divisionsklubben er fortsat en mulighed for forsvareren, selvom klubben siden da har skiftet træner.

- Jeg kendte selvfølgelig Steffen Højer fra tidligere, og derfor trænede jeg lidt med. Men jeg har stadig dialog med Viborg, selvom Højer ikke er der mere.

- Jeg har altid været glad for at være i Viborg, så det er selvfølgelig også en mulighed. Jeg må lige scanne de muligheder, jeg har, og så kan jeg træffe en beslutning ud fra det, siger Fisker.

Frederik Fisker tog til Nottingham Forest i 2014 fra Viborg som blot 16-årig og drog videre til Sheffield Wednesday i 2017. Han har spillet syv U-landskampe for Danmark.

Se Superliga, Europa League og landsholdet Live på Eurosport Player
Advertisement Advertisement

Af Sara Margren
Fredag 19. juli
Torsdag 18. juli